Vælter en 3'er virkelig læsset?

piadas skriver:

Hæhæ, man skal aldrig sige aldrig!

Den ældste er en dreng, og de to yngste er piger. Hmm, jeg ved ikke, om kønnet har noget at sige. De er lige glade for lillesøster, selv om Oliver godt nok ville have haft en lillebror, men efter hun er blevet født, har han glemt alt om det, og er lige så glad for Ida, som Lea er. Så i vores tilfælde synes jeg ikke, det betyder noget.

He he - nææ, det har du selvfølgelig ret i. Havde jo også afskrevet 3'eren, for det ville han bare ikke. Og prøvede (og blev god til) at se alle fordelene ved 2 store tøser.

(.. Og det har faktisk været lidt svært at få vendt hovedet igen - specielt fordi ændringen i hans holdning kom "over night" - sådan nærmest fra time til time - men til gengæld vakler han ikke et øjeblik nu... Det er bare mig, der åbenbart SKAL se problemer alle vegne.. )

Vi fik nr tre da vores tvillingepiger var 4½ år gamle. Det har været hårdt, på den måde at vi pludselig igen var bundet. Vi skulle til at pakke en masse blot for at få kaffe ved vennerne, alt skal planlægges efter middagssøvn, og hun kan ikke bare ligges til at sove hvor som helst og når som helt. Vi skulle være vågne om natten igen og Maja kræver en voksen hele tiden, så vi kan ikke bare gå i haven eller værkstedet at arbejde, selvom de store jo sagtens kan lege indenfor selv.

At vores piger var så store var bare dejligt. De kunne sagtens forstå at de lige skulle vente, mens jeg ordnede Maja. Og de vil meget gerne hjælpe til med hende. Men de vil gerne gøre så meget godt for hende, at vi engang imellem bliver nødt til at fortælle dem, at Maja altså ikke skal have lige det hun vil, bare fordi hun er lille. Sådan en lille efternøgler kan jo hurtig blive smaskforkælet når hun har to søstre og to forældre til at varte sig op

Men man fortryder jo aldrig de børn man får, kun dem man ikke får. Og jeg ville ikke bytte Maja for hverken søvn eller mere fritid. Men jeg glæder mig da til hun også bliver større

Mit råd vil være at i overvejer om i nu også har lyst til at blive sat de år tilbage, i forhold til frihed/fritid, søvn, karriere og lign.

www.stjerneleg.dk

piadas skriver:

Sådan havde jeg det også, men efter jeg har født, kan jeg slet ikke forstå, hvorfor jeg bekymrede mig!

Skønt! Så håber jeg, jeg har det på samme måde.

Måske al bekymringen og alle tankrne er med til at gøre een RIGTIG klar - således at det slet ikke er så slemt, når det først er en realitet, for man har allerede tænkt alle mulige situationer igenem?!

- skriver:

Jeg er lige sådan, men nogen gange skal tankerne slippes. 

 

Nu læste jeg lige en skrev hun selv var 3´er. Vil dertil tilføje at uanset hvilke nummer man er i rækken, eller hvilken alder man har eller køn, hver enkelt barn er sin egen og klart det skal respekteres..

 

Nu er mine godt nok mere jævnalderende men der skal man også virkelig være obs på at alle får og er deres egen og ikke noget med bare fordi det virkede på nummer 1 virker det på nummer 3 f.eks

 

Hvis du tænker tilbage på din nummer 1 kunne du gøre en ting for at barnet sov, men da du så gør det med nummer 2 virker det bare ikke og nye midler må i brug. 

Så vil det være med alt jo. 

 

Jeg har også 3 meget forskellige børn... De kræver hver sit på hver sin måde. Sådan er det bare, om man har 1 barn eller 7.

Du har fuldstændig ret.

Alle børn er deres egne - uafhængig af nummeret i rækken. Selvom mine piger er rimelig tæt (23 mdr) og begge lyshårede osv. - hvilket får mange til at snakke om, hvor meget de dog ligner hinanden - så er de så forskellige som dag og nat - men komplementerer hinanden fantastisk godt.

