Vælter en 3'er virkelig læsset?

Hejsa,

Jeg skriver for at høre nogen af jeres erfaringer.

Min mand og jer snakker i øjeblikket rigtig meget om, om vi skal have en 3'er. Vi har i forvejen 2 piger, på lige omkring 5 og 7 år (fødselsdag i maj og juni).

De har det super skønt sammen, skændes sjældent og næsten aldrig "alvorligt". De har ENORMT meget glæde af hinanden, og vælger ofte at være sammen om venner. Så alt i alt er vi en rigtig velfungerende, lille familie.

Pigerne er så begyndt at snakke om, at de vil have en lillebror (eller søster) - og det satte åbenbart gang i tankerne hos min mand. Jeg har altid snakket om 2 eller 3 børn, men han var slet ikke til 3. Altså skulle vi jo så bare have 2. Indtil for godt en måned siden, hvor han pludselig var HELT klar til nr 3!!!

Det kom selvfølgelig bag på mig, men har som skrevet aldrig været klar til at sige aldrig mere.

Med det fulgte så en masse overvejelser:

Dels de praktiske: Har vi plads nok? Penge nok? Hvad vil det gøre ved vores dagligdag? Vi har INTET tilbage fra pigerne, og jeg mener intet. Vi skulle jo ikke have flere børn ifølge min mand, så har intet gemt. Hente/bringe 3 børn. Pasning af 3 børn? osv..

Og de følelsesdmæssige: Har vi "plads" (forstået som rummelighed, overskud osv.) til en ekstra? Orker vi at starte forfra igen, på godt og ondt? Kan jeg klare graviditet? (havde en meget slem graviditet, specielt med nr. 2) Hvad vil det gøre ved pigerne, der jo er så velfungerende sammen? Er det "synd" for den lille, at h*n ikke har søskende lige så tæt på? Vil det vælte familien?

Men var egentlig rigtig tæt på at sige yes. Intil der var nogen på arbejde, med 3 børn, der sagde noget, som stadig rumsterer i mit hoved. De sagde: "3'eren vælter læsset"... Og den ligger stadig i mit baghoved. ER det virkelig SÅ meget hårdere at få nr. 3 end de første 2? Og hvad pokker er det, der skulle gøre, at det skridt åbenbart er SÅ stort? Kan slet ikke få det til at passe i mit hoved - og har svært ved at forlige mig med, at stort set alle jeg kender med 3 børn (incl. min egen mor) har frarådet en ekstra??!!

Hjælp mig til at blive klogere, og mere overbevist!!! Please...

Hilsen den forvirrede, som gerne vil ha' en 3'er, men er dødbekymret...

Hej.

Det der popper op i hovedet på mig er, om I orker det??? Alt andet skal nok flaske sig, men I er jo "færdige" med alt det små-børns-halløj. Er I klar til at tage 5-7 år mere, for at nå dertil, hvor I er nu med jeres piger??

Ja vi gjorde det. Vi har 3 drenge på 7, 11½ og 13 år. Og vi fortryder det ikke. Vi nød det faktisk meget mere, end vi gjorde med de store. Vi var unge dengang og de kom lige i rap. Men med nr 3 havde vi meget mere tid, vi var stabile i vores liv, havde mere livserfaring og ro omkring os. Ja selv pengene havde blomstret op siden de to store var små.

Tidspunktet var så fint for os, for de store var jo selvhjulpne, så vi havde jo kun 1 "krævende" barn nu. Vi skulle heller ikke have haft flere og han var ikke lige lanlagt, men ud kom han. Så vi havde kun vuggen tilbage fra de store af. Så vi skulle også ud og have alt. Men jeg er ikke ret krævende, så vi købte alt brugt og ønskede os meget. Men om I så havde gemt alt fra pigerne af, skulle I jo også købe meget, hvis det bliver en dreng

Min bedste tid ever, var da jeg havde det 1 års barsel med nr 3. Total dejligt.... Den store gik i skole og var kun i fritter 2 dage om ugen dengang. Nr 2 var i bh på halvtid og blev hentet hver dag til middag og ihh hvor vi nød det alle sammen.

Nej her væltede nr 3 ikke læsset. Her fuldendte det vores familie

Anonym skriver:

Hejsa,

Jeg skriver for at høre nogen af jeres erfaringer.

Min mand og jer snakker i øjeblikket rigtig meget om, om vi skal have en 3'er. Vi har i forvejen 2 piger, på lige omkring 5 og 7 år (fødselsdag i maj og juni).

De har det super skønt sammen, skændes sjældent og næsten aldrig "alvorligt". De har ENORMT meget glæde af hinanden, og vælger ofte at være sammen om venner. Så alt i alt er vi en rigtig velfungerende, lille familie.

