Hej alle...
Meget lang tid siden, og så alligevel ikke :-) Men det føles sådan når ens liv bliver vendt op og ned og pludselig skal man finde en ny hverdag.
Det går godt! For det meste hehe.
Vilma er endelig begyndt at kravle i en alder af 13 mdr - men ok, hun brugte åbenbart alt hendes krudt på at få tænder og dreadlocks (hvordan satan får man dem redt ud!!!?), så der var ikke tid til det der kravleri. Det er der så nu, så pludselig skulle jeg ha skaffet sikkerhedsgitter and what have you. Men det er skønt! Og hun er en lille ballademager der skal dimse, trykke, hive, spise, etc med og på ALT! Når jeg henter hende i vuggestuen står hun altid meget casual og hænger på en sandkasse med en hel håndfuld sand i kæften... but why?? What must come in, must come out ved vi... HADER sand!
Ellers er hun heldigvis en glad og nem pige, for det meste, sover og spiser som hun skal, og kun få gange (bank under bordet) har vi dumme nætter. - Men lur mig om hun ikke bare gemmer dem til når jeg starter arbejde om en uge... :-)
Mht til faren, som nu bor sammen med hans nye kæreste, så går det meget meget meget meget (gab) meget langsomt. Han er stadig ikke helt med på at det skal være hendes behov der er de vigtigste når nu han gerne vil lege happy family med ny kæreste og Vilma. Fair nok at han vil vise hende frem, og det skal han da også, men det skal ikke være i deres tempo, men i hendes. Jeg har det faktisk helt fint med at han har fået en ny kæreste - det vidste jeg ville ske da det er hende han havde gang i mens vi var sammen. Men jeg ville ønske at han også brugte noget energi på at skabe en relation til hans datter. Han ser hende ikke fast endnu, det har vi prøvet at aftale, men han aflyste halvdelen af gangene, så indtil videre har han set hende kort ca 4 gange, og i søndags i lidt flere timer. Det skal nok blive bedre, håber jeg - jeg har nemlig snart ret meget brug for aflastning en gang imellem. - Men mest af alt håber jeg det bliver bedre for deres skyld :-)
Og så er der mig... Jeg har det ok, kom jo heldigvis ret hurtigt frem til den erkendelse at vi ikke skulle være sammen under alle omstændigheder, og da chokket over måden det blev gjort på havde lagt sig, så fik jeg det stille og roligt bedre. Det er ikke helt løgn når man siger at det på nogle punkter er nemmere at være alene end at være to - altså når man konstant render rundt og forventer og venter på at den anden deltager. Vilma og jeg har fået os et fint liv synes jeg, og jeg tror ikke hun mangler noget :-) Jeg kan dog godt mærke at jeg savner tosomheden... så mor her er igang med at date igen. Ikke nemt når man har sådan en lille en hehe, men hvor der er vilje er der vej ik?
Knus til jer alle - og her er lidt billeder er Vilmaen 
