Ensomheden....

Hmm, ved ikke hvor jeg skal starte, men jeg kom idag frem til, at den følelse, jeg har haft meget længe, er ensomhed....

Jeg burde måske ikke være det, men alligevel sidder den og gnaver... Jeg har ikke den store vennekreds, har nok aldrig været god til at vedligeholde den, da jeg har meget travlt i min hverdag, samt at jeg fik mine børn meget tidligt...

Min mand er enormt asocial, og han er sjældent den hyggeligste at være sammen med, da han ved besøg bare sidder og muler uden at sige ret meget... Han har ikke behovet for samvær med andre, han mener, at han har nok i mig og vores børn... Sådan har det været i snart 8 år....

Vi ser sjældent andre end mine forældre og søskende, vi er aldrig i byen sammen, da det ikke siger min mand noget... Vi laver ikke noget sammen om dagen, og når jeg vil noget med ungerne, så står jeg selv med det... Han vil hellere ud i hans værksted og foretage sig noget...

Om aftenen når børnene er i seng, så falder han i søvn på sofaen og går meget tidligt i seng....

Syntes bare at følelsen af ensomhed er ved at drive mig til vanvid, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre... Eller hvad vi skal gøre....

Idag sagde jeg til ham, at vi aldrig snakker sammen mere, til det svarede han bare, nej.. Det gør vi nok ikke....

Aner snart ikke, hvad jeg skal gøre....

Syntes mit liv er blevet så "indholdsløst" efterhånden, selvom det ikke burde være det, da jeg jo har de mest fantastiske børn, jeg kan tænke mig, et godt arbejde osv....

Beklager meget mit ynk, men skulle lige have tømt hovedet endnu en gang.....

 

Du skal da vist virkelig have fat i din mand og "ruske" ham!!!! Så han kan vågne lidt op...

Sådan et forhold er da kun til at blive trist over!

Syntes snart at jeg har prøvet hvad som helst.... Men der er intet som rigtigt virker.... Og jeg tror, at jeg er ved at opgive... Kan ikke huske, hvornår vi sidst har grint sammen eller hygget os sammen..

 

Ja, det er da en trist historie, men egentligt er det nok lidt af det samme her i huset, bare på en anden måde, idet ingen af os er udfarende i særlig stor stil, men det skyldes nu mest min mands og mine forskellige skavanker, og så det at vi rent faktisk heller ikke er til alt det der haven besøg eller besøge.

Men jeg kender nogle forhold, som har fungeret glimrende selvom de har været som din mand og dig.
Du skal blot lære, at du OGSÅ er dig selv.
Mange mennesker gror fast i tosomheden og især kvinder er tilbøjelige til at overføre deres mands identitet på sig selv, og det skal man passe på ikke at gøre.
Hvis du er den, der har lyst til at gøre ting, jamen så GØR ting, for dig selv.
Du må lære at lave dit eget netværk og tage afsted alene.
Få dine egne venner og lad så din mand passe sit liv, som han synes.
De fleste af os, synes jo, at når man er et par, så gør man også ting sammen, og derved kan den ene blive isoleret, som du nu er.
Men hvis du vil dit forhold, så må du lære, at du i dit parforhold må leve et singleliv, og så kan din mand hoppe på vognen, når han har lyst og hoppe af, når han ikke har lyst.
Det indebærer naturligvis den risiko, at du undervejs møder en anden eller at I mister hinanden helt, men hvis man vil hinanden, så kan man altså vælge, at man VIL leve hver sit liv i parforholdet og være lykkelig alligevel.

Så...det du skal gøre op med dig selv er, om du vil fortsætte dit parforhold, som det er, med en mand, der ikke har de samme sociale behov som du har, og så bygge dit eget mere aktive liv op, med venner som DU besøger og interesser, som er DINE....eller om du vil gå videre ud i verden alene uden ham.
Held og lykke med det hele

Kærligst
Sussie

Elsker du din mand?? Du lyder som om, at du slet ikke får opfyldt dine behov for social kontakt, og som om du røvkeder dig i dit ægteskab. Det kan jeg godt forstå, når din mand "bare" forsvinder ned i sit værksted, og ikke deltager i forskellige sociale arrangementer, sammen med børnene og dig. Laver han noget med børnene.............spil, lektiehjælp, læse historier eller leger??

