jeg tænker på ham hele tiden...

Anonym skriver:

Hej derude...

Jeg bor sammen med min kæreste på 3. år, vi har en dejlig datter sammen på et år og har det som sådan godt..

men... De sidste par måneder er en gammel flamme poppet op i mit hoved, mere end han normalt plejer at gøre. Jeg kontakter ham, for ligesom at finde ud af hvad jeg skal gøre i det her.. Finder ud af han er nylig skilt og bliver helt vild.. Jeg MÅ bare ha ham, tænker jeg. Dengang vi lærte hinanden at kende, var han gift, så det blev ikke til noget, selvom ingen af os lagde skjul på, det meget gerne måtte blive til mere. Der er MEGET stor alders forskel på os, 24 år og han er ældst, så bare det i sig selv er en hurdle!!

Igår aftes cyklede jeg ned til ham i byen, hvor hans firma er. vi snakkede i 3 timer om ham og mig, om min kæreste og mig og om alt mellem himmel og jord. Jeg havde regnet med, at når jeg havde fået snakket med ham, ville tankerne forsvinde... MEN NEJ! følelserne fra dengang kom tilbage, som at vende en hånd, og jeg vil ha endnu mere. her til aften, skulle min kæreste så i byen, og jeg ser mit snit til at besøge den gamle flamme igen, hvilket jeg gør.. vi snakker igen i 3-4 timer og alt er bare så hyggeligt... Han nusser mig, selvom jeg afviser ham (da jeg jo er den der IKKE må), men da jeg skal kører hjem, tager han om mig og kysser mig.. og det var bare... SÅ FANTASTISK!!!!! åhr, det er ligesom dengang. Men jeg må jo ikke.. det er bare SÅ forkert.. så så så forkert... men hvad gør jeg? Jeg vil faktisk gerne have det til at køre godt mellem min kæreste og jeg, men jeg drømmer om min gamle flamme hele tiden, dagdrømmer og tænker på ham konstant... Jeg føler mig nærmest besat.. Jeg må enten gå helhjertet ind i det eller stoppe fuldstændig, velvidende at han vil spøge i mit hoved i MEGET længe!! hvad gør jeg?? 
hjælp...

den fortvivlede...

Jeg vælger ikke at kommentere på at du sniger der til at se din ex for det tror jeg godt du ved hvordan de fleste af os har det med det.

Men jeg har et par spørgsmål.

Du siger at han er 24 år ældre. Lad os nu bare sige, at du er 25 år, det gør at han er næsten 50 år. Har I snakket om, om han er interesseret i at få en familie. Dvs at han skal være stedfar for en lille pige på et år. Ikke at jeg siger at en på 50 er gammel eller noget, men der er trods alt forskel fra det energi nivau man har i forhold til børn fra man er måske slut tyverne og så i slut fyrrende vil jeg tro.

Er han interesseret i at få et barn med dig? Hvis nej, vil du så være ok med at du bare får det ene?

Har han en familie i forvejen (ud over sin exkone) dvs har han ældre børn som du så også skulle være en del af.

Hvad siger han til at du skal forlade manden og være sammen med ham. Hvis han virkelig elsker dig, ville det sikkert være noget han gerne så, mens hvis han trækker lidt ud, så tænker jeg, at han måske ikke er så interesseret i noget så fast som en ny kæreste med et lille barn. 

Du skriver du sikkert ikke ville være sammen med din kæreste hvis ikke I havde børn, det er jo måske en indikator om at du ikke hverken elsker eller holder af ham mere, og I såfald er det måske godt nok at få fra ham, om det så bliver til noget eller ej med den nye.

Men vil du være parat til at opgive tosomheden med din kæreste i forhold til at blive enlig mor? For det er jo en kæmpe chance at tage at være sammen med en anden som du måske i bund og grund ikke kender så godt. Jeg kender flere eksempler på at den ene eller den anden har taget "springet" og prøvet det af. Men et halvt år efter kommer de tilbage og "banker på" hos faren/moren til deres barn fordi eventyret ikke lige endte så lykkeligt. Men ofte er den anden jo så såret og ER kommet videre, så man kan jo ikke lige sådan komme tilbage.

