Nogle har det fint med at skælde ud, og man gør det jo fordi man som forældre er magtesløs, bange og frustereret..
Jeg diskuterede meget på semi. da jeg læste, om disse selvhjælpsbøger og om de burde findes i et hjem og hvor højtideligt nogle forældre måske modtog dem.
Man kan jo godt have pædagogiske tilgange til sit barn, såsom at lære at tale med barnet og ikke til barnet.. Barnet er et barn og ikke et lille voksent menneske. Enig i at man skal fortælle, hvorfor man kom til at skælde ud.
Men det er jo op til forældrene at opdrage barnet, men man kan ikke komme udenom at børn også skal søge grænser, fordi det er jo spændende at finde ud af hvad man må og ikke må og hvad der er "farligt" osv.
Jesper Juul har skrevet en fantastisk bog om kunsten at sige nej, med god samvittighed og naturligvis dit kompetente barn og mange flere.
Jeg brugte selv Erik Sigsgaard meget da en praktikplads proklamerede at de gjorde brug af hans metoder(gjorde de jo ikke). Men at tale pænt og roligt med barnet giver jo en positiv oplevelse.
Men man er ikke dårlige forældre fordi man kommer til at skælde ud
Men forældre er jo forældre, og jeg mener at pædagogen er en arbejdstitel og bør bevares på arbejdspladsen og ikke i hjemmet.
Jeg plejer at sige, jeg er pædagog når jeg er på arbejde, og Hilma/mor når jeg har fri...
(Dog kan man nok ikke undgå at tage lidt pædagogik med hjem
)
Anmeld