lægen, en autoritet!?

Jeg lytter meget til min læge, men nogle gange synes jeg de har for travlt, og kan blive i tvivl om hvorvidt de egentlig har svaret på det jeg spørger om.

Synes de sidste år, at jeg ofte er gået derfra lige så uvidende, som da jeg kom... Og så er det jeg begynder at google, for at finde svar, men det er osse bare så usikkert. Så faktisk går jeg ofte mere forvirret rundt efter lægebesøg end før... Og det er da virkelig træls.

Måske bliver folk deres egen læge, fordi lægen ikke har tid. Jeg tør så bare ikke behandle mig selv eller familien iden lægens involvering alligevel...

God debat! 

Jeg er selv en af dem der har en tendens til at tænke at med mindre lægen er enig med mig, så tager hun fejl...  Og jeg kan sagtens se at det ikke er særligt smart, men som du selv er inde på, Caroline, så er det et produkt af alle de skræmmende eksempler som de fleste har hørt om eller været vidne til... 

Rosa skriver:

God debat! 

Jeg er selv en af dem der har en tendens til at tænke at med mindre lægen er enig med mig, så tager hun fejl...  Og jeg kan sagtens se at det ikke er særligt smart, men som du selv er inde på, Caroline, så er det et produkt af alle de skræmmende eksempler som de fleste har hørt om eller været vidne til... 

ja, nemlig...

Men det er egentlig lidt foruroligende, synes jeg, at den fagperson der burde "være ansvarlig for vores helbred" pludselig er blevet til "en der bare er der".. hm...

Jeg stoler ikke på mine praktiserende læger. Jeg har skiftet læge, fordi den læge jeg havde hele tiden lavede fejl. Dels kunne jeg selv læse mig frem til at hun ikke havde ret, og dels fik jeg det senere hen verifiseret ved special læger. Jeg opfatter derfor praktiserende læger, som kustoder, der ved meget lidt om alting og deres job er at henvise. Selvfølgelig skal de også afslå hvis en person er helt galt afmarcheret. Men hvis der er noget om det som patienten siger, så skal de følge op på det og henvise hvis nødvendigt.

Min læge afslog alt med at det var meget normalt. Og nu viser det sig at jeg lider af nogle ting som jeg kunne være død af (og det forsøgte jeg at sige til hende, men hun antog at jeg var hypokonder)

Jeg tænker at lægerne er trætte idag.. de har travlt og dagene forsvinder for hurtigt og derfor har de ikke "tid" til deres patienter længere og man føler ofte man ikke bliver taget alvorligt.. Mange får fejl diagnoser, andre bliver bare sendt hjem osv. Det gør at mange ikke har tiltro til deres læge mere og søger derfor selv information som på nettet....

Jeg tror folk betegner en læge mere som en fagperson idag end en autoritet, og det er fordi lægerne er blevet så.. "sjuskede"?

Jeg selv har minus tiltro til mit lægehus og bruger dem kun hvis jeg skal have medicin eller hvis jeg virkelig har brug for hjælp.. (som man heller ikke altid får)..

Jeg tror der er noget om, at vi "ved" så meget om sygdomme. Vi googler jo alt, og det er jo ikke ligefrem fordi vi er kildekritiske

Jeg har ikke selv tillid til lægen. Hader faktisk at skulle til læge, da jeg synes det er spild af hans og min tid. Jeg er blevet fejlbehandlet stort set hver gang jeg har været ved læge. Så jeg benytter mig primært af speciallæger- som hudlægen, ønh-lægen, osv. hvis jeg fejler noget. Dem har jeg langt mere tillid til.

Synes at praktiserende læger har for bredt et område, de skal dække. Det resulterer i, at vi er nogle, der får forkerte diagnoser og medicin, fordi de simpelthen ikke kan vide alt om alt. Som i mit tilfælde bare har gjort mig mere syg...

Ja den er faktisk ikke helt nem den debat...

Jeg tror faktisk det er fordi vi er blevet mere selvbevidste og klogere på livet og erfaringer fra andre i familien og vennerne..

I gamle dage, da lægen var den absolut klogeste i byen, stolede man blindt på lægen.. Nogle gange gik det skidt men langt de fleste gange gik det godt.. men de gange tingene er gået skidt er logisk nok blevet blæst meget mere op, da det er det der interessere folk mest - altså skandaler... Når man har hørt tilpas mange skandaler så ryger ens evne til at stole på mennesket og dermed vælger man at "overbooke" sin viden... Second appinion (staves) osv...

Men jeg tror i den grad også  at det handler om at vi som menneske med tiden stoler mere på os selv og vores dømmekraft.. Vi er blevet mere bevidste (ved hjælp af forskning bl.a.) om hvor ddet gør ondt når man har et hjerteanfald eller hvordan det gør ondt når man har forstuvet en fod eller har influenza eler lign... Det er også pga medierne at vi har mere viden indenfor sygdomme osv.. Der bliver vist nye forskningsresultater som man kan læse om.. Og det er bare ikke altid at ens læge lige når at opdatere sig indenfor et bestemt felt...

De fleste praktiserende læger har heller ikke special viden.. Og nogle gange er denne special viden så bred at de stadig ikke ved en disse om bestemte områder...

Eksempel: Jeg har en søvn sygdom der hedder idiopatisk hypersomni og har været på forskellig slags medicin.. En dag da jeg alligevel snakkede med lægen om noget helt helt andet, spurgte han  faktisk ind til min mediccin og sådan, og fortalte at det var fordi han stod med en problemstilling mht medicinering af en der havde den samme sygdom.. han spurgte MIG til råds, fordi han ikke vidste noget om det.. Han giver bare min medicin fordi en anden læge (special læge) havde sat min diagnose..
Dertil skal det lige siges at min egen læge har speciale indenfor neurologi (som min sygdom hører inde under)...

