Nej - nej nej og atter nej. Jeg er faktisk chokeret over, at nogen mener, at det er ok, at behandle andre mennesker sådan. Baby, barn eller voksen!
For det første tvivler jeg på at ret mange af de flygtninge, der sidder i de danske flygtningelejre, er der, fordi de virkelig ønsker det - fordi de har tænkt "yes, DK leverer fri lægehjælp, så nu prøver vi lykken!". Jeg tvivler på, at nogen har lyst til at flygte fra deres hjemland, fra deres ejendele (hvor få de end er), fra deres familie, fra deres kultur og alt hvad de kender, for at komme herop og sidde på et lille værelse med alle rettigheder frataget, de MÅ ikke arbejde (og dermed blive et aktiv for det danske samfund), leve på et absolut minimumsbeløb - for ikke forfærdeligt lang tid siden var der indslag i nyhederne om, at det beløb flygtninge fik til at dække kost og fornødenheder var så lavt, at forældrene ofte sultede. Og nej, de levede IKKE af røde bøffer og rødvin.
Hvordan i alverden skal en kvinde, der ikke MÅ arbejde og dårligt får nok penge til at kunne leve for, dog kunne betale af på en lægeregning? Det er da lidt dobbeltmoralsk at kræve brugerbetaling fra mennesker, fordi de ikke må ligge samfundet til last - mens vi samtidig fratager dem muligheden for at arbejde og være et aktiv for landet.
For det andet - det er FLYGTNINGE - ikke indvandrere. De er her fordi vilkårerne i deres hjemland er forfærdelige - og der har vi altså pligt (både juridisk ift. menneskerettigheder, etisk og moralsk) til at hjælpe dem. Jeg synes alt andet er nedværdigende, både for Danmark og for de mennsker, som i forvejen ligger helt ned.
Krise eller ej - vi er en del af et internationalt samfund, og det er vores opgave at løfte i flok for dem, der ikke har vores frihed.
Og nej, jeg siger ikke, at vi skal åbne vores gratis sundhedsvæsen op for alle og enhver, men i tilfælde som dette, der er så åbenlyst behandlingskrævende, ja der går det altså over min forstand, at man kan være så kynisk.