Jeg elsker min mand. Vi har to små børn på 2 og 3 år og jeg er gravid. Meget gravid. Ja, jeg har termin om en uge. Graviditeten har ikke været slem, men det har heller ikke været en leg. To uger i marts kunne jeg stort set ikke bevæge mig uden smerte og da jeg i forvejen er hypermobil er mine led ekstra udsatte under graviditet.
Det var meningen, at jeg skulle aflevere speciale i dag, men pga stress er det blevet udskudt ét år. Min mand blev dog noget skuffet, da han havde håbet på en ekstra indtægt fra mig, hvilket jeg godt forstår. Denne graviditet var ikke planlagt, men nu er den her og så må vi tage udgangspunkt i situationen som den er.
Jeg kan tælle på én hånd hvor tit min mand har lavet aftensmad for at 'aflaste' mig under graviditeten. Vel sagtens kun hvis jeg har bedt ham om det og fundet maden frem. Pga hans arbejdstider kan han hverken aflevere eller hente børnene, så den tjans står jeg også med. Nu kommer søreme lukkedag i børnenes institution på fredag, hvor begge børn er hjemme og manden, ja han tager på arbejde.
I går spurgte jeg pænt om han ikke havde lyst til at ae mig på lænden, mens vi hyggede på sofaen. Jeg havde nogle dumme plukveer. Det havde han ikke. Jeg bliver nærmest mopset og spørger hvorfor han ikke kan tage lidt mere hånd om mig. At der trods alt kun er omkring en uge tilbage af graviditeten og at jeg faktisk godt kunne bruge noget pleje og omsorg. Hvortil han svarede: 'Hvornår skal jeg så plejes?'. I det øjeblik havde jeg bare lyst til at råbe: 'egoistiske nar!', men det gjorde jeg jo ikke. Tror I så ikke han gerne ville have sex i går aftes uden så meget som at have givet mig et knus i løbet af dagen. Hvor det dog bare sårer mig! Det kan jeg venligt meddele, at han ikke fik.
Hvis han dog bare havde samme omsorg og loyalitet overfor mig som han har overfor sit arbejde. Hvorfor er det en selvfølge, at jeg ordner ALT? Jeg er godt klar over, at jeg har tiden for mig, men for pokkkkkkkker........ Jeg skal føde lige straks! Det er enormt hårdt for mig at få børnene op of afsted om morgenen, smøre madpakker og buksere dem i bilen, hente dem igen og få tiden til at gå uden at de går i totterne på hinanden inden manden vælger at komme hjem. Typisk er det ved 16.30-17, hvorefter han liiige skal sidde lidt og liiiige tage et bad.
Jeg kan være grædefærdig over min frustration, fordi han er en god mand og far. Han kan bare ikke se, at jeg knokler og han tager det som den største selvfølge, at jeg ordner alt. Når jeg fortæller ham hvordan jeg har det føler han sig såret og lukker i, hvormed intet er opnået. Eller han vover endda at påstå, hvor hårdt det er at være mand til en gravid. Som sagt har mine graviditeter været nemme og jeg er bestemt ikke én der beklager mig. Han skulle bare vide alt, der koger indeni, som jeg ikke lukker ud af hensyn til HAM.
Han regner med at når jeg har født, jamen så fortsætter rutinen med at jeg ordner børn, men jeg kan slet ikke overskue at få en amning til at køre med en lille baby og få vores andre børn ud af døren om morgenen. Føler mig så misforstået. Derudover er der tale om, at han kommer til at tage bilen på arbejde. Hvordan pokker er jeg havnet i denne situation?!? Er det naturlig fordeling?
Fik jeg nævnt, at jeg nu skal skrive speciale med en baby på armen plus de to andre, som faktisk ene og alene er mit ansvar og som han selvfølgelig regner med at jeg kan. Er jeg superwoman?
Er så frustreret over min elskede mand. Har opgivet at få ham til at gøre noget som helst på eget inititiativ og til at tænke på mig og vores børn først.
Bare lidt morgentuderi fra mig 
