what to do? (lidt langt)

B&J skriver:

jeg kan kun roligt sige der er mange mænd der ikke er med i starten du skal tænke på hvor lille en baby er og måske er de også bange for at gøre noget forkert når den er så lille, og jeg forstår ham virkelig godt for man har ikke meget alene tid sammen det fik mig og min kæreste først efter et ½år og det hjalp meget på vi fik vores kærlighed mere tæt på igen forhold til før, men det er jo slet ikke nemt hvis han har en deperation oven i så er alle ting jo mere overskuligt og han magter nok ikke så meget men når han har været på de piller i et par mdr kommer det til at gå bedre måske skulle du blive bedre til at spøre om han ikke lige vil med ind og hjælp og når han hjælper ros ham og give ham en krammer og kys i ny og næ det ville hjælpe rigtigt meget

Tak for dit svar.

Jeg forstår også at han var bange i starten, vores datter havde en svær start på livet, og vi var begge pressede til fingerspidserne, og dengang har jeg sagt noget til ham, som har gjort at han har trukket følehornene til sig (vi husker begge ikke hvad). Jeg har flere gange tilbudt ham at komme ind og hjælpe/være med, men han afviser hver gang (og med dårlig samvittighed), jeg kalder også på ham når hun er skøn, eller gør noget andet. Og så bekræfter jeg ham, både med ord, kys og kram og siger at det er så fantastisk at vi har præsteret hende. Og han smiler også og giver mig ret, men han deltager slet ikke.

Jeg håber også at det bliver bedre med tiden, men det er bare svært at blive ved med at holde modet oppe...

Mikkelmusen skriver:

Altså jeg kan ikke sige hvordan din kæreste er, men jeg havde det sådan at jeg følte at min kæreste og familie tog afstand fra mig, men det de egentlig prøvede var at være overbærende. Jeg vil sige til dig, at du selvfølgelig bør fritage ham fra noget ansvar men ikke alt. For så føler man sig også ubrugelig til sidst. Jeg vil ikke skrive en masse privat her, men hvis du har brug for at tale så er du velkommen til at skrive privat til mig.

knus

Igen tak for dit indlæg, og selvfølgelig skal du ikke skrive en masse privat, men det du har skrevet har hjulpet mig og givet mig stof til eftertanke

Tager dig måske på ordet og skriver privat til dig

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

Jeg forstår også at han var bange i starten, vores datter havde en svær start på livet, og vi var begge pressede til fingerspidserne, og dengang har jeg sagt noget til ham, som har gjort at han har trukket følehornene til sig (vi husker begge ikke hvad). Jeg har flere gange tilbudt ham at komme ind og hjælpe/være med, men han afviser hver gang (og med dårlig samvittighed), jeg kalder også på ham når hun er skøn, eller gør noget andet. Og så bekræfter jeg ham, både med ord, kys og kram og siger at det er så fantastisk at vi har præsteret hende. Og han smiler også og giver mig ret, men han deltager slet ikke.

Jeg håber også at det bliver bedre med tiden, men det er bare svært at blive ved med at holde modet oppe...

 jeg håber snart det hele vender sig for jer for kan godt høre det er rigtigt svært men du får verdens største knus

MorTilJanuar skriver:

Undskyld mange gange men du omtaler mest jeres datter som "min datter" når du skriver , det er måske lidt stof til eftertanke.. 

Dernæst så vil jeg sige at der er en vej og det er kommunikation.. Min kæreste kom jeg fra Afghanistan og blev direkte sygemeldt fordi hans film knækkede, dette skete oveni at jeg lige var startet arbejde i et fængsel hvilket jeg kan hilse og sige er rimelig hårdt, så jeg forstår godt din sorg og frustration og den afmagt du føler du står med.... Men der er kun 1 ting at gøre kommunikation, kommunikation, kommunikation... 

Det med at fratage ham alt det hjælper ikke i sidste ende... overhoved.. det gør det kun værre for dig og for ham for når han skal slippe sin rolle som "syg" så bliver det ekstra svært, + at så føler man sig først rigtig ekstra "syglig gjort" ...

Mit bedste råd vil være at du ikke finder dit svar herinde men at DU beder om at få en snak med den psykolog/psykiater han er tilknyttet, UDEN HAM, således at DU har mulighed for at få prof. redskaber til at håndtere ham bedst...

Stort  og mange tanker herfra 

Tak for dit indlæg.

Jeg ved godt at jeg i mit indlæg fra igår skrev min datter, fremfor vores, og det var meget bevidst, for jeg var så ked af det og frustreret og så er det praktisk taget kun min datter. I daglig omtale er hun skam vores datter, det er jeg meget bevidst om

Nu skriver du at det kun er kommunikation der er vejen frem, det er jeg enig med dig i, men når vi ikke kan kommunikerer, er det så fordi det er slut? Vi prøver og prøver og kommer ingen vegne, andet end længere og længere væk fra hinanden.

Jeg har taget den til mig med ikke at fritage ham fra alt, for kan godt se at han så bare er overflødig og det er han bestemt ikke.

Han har ikke nogen psykolog eller psykiater tilknyttet (endnu), så den mulighed er der desværre ikke. Jeg ville meget gerne selv snakke med en psykolog (for jeg har også mit at slås med efter fødslen for mere end 7 mdr siden), men det rækker økonomien desværre ikke til (jeg kan ikke få en henvisning, så det er 100 % egenbetaling), så det er på ingen måde fordi jeg siger at det kun er ham der er problemet herhjemme, det ved han også godt! Og jeg er ikke bange for hjernevriderne

Men igen tak for dit input