Pigerne er så begyndt at snakke om, at de vil have en lillebror (eller søster) - og det satte åbenbart gang i tankerne hos min mand. Jeg har altid snakket om 2 eller 3 børn, men han var slet ikke til 3. Altså skulle vi jo så bare have 2. Indtil for godt en måned siden, hvor han pludselig var HELT klar til nr 3!!!

Det kom selvfølgelig bag på mig, men har som skrevet aldrig været klar til at sige aldrig mere.

Med det fulgte så en masse overvejelser:

Dels de praktiske: Har vi plads nok? Penge nok? Hvad vil det gøre ved vores dagligdag? Vi har INTET tilbage fra pigerne, og jeg mener intet. Vi skulle jo ikke have flere børn ifølge min mand, så har intet gemt. Hente/bringe 3 børn. Pasning af 3 børn? osv..

Og de følelsesdmæssige: Har vi "plads" (forstået som rummelighed, overskud osv.) til en ekstra? Orker vi at starte forfra igen, på godt og ondt? Kan jeg klare graviditet? (havde en meget slem graviditet, specielt med nr. 2) Hvad vil det gøre ved pigerne, der jo er så velfungerende sammen? Er det "synd" for den lille, at h*n ikke har søskende lige så tæt på? Vil det vælte familien?

Men var egentlig rigtig tæt på at sige yes. Intil der var nogen på arbejde, med 3 børn, der sagde noget, som stadig rumsterer i mit hoved. De sagde: "3'eren vælter læsset"... Og den ligger stadig i mit baghoved. ER det virkelig SÅ meget hårdere at få nr. 3 end de første 2? Og hvad pokker er det, der skulle gøre, at det skridt åbenbart er SÅ stort? Kan slet ikke få det til at passe i mit hoved - og har svært ved at forlige mig med, at stort set alle jeg kender med 3 børn (incl. min egen mor) har frarådet en ekstra??!!

Hjælp mig til at blive klogere, og mere overbevist!!! Please...

Hilsen den forvirrede, som gerne vil ha' en 3'er, men er dødbekymret...

det jeg tænker er også som kloster, om i gider småbørns halløjet igen, og ellers om man skal have større bil, med 2 børn og en baby-autostol

Jeg har ingen erfaringer med det selv fordi jeg kun har et barn og nok ikke får flere, men jeg er pædagog og har derfor har mødt mange familier.

Jeg har desværre set flere eksempler på, at det ikke altid er lykken at få nr. 3...heller ikke for barnets vinkel, hvis du forstår.

Jeg tror det er vigtigt, at I gennemtænker alle de punkter du har skrevet her flere gange så I er sikre på, at få nr. 3 er det helt rigtige for jeres familie

Held og lykke med beslutningen.

Tak for jeres svar.

Jeg troede egentlig, vi havde tænkt alt igennem.

Vi har bil, der er stor nok, vi har et ekstra værelse. Vil meget gerne en lille igen - på rigtig mange områder. Jeg tænker en lille med i rigtig mange situationer.

Vi var egentlig sikre, og det er min mand stadig - det hev bare lidt bunden ud af tankerne, at en 3'er skulle være så meget mere!

Ikke at jeg forestiller mig, det er piece of cake - men hvorfor er det, at alle, jeg har snakket med, bare siger det er så meget hårdere end forventet?

Jeg er glad for at høre, at der i hvert fald er en positiv historie derude, hvor 3'eren fuldender og ikke vælter.

dorthemus skriver:

Jeg har ingen erfaringer med det selv fordi jeg kun har et barn og nok ikke får flere, men jeg er pædagog og har derfor har mødt mange familier.

Jeg har desværre set flere eksempler på, at det ikke altid er lykken at få nr. 3...heller ikke for barnets vinkel, hvis du forstår.

Jeg tror det er vigtigt, at I gennemtænker alle de punkter du har skrevet her flere gange så I er sikre på, at få nr. 3 er det helt rigtige for jeres familie

Held og lykke med beslutningen.

Hvad er det for situationer, der gør, at det ikke altid er det bedste for familien eller barnet?

Ikke fordi jeg tvivler på, hvad du siger, men fordi jeg bare så gerne vil være klogere - selvom jeg jo godt ved, at man ikke kan vide alt på forhånd (selvom jeg godt kan li' at være forberedt... )

Anonym skriver:

Tak for jeres svar.

Jeg troede egentlig, vi havde tænkt alt igennem.

Vi har bil, der er stor nok, vi har et ekstra værelse. Vil meget gerne en lille igen - på rigtig mange områder. Jeg tænker en lille med i rigtig mange situationer.

Vi var egentlig sikre, og det er min mand stadig - det hev bare lidt bunden ud af tankerne, at en 3'er skulle være så meget mere!