Anonym skriver:

Jeg ville give dig meget ret.

Men desværre er der hele 3!!! Kolleger, der har sagt det samme - og det er i hvert fald ikke dem alle, hvor det var en smutter.

Nå ja, og så min egen mor, der var ved at falde ned at stolen, da jeg nævnte engang, at jeg godt med tiden kunne tænke mig en 3'er...

... Og SÅ er det, man kommer i tvivl - for når så mange med 3 børn siger sådan samstemmende, er det så mig, der bare ikke fatter, hvad det er, der sker med en 3'er i famlien?!

Ved du hvad..jeg tror helt ærligt det afhænger af indstillingen, sindet og den enkelte familie.
Så mit råd til dig er, at lytte til jer selv...se på jeres egen lille families overskud og så gå ind til det med åbne øjne og sind og være parat til at tackle de ting, der evt opstår, som man jo gør hvergang man får et barn.
En 3'er ikke værre end en 4'er, en 5'er eller 6'er, som min kusine altid har sagt..og hun har 7.

Så...har I lyst og mod på det, så bliver barnet lige præcis den velsignelse som I selv gør det til, for både store og små.

Mi skriver:

Vi fik nr tre da vores tvillingepiger var 4½ år gamle. Det har været hårdt, på den måde at vi pludselig igen var bundet. Vi skulle til at pakke en masse blot for at få kaffe ved vennerne, alt skal planlægges efter middagssøvn, og hun kan ikke bare ligges til at sove hvor som helst og når som helt. Vi skulle være vågne om natten igen og Maja kræver en voksen hele tiden, så vi kan ikke bare gå i haven eller værkstedet at arbejde, selvom de store jo sagtens kan lege indenfor selv.

At vores piger var så store var bare dejligt. De kunne sagtens forstå at de lige skulle vente, mens jeg ordnede Maja. Og de vil meget gerne hjælpe til med hende. Men de vil gerne gøre så meget godt for hende, at vi engang imellem bliver nødt til at fortælle dem, at Maja altså ikke skal have lige det hun vil, bare fordi hun er lille. Sådan en lille efternøgler kan jo hurtig blive smaskforkælet når hun har to søstre og to forældre til at varte sig op

Men man fortryder jo aldrig de børn man får, kun dem man ikke får. Og jeg ville ikke bytte Maja for hverken søvn eller mere fritid. Men jeg glæder mig da til hun også bliver større

Mit råd vil være at i overvejer om i nu også har lyst til at blive sat de år tilbage, i forhold til frihed/fritid, søvn, karriere og lign.

www.stjerneleg.dk

Ja - det med forkælelsen skal man jo så lige have in mente! Den havde jeg egentlig ikke tænkt på..

Men jeg er nu ikke så bekymret for søvnen - den skal jeg nok overleve. Det der med at blive sat tilbage, kan godt bekymre mig lidt - men på den anden side har jeg egentlig aldrig følt mig vildt begrænset med de 21 - bortset fra det med ikke at kunne smutte ind til byen om aftenen på en cafe osv - men det kan vi egentlig heller ikke nu... så det er jo nok ikke noget problem...

SussieThyssen skriver:

Ved du hvad..jeg tror helt ærligt det afhænger af indstillingen, sindet og den enkelte familie.
Så mit råd til dig er, at lytte til jer selv...se på jeres egen lille families overskud og så gå ind til det med åbne øjne og sind og være parat til at tackle de ting, der evt opstår, som man jo gør hvergang man får et barn.
En 3'er ikke værre end en 4'er, en 5'er eller 6'er, som min kusine altid har sagt..og hun har 7.

Så...har I lyst og mod på det, så bliver barnet lige præcis den velsignelse som I selv gør det til, for både store og små.

Vise ord!

vi havde lidt de samme overvejelser da vi skulle ha nummer 5 (tilsammen) men vi valgte at kaste os ud i det, og han er den mest forkælede (af sine søskende) og selv om det har været hårdt, så ville jeg aldrig have valgt anderledes.

ville gerne skrive meget mere, men render tør for tid