Jeg tror også at vi med tiden forventer mere og merec af vores læger... Vi er blevet nogle forkælede møgunger for at sige det lige ud.. Vi forventer at lægen ved alt (som i gamle dage, hvor der bare ikke var nær så meget at vide) og samtidig forventer vi at få undersøgelser osv når vi siger til... Så samtidig med at vi forventer alt for meget af lægen  og samtidig er vi sværer at stille os tilfreds...

Jeg tror ikke der er så meget at gøre ved det, men vi er med tiden blevet dårligerre til at stole på andre mennesker, og det tror jeg er fordi vi har fået indblik i hvor mange onde mennesker der er i verden.

Jeg synes bestemt det er fint at være kritisk overfor lægen siger og mener, da lægens egen mening/erfaring altid vil ha en hvis betydning.. Samtidig kan han jo ikke mærke hvordan hovedpinen føles på os, og derfor er det, synes jeg, vigtigt at man lærer at udtrykke sig klart og tydeligt og måske i billedform for at være sikker på at lægen ved mere præcist hvordan det gør ondt..

Fx; det føles som om der sidder en lille mand i mit knæ og banker med et søm..

Så ved lægen mere præcist hvordan det føles..

Jeg tror, at det er en balancegang. Dels at lytte til lægens faglige vurdering, men også lytte til sig selv. Jeg ved ikke hvor jeg var i dag, hvis jeg havde lyttet 100% til lægen og ikke til mig selv. Jeg kan da komme med mit eget eksempel på hvorfor det er vigtigt ikke at stole blindt på lægen, men også have indføling med sig selv og vurdere, om lægen nu har ret.

I 2010 fik jeg en depression og havde det forfærdeligt og tog til lægen. Jeg var klar over, at depressionen skyldtes adskillige negative begivenheder, jeg havde været ude for, og at jeg "bare" havde brug for at komme ovenpå og få hjælp til dette. Hun testede mig bare efter det der depressionsspørgeskema, hvilket tog 2 minutter. Så konkluderede hun "Du har en svær depression. Du skal på medicin, og jeg udskriver en recept med det samme. Du skal starte med at tage så og så mange, derefter sætter dosises op, og så kan vi om et par måneder se på at du får en henvisning til psykolog". Hun lyttede ikke til, at jeg forklarede hende, at det jo skyldtes negative oplevelser, og det kan jo ikke repareres med medicin. Men nej, jeg skulle medicineres.

Jeg købte medicinen, læste indlægssedlen og smed det ud. Jeg vidste, at der ikke var nogen kemisk ubalance i hjernen, og ingen problemer med dopaminreceptorer eller noget som helst. Så jeg kæmpede mig op på EGEN hånd. Uden medicin, uden psykolog (for måtte ikke få en henvisning uden at tage medicinen). Det er det sværeste jeg nogensinde har gjort, men jeg gjorde det. Og har det godt i dag.

Så her skulle jeg ikke lytte til min læge. For hun lyttede ikke til mig, men mente bare, at man altid kan medicinere sig ud af problemerne. Jeg er SÅ glad for, at jeg ikke begyndte på medicinen. Virkelig.

Så det var bare et eksempel for at understøtte min pointe. Når det er sagt skal man passe på ikke at blive FOR læge-skeptisk!  

Jeg synes, det er en god udvikling, at lægen ikke længere har den samme autoritet, som tidligere. Muligvis ikke for lægen, men det må h*n så lære at leve med .

Vi er blevet klogere og dermed i bedre stand til at hjælpe lægen med at finde ud af, hvad vi fejler. Det at være læge i dag, er derfor noget andet, end det var tidligere, da hovedparten af os, hverken stolede nok på os selv, var belæste nok eller havde muligheden for at google os til viden, vi ikke havde i forvejen. Det er jo muligt at være kildekritisk, også når man læser på nettet .

Selvfølgelig afføder det også nogle farlige tendenser, når folk bliver skråsikre på egen alvidenhed og pure afviser at lytte til fornuft fra hverken læger eller forskere eller andres erfaringer, men som jeg ser det, er det stadig en god udvikling, at lægen kommer ned fra den ufortjente piedestal, h*n har siddet på og lærer at samarbejde med patienten, lærer at yde lidt mere og gøre sig fortjent til respekt, i stedet for at få den automatisk for at have taget en lang uddannelse og så sidde på sin flade og pille næse fra første arbejdsdag. Okay, det er naturligvis gevaldigt sat på spidsen, men som jeg kan læse er der mange ud over mig selv, der har oplevet lægesjusk af helt ubegribelig karakter, som ingen konsekvenser får for andre, end den patient, det gik ud over.

At der så er nogle få, (eller i dette vaccinationstilfælde desværre en del flere ) der tager en vild og i visse henseender farlig beslutning, er der desværre ikke noget at gøre ved. Det gør verden farligere på nogle måder ifht andre mennesker, men mere tryg i fht eget råderum og egen mulighed for at tage ansvar for sig og sine.

Jeg håber, det gav mening, selvom det var langt og til tider autoritet-serveret-uden-at-have-gjort-sig-personligt-fortjent-til-det fjendsk.

Kh Birgitte

Jeg tror også det  handler om tillid til personen. Jeg skiftede læge (i samme lægehus) for ca 1½ år siden, og jeg stoler 99,9% på det han siger. Jeg føler jeg bliver hørt og taget alvorligt. Jeg ser ham nok ikke som en autoritet, men som en kloge åge, der er værd at lytte til 

Men min gamle læge stolede jeg ikke et dyt på. Det eneste han han ville var at give medicin og han lyttede ikke på hvad jeg sagde.