Anonym skriver:
tak for dit indlæg.
jeg føler ærligt at han er mit et og alt, men jeg kan simpelhen ikk forstå hvorfor jeg brokker, råber og skriger osv af ham..... det er af små ting hver gang...
jeg føler mig ikke deprimeret for jeg elsker at lege med mit barn, og hygge med film, komme ud med veninderne osv. griner meget og gør ud af mig selv mv..
Forresten... Kunne også godt lyde lidt som et forhold jeg havde tidligere...
Jeg har altid været en ret stærk pige - og skal ha en MAND der kan sætte mig på plads. Derfor har jeg altid prøvet grænser af, og især med min første kæreste som jeg var sammen med i 6 år... Laaaange 6 år.
Han kunne egentlig godt lide at jeg kunne "mule" ham intelektuelt (ja, jeg er vanvittig klog, haha! Aj spøg til side), og tit gjorde han ting som han vidste jeg ville blive irriteret over. Ikke altid store ting, men mange bække små som man siger...
Det endte med at jeg overhovedet ikke havde nogen respekt tilbage for ham, og jeg gik altid rudt og var småirriteret. Andre synes også til tider at jeg var en strd kælling - men de vidste jo fx heller ikke at vi havde lavet aftaler om hvornår vi skulle hjem osv - hvilket i min verden betyder det er der man kører, og ikke der man begynder at bruge 1,5 time på at sige farvel...
Det endte med at jeg sluttede forholdet efter de 6 år - burde nok have gjort det efter 4, men var ung og havde ingen selvtilid - hvad skulle der dog blive af lille mig hvis jeg skulle klare verden alene? MEN det var den bedste beslutning for os begge to (selvom han havde svært ved at se det i starten), og vi var og er beste venner stadig. Vi har begge fundet den eneste ene, han er lige blevet far, og jeg venter mig til august 
Puha, blev en længere smøre... Tænker bare at det jo KAN være at der er noget i forholdet der ikke fungerer? Sexlysten varierer jo i de fleste forhold, så det ville jeg ikke tage så tungt... Selvom det jo selvfølgelig kan være et symptom...
