what to do? (lidt langt)

Hej piger

Vil I ikke godt hjælpe mig med hvordan jeg skal forholde mig til følgende?

Min kæreste og jeg har været sammen i 2½ år og for 7 mdr siden fik vi den skønneste lille datter! Men i stedet for lutter idyl, har vi nærmest skændtes lige siden.

Min kæreste har for nylig fået konstateret en middelsvær depression, og er startet i behandling for 4 dage siden. Depressionen er umiddelbart stressudløst grundet arbejdet. Han har nu været sygemeldt i halvanden måned. Men han har nu ikke været på toppen i længere tid.

Grundet hans depression, så har han intet at gøre med vores datter, da han slet ikke magter hende, han magter ikke at give hende mad, skifte hende, aktivere hende og slet slet ikke at trøste hende. Man kan se panikken i hans øjne, når hun begynder at græde. Så derfor er jeg mere eller mindre alene med hende, og har været det siden fødslen.

Vores problem er egentlig at han føler sig overset, og han ønsker at vi får mere voksen tid - uden vores datter, og jeg ønsker bare brændende at han får det bedre og begynder at deltage i hans datters liv! Jeg har endnu ikke været alene uden min datter, så jeg må indrømme at jeg har lidt svært ved at finde ud af hvem jeg er, udover MOAR, og derfor så er jeg nok heller ikke den mest perfekte kæreste...

Lige nu føler jeg at vi er i en periode af en ond cirkel, fordi vi begge er fuldstændig brugte, og begge har brug for at den anden tager lidt over...

Vi skændes, kan ikke snakke om noget og de seneste dage har kæresten lukket sig helt ind i sig selv og dermed "ignoreret" mig. Det gør jo mig rigtig ked af det (han er også meget ked af det!) og får mig til at tænke tanker om at jeg ikke kan blive ved...

Er der nogen der har et godt råd eller andre kommentarer, som jeg evt. kan bruge til noget? (Kan ikke bruge til noget at jeg bare skal pakke mit grej og skride...)

Den følelse jeg sidder med lige nu er at "Jeg fik min datter, men mistede mit livs kærlighed" - og jeg elsker ham og er villig til at gøre rigtig, rigtig meget for at redde vores forhold!

 

Puha, det lyder godt nok ikke sjovt - er virkelig ked af at sådan en tid som denne, som jo gerne skulle være en god tid, for I har fået en skøn datter sammen, er gået hen og blevet rigtig trist..

Har du/I ikke noget familie der kan hjælpe lidt i hverdag - så I kan komme lidt ud af huset, bare Jer to, ud og spise lidt brunch/frokost/aftensmad og få lidt alene tid, så du kan vise din kæreste at du er der for ham..
Tit er det "bare" en tur ud af huset, uden den lille, der gør underværker (jeg snakker af erfaring ;-))..

Hvad med når Jeres lille prinsesse bliver lagt i seng - tænd nogle starinlys, sæt lidt musik på og snak og vær sammen..

Håber at du kan bruge mine råd til lidt, og I kan genfinde kærligheden

sismofutten skriver:

Puha, det lyder godt nok ikke sjovt - er virkelig ked af at sådan en tid som denne, som jo gerne skulle være en god tid, for I har fået en skøn datter sammen, er gået hen og blevet rigtig trist..

Har du/I ikke noget familie der kan hjælpe lidt i hverdag - så I kan komme lidt ud af huset, bare Jer to, ud og spise lidt brunch/frokost/aftensmad og få lidt alene tid, så du kan vise din kæreste at du er der for ham..
Tit er det "bare" en tur ud af huset, uden den lille, der gør underværker (jeg snakker af erfaring ;-))..

Hvad med når Jeres lille prinsesse bliver lagt i seng - tænd nogle starinlys, sæt lidt musik på og snak og vær sammen..

Håber at du kan bruge mine råd til lidt, og I kan genfinde kærligheden

Tak for dit svar, og beklager at jeg først svarer nu, men har bare haft meget om ørerne med vores parforhold...

Vi har desværre ingen venner eller familie eller andre i nærheden der ville kunne tage sig af vores datter i et par timer i hverdagen, de nærmeste bor 1 times kørsel herfra, så det er ikke lige så nemt.

Og problemet er jo at når vores datter sover, så er jeg fuldstændig færdig og ekstremt pirrelig, så det ender stort set altid med skænderier.

Vi har ellers haft en god periode, men i dag endte det helt galt igen Jeg føler virkelig at jeg (og min datter) bliver totalt overset. Han er ude at spille med sit band i aften, og hele dagen og de sidste 3 dage har han ikke snakket om andet end musikken, og kun siddet med sine guitarer. Min datter har tænder på vej, så hende og jeg har haft en slem nat, hvor hun har ligget helt oppe af mig med feber, og jeg har slet ingen søvn fået. Jeg savner bare sådan at han hjælper mig og aflaster mig lidt, når hun er ked af det, og jeg ikke får sovet... Men INGEN kontakt overhovedet!! På et tidspunkt da jeg lå med min datter i vores seng, kaldte jeg på ham, for at høre om han ikke kom ind og hyggede med os, og svaret var at det havde han ikke tid til!!! Blev bare så ked af det  

Da han gik var han så rasende over at jeg var ked af det lige inden han skulle gå, så han bare skred!! For pokker hvor er det frustrerende det hele

Anonym skriver:

Tak for dit svar, og beklager at jeg først svarer nu, men har bare haft meget om ørerne med vores parforhold...

Vi har desværre ingen venner eller familie eller andre i nærheden der ville kunne tage sig af vores datter i et par timer i hverdagen, de nærmeste bor 1 times kørsel herfra, så det er ikke lige så nemt.

