Som jeg ser det, er der to problemer i ét.
Det første er at din mand ikke er social udadtil. Det kan du ikke forlange at han skal være. Jeg har også en mand der hellere vil sidde derhjemme foran computeren end besøge venner (selvom han da bestemt engang imellem er frisk på at tage med). I starten irriterede det mig, indtil min mor sagde til mig: "Det er den mand du har valgt at leve dit liv sammen med. Du kan ikke forvente at ændre hans personlighed og tvinge ham til noget han i bund og grund ikke har lyst til. Hvorfor tager du ikke bare selv hjem til dine venner og hygger dig?" Og det gjorde jeg så. Og det funker fint.
Det andet er at din mand ikke er social indadtil - i forhold til familien, dig og jeres børn. Det er ikke godt. Selvfølgelig skal han være deltagende overfor dig og jeres børn. Han skal ikke være perfekt, vi har alle vores fejl og mangler (og det her er åbenbart en af hans), men han skal gøre en indsats og bruge tid på sin kone og sine børn.
Er det kun med lektiehjælp at han er fraværende overfor børnene, eller er det generelt? Leger han heller ikke med dem? Putter dem? O.s.v.
Jeg synes at du skal tage en snak med ham - ikke bare en sidebemærkning, men en snak, hvor der er ro og tid. Fortæl ham at du er ked af at han virker fraværende i forhold til dig og jeres børn. Hvorfor er det sådan? Føler han ikke at der er plads til ham i familien? Savner han noget i sit liv? Prøv at være åben og modtagelig i stedet for at være en "brokkerøv" - de fleste mænd klapper I som en østers når de bliver anklaget og bebrejdet.
Pøj pøj med det :-)
Just what I should till to say! 
Til trådstarter:
Jeg har også en mand der som udgangspunkt langt fra er så social som jeg. Det har gennem årene ført til mange snakke om hvorfor han har det som han har det. Hvorfor han ikke har rigtigt nære venner, men i stedet en flok (søde og rare, bevares) bekendte som han alligevel ikke rigtigt regner som sine venner.
Vi er gennem vores mange snakke nået frem til at der er nogle rigtig "gode" grunde til at han allerede fra barnsben har lært ikke at knytte sig til venner på samme måde som de fleste gør. Han har beskyttet sig selv mod at blive vraget, og det har han sine grunde til. Til gengæld har han så overinvesteret i sine forhold fra tidlig teenagealder, forstået på den måde at han blev i 2 laaaange forhold, selvom de absolut ikke var gode for ham til sidst. Han har altid haft bekendte, er gået i byen og til sociale arrangementer, men han har bare ikke knyttet sig til folk, og har i dag kun en enkelt som han er fortrolig med, og selv det venskab er meget begrænset, og han fik med tiden mindre og mindre lyst til at gå ud. Det var bare ikke så interessant længere at sidde og smalltalke med en bekendt om ingenting en hel aften.
Jeg har aldrig givet ham et ultimatum, men jeg har også fornemmet en klar lyst fra hans side til at hans liv skulle være anderledes engang, og i dag har vi fundet et niveau hvor vi begge er tilfredse og trygge. Især fordi han er "kommet ud af busken" og er begyndt at åbne op overfor folk.
Det virker ikke som om din mand har det ønske, men derfor synes jeg absolut alligevel at du skal spørge ham. Og ikke bare henover aftensmaden - I skal virkelig sætte jer ned og være enige om at NU skal der altså nogle ting på bordet! HVORFOR har han ikke behov for andre - er han bange for det? Hvorfor har han ikke lyst til at være sammen med jer til hverdag? Hvad føler han han opnår i værkstedet som han ikke kan få inde hos jer? Hvad synes han er hyggeligt at lave sammen med dig? Er der noget du gør som giver ham lyst til at "stikke af"? Hvordan vil han helst leve resten af sit liv - alene i værkstedet eller håber han på at det ændrer sig?
Hvis det tager jer 14 dage med snak hver aften når ungerne skal i seng, så må det tage det - det vigtige er at I får afstemt jeres forventninger til hvordan jeres fælles liv skal være.
Held og lykke herfra!!!
Rosa