Ikke at jeg forestiller mig, det er piece of cake - men hvorfor er det, at alle, jeg har snakket med, bare siger det er så meget hårdere end forventet?

Jeg er glad for at høre, at der i hvert fald er en positiv historie derude, hvor 3'eren fuldender og ikke vælter.

Jeg tror du kan finde rigtig mange som har været glade for 3 børn. Der er i hvertfald mange herinde som har 3 børn. Vi har nogle venner som har 2 større børn og så en "lille" på 3. De to store hjælper altid til (frivilligt) men den lille som gør at moderen synes det er meget nemmere at have en lille end forventet.

Personligt kan jeg ikke snakke med om det. Her har vi valgt kun at få to. (kan selvfølgelig ændre sig) min grund er, at jeg ikke orker at skulle starte helt forefra når de to andre er blevet ældre. Vi vil gerne rejse en del, tage på udflugter osv, og alt andet lige tænker jeg at det må være nemmere med større børn. Så er der det med det hentning, aflevering osv. Der har vi nogle gange problemer allerede nu- kun med 1 barn, da vi ikke har nogle bedste forældre der f.eks kan hjælpe når barnet er syg, når der er lukkedage osv. Derfor tænker jeg at ved 3 børn, så må det være endnu mere et puslespil. Men mest af alt er det bare tanken om, at vi skulle starte forefra med søvnløse nætter, bleskift osv osv, trodsalder osv osv. Men for nogle, er alle disse ting jo noget de næsten kommer til at savne når den midste er blevet stor og som de helt sikkert er villige til at starte på igen. Sådan har jeg det bare pt ikke.

Men alle disse ting er jo noget som sagtens kan overkommes hvis man har lysten. Så hvis I har lyst til nr 3 begge to så synes jeg da I skal gøre det. For hver familie som måske har synes det har "væltet læsset" vil der helt sikkert være en familie som synes det har været helt fantastisk.

Anonym skriver:

Hvad er det for situationer, der gør, at det ikke altid er det bedste for familien eller barnet?

Ikke fordi jeg tvivler på, hvad du siger, men fordi jeg bare så gerne vil være klogere - selvom jeg jo godt ved, at man ikke kan vide alt på forhånd (selvom jeg godt kan li' at være forberedt... )

Hmm der er flere ting, synes jeg.

Men jeg har set ihvertfald tre eksempler på, at nr. 3 rykkede ved dynamikken i familien...jeg mener jo selvfølgelig ikke, at det er barnets skyld, men ofte er det jo at 3eren kommer noget efter de to første og der har man nok fået indrettet sig i familien mht til skole, hjem og arbejde.

Jeg har også set eksempler på, at barnet kom samtidigt med et karriereskift hos den ene eller begge forældre og så har der bare ikke været den tid og det overskud, jeg mener, der skal være til et lille barn. Jeg har været ansat et sted i ti år og har flere gange passet søskende og der var desværre en kæmpe forskel på de vilkår de forskellige børn voksede op under..inden for samme familie.

Jeg har slet ikke de tanker - vores tredje barn kom helt perfekt...

Har slet ikke haft eller følt de tanker - vi ønskede nummer tre og fik det - og han passede Ind i vores familie med det samme ...

På et tidspunkt blev det lidt svært for vores midter barn (Mille- den eneste pige) hun følte sig lidt "overset" forstået på den måde at den store jo var den store iii og ååå så dygtig og den lille var jo den lille iiii og åååå så lille og nuttet - Mille var bare Mille, vores dejlige eneste pige... Det var heldigvis kun en kort periode og vi fandt en god løsning ...

Men det ville være en af de ting jeg ville tage med i mine overvejelser hvis jeg skulle starte forfra - husk den midterste...

Nu skal det jo ikke lyde som om hun blev over set... Håber du forstår...

Knus Pia og held og lykke med det hele...

Pia. skriver:

Jeg har slet ikke de tanker - vores tredje barn kom helt perfekt...

Har slet ikke haft eller følt de tanker - vi ønskede nummer tre og fik det - og han passede Ind i vores familie med det samme ...

På et tidspunkt blev det lidt svært for vores midter barn (Mille- den eneste pige) hun følte sig lidt "overset" forstået på den måde at den store jo var den store iii og ååå så dygtig og den lille var jo den lille iiii og åååå så lille og nuttet - Mille var bare Mille, vores dejlige eneste pige... Det var heldigvis kun en kort periode og vi fandt en god løsning ...

Men det ville være en af de ting jeg ville tage med i mine overvejelser hvis jeg skulle starte forfra - husk den midterste...

Nu skal det jo ikke lyde som om hun blev over set... Håber du forstår...

Knus Pia og held og lykke med det hele...

 Godt hun har sin køn i fred ved at være eneste pige