FrkT skriver:
Puhhh jeg må indrømme at den der synes jeg er svær. Forstår godt din frustration - specielt over hvis det er dig der står med hendes opgaver og ikke modtager nogen form for tak men nærmest det modsatte.
MEN, og det er et stort MEN for mig; jeg synes man skal passe gevaldigt på med at skitsere hvad der er okay at lave når man er syg. Der kan være så mange ting ved situationen man ikke kender.
1; hvis det er pga. hendes depression, så kan det være hun er taget på café med en veninde fordi hun havde det rigtig skidt og havde behov for at der var nogle der var der for hende og måske kunne snakke lidt med hende. Depression er en af de farligste sygdomme der findes, og det skal man bare IKKE spøge med.
2; hvis nu man fx møder en kollega i supermarkedet, samme dag som han/hun har været meldt syg fra arbejde, så skal man huske på at man stadig skal have noget at leve for, altså spise, selvom man er syg. Og hvis ens mand/kone (hvis man har nogen) fx også er syg, så er der altså en der skal afsted trods sygdom.
Og sådan kan der bare være en hel masse ting man ikke kender til... og så synes jeg ærlig talt ikke det er kollegaernes ret at blande sig i hvorvidt en person rent faktisk er syg, når han/hun har meldt sig syg. Og var det en selv, så ville man nok også finde det super ubehageligt.
Ærligt, så synes jeg du skal blande dig udenom. Lade tingene gå sin gang. Og hvis du skal tage fat i noget, så ville jeg udelukkende tage fat i hendes reaktion på det arbejde du udfører, når hun er sygemeldt. Og på en ordentlig måde... bliver man mødt med venlighed, forståelse og rummelighed, så er det altså også ti gange lettere selv at møde andre med disse uundværlige ting.
Og husk på, at det kan være hun generelt går rundt og har det virkelig virkelig elendigt. Og er det en svær depression hun har, vil du så være ansvarlig for at skubbe hende det sidste stykke ud over kanten? Eller vil du tage hende i hånden og trække hende længere ind på land? Tilbyd hende evt. at du gerne vil lytte til hende, hvis hun har nogle ting hun gerne vil snakke om, hvis hun går og har det svært. Vær forstående.
Ja, det er vist mine bedste råd til dig. Håber i hvert fald det ordner sig bedst muligt for alle parter.
Ja, jeg ved godt at der kan være 117 gode og helt legitime grunde til at hun sad på den cafe. Det ville jeg aldrig tænke over hvis det var en hvilken som helst anden af mine kolleger.
Som jeg skriver til en anden har jeg selv været sygemeldt i en graviditet pga komplikationer og der sad jeg da heller ikke hjemme i sofaen.
Når jeg bliver så frustreret er det fordi mit bæger er blevet fuld nu. Jeg er nået dertil hvor jeg er holdt op med at interessere mig for hende. Jeg har tidligere taget hende alvorligt og netop passet på ikke at skubbe hende ud til/over kanten som du selv skriver.
Men nu syntes jeg bare at hun udnytter sin sygdom. Hun forventer positiv særbehandling fra os alle, også når hun ikkke er syg og giver intet andet end utilfredshed tilbage. Hun kan f.eks. møde på arbejde en dag og være sur, tavs og snerrende hele dagen. Men vi må ikke spørge til det eller kommentere, så føler hun sig gået for nært. I stedet forventer hun at vi accepterer at hun snerrer af os hele dagen.
Jeg vil på ingen måde skubbe hende ud i nærheden af kanten, men jeg skal jo altså også have lov at være på min arbejdsplads uden at alt skal indrettes efter hende. Hun er ikke ansat på særlige vilkår, hun er helt almindelig ansat som os andre.