Håber at du finder en løsning, så du igen kan blive glad og kommer ud af ensomheden.

Tak for jeres svar..

Om jeg elsker ham, ja... Det gør jeg da, men nok ikke som jeg har gjort.... Og ja.. jeg keder mig ENORMT meget.... Jeg forsøger at komme ud, men det med byture/cafe ture er sjældent, dog har jeg min træning, som jeg kommer afsted til, så lidt ud kommer jeg da.

Han laver intet med børnene, ej heller lektie læsning, han har ikke tålmodigheden til det, og det ender ofte i en konflikt mellem ham og vores store søn, som har lektier for. Det har jeg overtaget, da det ellers bliver for træls. I hvert fald for vores søn.

Syntes det er så træls at vi intet laver sammen, kunne så godt tænke mig at føle os som en familie som er sammen om ting...

Eller bare kunne tage ud til nogle venner til en kop kaffe sammen... men det må jeg nok erkende ikke bliver aktuelt, desværre....

 

 

Jeg kender det på mange måder alt for godt. Altså min mand er sådan set social nok, men han har ikke den store omgangskreds (kun 3 nære venner - et par og en veninde), og det er ikke vildt ofte at vi sådan rigtig hygger med andre og kommer ud. Vi bor et sted hvor vi ikke kender nogen og pendler et godt stykke vej til arbejde. Begge vores familier og de fleste venner bor langt fra os, så det er ikke muligt bare lige at smutte hen og besøge folk.

Han har ikke samme behov for at holde sig igang og opleve ting og ofte ender det bare med at vi sidder herhjemme og ser film eller lave hver vores ting, hvilket kan være hyggeligt men også frustrerende - kan hurtigt komme til at føle mig ret ensom.

Så jeg føler med dig, ensomhed er noget af det værste - især når man rent faktisk ikke er alene

Må jeg spørge hvor i landet I bor?

Ja, det er så ubeskrivelig træls, når den dumme følelse bare sidder og gnaver... Og jeg bliver så meget i tvivl, om jeg i sin tid valgte rigtigt...

Vi bor tæt ved Silkeborg

Øv bøv du får da lige sådan en

Måske du skulle snakke med din mand om hvordan du har det??
Jeg mener det er da fair nok hvis han ikke er social anlagt, og ikke har behov for at komme ud så meget som dig, men det dur da ikke hvis i ikke snakker sammen?
Kan du ik bare tage ud og lave nogle ting uden ham? Så har du da noget at fortælle/snakke om når du kommer hjem igen??

Håber du finder en løsning

Som jeg ser det, er der to problemer i ét.

Det første er at din mand ikke er social udadtil. Det kan du ikke forlange at han skal være. Jeg har også en mand der hellere vil sidde derhjemme foran computeren end besøge venner (selvom han da bestemt engang imellem er frisk på at tage med). I starten irriterede det mig, indtil min mor sagde til mig: "Det er den mand du har valgt at leve dit liv sammen med. Du kan ikke forvente at ændre hans personlighed og tvinge ham til noget han i bund og grund ikke har lyst til. Hvorfor tager du ikke bare selv hjem til dine venner og hygger dig?" Og det gjorde jeg så. Og det funker fint.

Det andet er at din mand ikke er social indadtil - i forhold til familien, dig og jeres børn. Det er ikke godt. Selvfølgelig skal han være deltagende overfor dig og jeres børn. Han skal ikke være perfekt, vi har alle vores fejl og mangler (og det her er åbenbart en af hans), men han skal gøre en indsats og bruge tid på sin kone og sine børn.

Er det kun med lektiehjælp at han er fraværende overfor børnene, eller er det generelt? Leger han heller ikke med dem? Putter dem? O.s.v.

Jeg synes at du skal tage en snak med ham - ikke bare en sidebemærkning, men en snak, hvor der er ro og tid. Fortæl ham at du er ked af at han virker fraværende i forhold til dig og jeres børn. Hvorfor er det sådan? Føler han ikke at der er plads til ham i familien? Savner han noget i sit liv? Prøv at være åben og modtagelig i stedet for at være en "brokkerøv" - de fleste mænd klapper I som en østers når de bliver anklaget og bebrejdet.

Pøj pøj med det :-)