At få sit barn taget ud af armene..

Dette her skal man kun gøre hvis man ved at det ikke skaber totalt kaos og dramakrig..

Næste gang I besøger dem og bebs sover, så når svigermor står med noget i hænderne, så går du bare over og tager det.. Det gør du hver eneste gang hun står med noget.. Det vil hun, forhåbentlig begynde at undre sig over og blive irriteret over også har du vist hende præcis hendes pointe tilbage..

MEN jeg forstår så godt at hun bare såååååå gerne vil jer og bebs, det er jo klart... Mange mødre til drengebørn mener de er deres et og alt og nyder at vaske deres tøj til de er 80 næsten, så når deres lille søn pludselig har sig en fantastisk kæreste og en uimodståelig bebs, så kunne det jo meget vel tænkes at hun pludselig føler sig totalt værdieløs.. ??

Du siger din kæreste ikke forstår dig, mænd tænker ikke som os, og mænd har ikke de samme bånd til babyerne som moderen har.. Jeg har både læst og hørt mig til mange steder at far jo faktisk er ret overflydig de første ca 6 måneder af baby's liv, så at han ikke forstår dig kan jo måske have noget med det at gøre??

 

Men forstår dig fuldt ud, og ved at jeg ville have det på samme måde.. Herhjemme er der heldigvis ingen svigermor, har et svigermonster et eller andet sted i en naboby men heldigvis ingen kontakt...

 

 Sender dig lige et stort

Jeg har ikke prøvet præcis det samme, men jeg synes også min svigerinde er grænseoverskridene nogle gange. Hvis vi besøger mine svigerforældre og hun er der, når vi kun lige ind af døren og så er hun der straks. Hun står og rækker armene ud og siger "skal du herover?" Min datter er et år og meget genert. Min svigerinde bliver ved med at være helt oppe i hovedet af hende, prøver at tage hende indtil min datter giver efter. Jeg synes det er over mine grænser, men kan ikke få mig til at sige fra. Og det er lidt dårligt af mig synes jeg selv. Men grunden til jeg ikke gør det er fordi jeg ved min svigerinde bliver rigtig pigesur hvis jeg siger min mening og det ikke stemmer overens med hendes.  Så kæmpe respekt og  for du sagde fra! Gid jeg havde det samme mod!

super gjort af dig!

har selv en mor der er og altid har været hurtig til at tage sønnen. men de ser da lige om han er i humør til det inden de gør det. min svigermor gør også lidt det samme. men det har aldrig gået mig på så derfor har jeg ikke sagt noget, men hvis de har gjort noget andet med ham der har været mig imod har de fået besked. men derimod fremmede mennesker der gør det får besked med det samme!

men det, det i bund og grund kommer an på er hvordan DU har det med det! for det er dit barn. og hvis du syns det er ubehageligt så vil det jo også i længden resultere i at du ikke har lyst til at komme hos dine svigerforældre. og det er jo ikke i nogen interesse.

Ciss skriver:

Selvfølgelig gør man ikke det!

Jeg synes, det er helt naturligt, at du reagerer. Man ville jo ikke have taget hvad som helst andet ud af hænderne på en person uden at spørge. Hvorfor skulle det være anderledes med en baby? Om de kan lide det eller ej, så er du faktisk babyens mor, og ikke bare en midlertidig lettere overflødig barnepasser på slaveniveau, som man kan ignorere, når man vil. Jeg havde ikke accepteret det, og jeg tror, jeg havde sagt en del skarpere ting, end det du gjorde. Jeg har også måttet tage nogen kampe med svigers omkring børnene, nogen gange er min mand ikke enig med mig, men ved du hvad: Selvom de nogen gange er i flertal, så er jeg stadig børnenes mor. Min mening tæller derfor og kan ikke bare ignoreres. Skal sagen diskuteres er det mig og min mand som tager diskutionen - uden svigerforældrer.

Selvom det er ubehageligt, så må du turde at sige til dem, når de går over dine grænser. Og ikke lad dig påvirke af, at de synes, du er mærkelig. Det er faktisk deres eget problem.

Hvor er jeg bare enig!

Tak for svar alle sammen. Jeg kan se at I alle sammen er enige med mig.. Og havde faktisk bare brug for at vide, at det ikke er unormalt af mig at reagere sådan. Det syntes jeg selv ikke i starten, men efter jeg har hørt at de synes at det er noget mærkeligt noget jeg føler, har jeg følt at jeg hele tiden må retfærdiggøre alt hvad jeg føler går over mine grænser.. Det er skide svært at komme ind i en svigerfamilie, samtidig som man er i gang med at danne sin egen lille familie. Specielt når der er stor forskel på de personlige grænser! I deres familie er det åbenbart normalt at tage andres børn, for det er jo "alles lille skat".. Men for mig føles det bare respektløst, så jeg er glad for at jeg fik sagt fra. Og så må jeg bare SKIDE på at de synes at jeg er mærkelig