Og problemet er jo at når vores datter sover, så er jeg fuldstændig færdig og ekstremt pirrelig, så det ender stort set altid med skænderier.

Vi har ellers haft en god periode, men i dag endte det helt galt igen Jeg føler virkelig at jeg (og min datter) bliver totalt overset. Han er ude at spille med sit band i aften, og hele dagen og de sidste 3 dage har han ikke snakket om andet end musikken, og kun siddet med sine guitarer. Min datter har tænder på vej, så hende og jeg har haft en slem nat, hvor hun har ligget helt oppe af mig med feber, og jeg har slet ingen søvn fået. Jeg savner bare sådan at han hjælper mig og aflaster mig lidt, når hun er ked af det, og jeg ikke får sovet... Men INGEN kontakt overhovedet!! På et tidspunkt da jeg lå med min datter i vores seng, kaldte jeg på ham, for at høre om han ikke kom ind og hyggede med os, og svaret var at det havde han ikke tid til!!! Blev bare så ked af det  

Da han gik var han så rasende over at jeg var ked af det lige inden han skulle gå, så han bare skred!! For pokker hvor er det frustrerende det hele

Puuuha - sikke en situation du står i 

Jeg har desværre ingen råd jeg kan give dig, men håber opperen hjælper til andre ser den, og kan komme med indput.

Og en krammer skal du da lige have 

Blot en lille information. Når man begynder på antidepressiv medicin så er den første tid hård. Man føler sig træt og forvirret. Desuden går der 4-6 uger før medicinen rigtig begynder at virke. Håber han snart får det bedre og i kan være en familie igen. Jeg har selv været der hvor din kæreste er nu. Det er super hårdt. Og tro mig, man føler sig som en røv når man ikke magter noget.

Peanut skriver:

Puuuha - sikke en situation du står i 

Jeg har desværre ingen råd jeg kan give dig, men håber opperen hjælper til andre ser den, og kan komme med indput.

Og en krammer skal du da lige have 

Tak for din forståelse, det er ret svært for tiden og bliver mere og mere frustreret over at det hele skal være sådan

Mikkelmusen skriver:

Blot en lille information. Når man begynder på antidepressiv medicin så er den første tid hård. Man føler sig træt og forvirret. Desuden går der 4-6 uger før medicinen rigtig begynder at virke. Håber han snart får det bedre og i kan være en familie igen. Jeg har selv været der hvor din kæreste er nu. Det er super hårdt. Og tro mig, man føler sig som en røv når man ikke magter noget.

Mange tak for dit indlæg. Jeg er slet slet ikke i tvivl om at man føler sig som en røv når man ingenting magter, det er også hvad han giver udtryk for. Men derfor er det ret frustrerende at han magter at bruge alt sin tid på sin musik, og ikke engang give os 5 minutters hygge.

Har du nogle råd til mig hvordan jeg bedst er der for ham? Jeg prøver jo virkelig at fritage ham fra ALT ansvar herhjemme (jeg gør rent, laver mad, vasker tøj, alt med vores datter, giver hunden mad, går tur med hunden... ALT)

Hvad angår medicinen, så kender jeg godt til at der går noget tid før den virker, og ja starten er ret slem (jeg er uddannet sygeplejerske og har været på lukket afd, så kender til antidepressiva, men jeg har aldrig været pårørende og så tæt på én der havde det så svært)

jeg kan kun roligt sige der er mange mænd der ikke er med i starten du skal tænke på hvor lille en baby er og måske er de også bange for at gøre noget forkert når den er så lille, og jeg forstår ham virkelig godt for man har ikke meget alene tid sammen det fik mig og min kæreste først efter et ½år og det hjalp meget på vi fik vores kærlighed mere tæt på igen forhold til før, men det er jo slet ikke nemt hvis han har en deperation oven i så er alle ting jo mere overskuligt og han magter nok ikke så meget men når han har været på de piller i et par mdr kommer det til at gå bedre måske skulle du blive bedre til at spøre om han ikke lige vil med ind og hjælp og når han hjælper ros ham og give ham en krammer og kys i ny og næ det ville hjælpe rigtigt meget

Altså jeg kan ikke sige hvordan din kæreste er, men jeg havde det sådan at jeg følte at min kæreste og familie tog afstand fra mig, men det de egentlig prøvede var at være overbærende. Jeg vil sige til dig, at du selvfølgelig bør fritage ham fra noget ansvar men ikke alt. For så føler man sig også ubrugelig til sidst. Jeg vil ikke skrive en masse privat her, men hvis du har brug for at tale så er du velkommen til at skrive privat til mig.

knus

Undskyld mange gange men du omtaler mest jeres datter som "min datter" når du skriver , det er måske lidt stof til eftertanke.. 

Dernæst så vil jeg sige at der er en vej og det er kommunikation.. Min kæreste kom jeg fra Afghanistan og blev direkte sygemeldt fordi hans film knækkede, dette skete oveni at jeg lige var startet arbejde i et fængsel hvilket jeg kan hilse og sige er rimelig hårdt, så jeg forstår godt din sorg og frustration og den afmagt du føler du står med.... Men der er kun 1 ting at gøre kommunikation, kommunikation, kommunikation... 

Det med at fratage ham alt det hjælper ikke i sidste ende... overhoved.. det gør det kun værre for dig og for ham for når han skal slippe sin rolle som "syg" så bliver det ekstra svært, + at så føler man sig først rigtig ekstra "syglig gjort" ...

Mit bedste råd vil være at du ikke finder dit svar herinde men at DU beder om at få en snak med den psykolog/psykiater han er tilknyttet, UDEN HAM, således at DU har mulighed for at få prof. redskaber til at håndtere ham bedst...

Stort  og mange tanker herfra