Jeg synes generelt ikke aldersforskel skal gøre noget, men jeg synes dog alligevel 24 år er meget hvis du først lige er startet med at få barn og måske gerne vil have en til. Men det er jo også op til ham om det er det han gerne vil.

Du siger at han er 24 år ældre. Lad os nu bare sige, at du er 25 år, det gør at han er næsten 50 år. Har I snakket om, om han er interesseret i at få en familie. Dvs at han skal være stedfar for en lille pige på et år. Ikke at jeg siger at en på 50 er gammel eller noget, men der er trods alt forskel fra det energi nivau man har i forhold til børn fra man er måske slut tyverne og så i slut fyrrende vil jeg tro.

Han har en datter på 5, og han er 45... du har helt ret i, at hans energi niveau nok ikke bliver ved at være i samme gear lang tid endnu... 

Er han interesseret i at få et barn med dig? Hvis nej, vil du så være ok med at du bare får det ene?

Det har vi ikke snakket om, men han har sagt før han gerne ville have et barn mere. Jeg behøver dog ikke flere børn..

Har han en familie i forvejen (ud over sin exkone) dvs har han ældre børn som du så også skulle være en del af.

Kun hende på fem..

Hvad siger han til at du skal forlade manden og være sammen med ham. Hvis han virkelig elsker dig, ville det sikkert være noget han gerne så, mens hvis han trækker lidt ud, så tænker jeg, at han måske ikke er så interesseret i noget så fast som en ny kæreste med et lille barn. 

Han vil ikke tvinge mig til noget.. jeg har også sagt til ham at jeg jo inderst inde faktisk ville ønske min kæreste og jeg kunne få det til at fungere... 

Du skriver du sikkert ikke ville være sammen med din kæreste hvis ikke I havde børn, det er jo måske en indikator om at du ikke hverken elsker eller holder af ham mere, og I såfald er det måske godt nok at få fra ham, om det så bliver til noget eller ej med den nye.

Jeg kan mærke, at jeg elsker ham.. men jeg synes bare mere det er på venneplan. Jeg synes det er rigtig svært at bo med ham, og få en hverdag til at køre... men sådan er det måske bare?

Men vil du være parat til at opgive tosomheden med din kæreste i forhold til at blive enlig mor? For det er jo en kæmpe chance at tage at være sammen med en anden som du måske i bund og grund ikke kender så godt. Jeg kender flere eksempler på at den ene eller den anden har taget "springet" og prøvet det af. Men et halvt år efter kommer de tilbage og "banker på" hos faren/moren til deres barn fordi eventyret ikke lige endte så lykkeligt. Men ofte er den anden jo så såret og ER kommet videre, så man kan jo ikke lige sådan komme tilbage.

Den tanke har jeg også tænkt mange gange, for ja, det er ikke sikkert det er lykken, at være alene heller.. Det jeg drager min konklusioner udfra, er at jeg er meget gladere når han ikke er hjemme, end når han er afsted. Det synes jeg er væsentligt, men igen, det kan også være en periode jeg er inde i, og at jeg bare skal cutte forbindelsen til den gamle flamme. Måske min kærestes og mit forhold ville blive stærkere af, at jeg kan fortælle ham sandheden. Tror jeg vil udelukke at jeg har mødtes med ham, men fortælle, at jeg ar begyndt at interessere mig for andre end ham, og det ser jeg som et problem...

Jeg synes generelt ikke aldersforskel skal gøre noget, men jeg synes dog alligevel 24 år er meget hvis du først lige er startet med at få barn og måske gerne vil have en til. Men det er jo også op til ham om det er det han gerne vil.

ja 24 er meget, rigtig meget. og det kommer til at være den største hurdle, er jeg sikker på. men jeg synes også at uhvisheden om hvad det kunne være blevet til er ulidelig, men sådan er der sikkert andre der har det også??

- Tak for dit svar... 

L_K skriver:

Havde det været mig;

og jeg virkelig elskede min kæreste ville jeg have fortalt ham om det. Altså dine tanker og følelser VEL AT MÆRKE at du droppede ham den anden. 

Din kæreste fortjener ikke at du render rundt og tænker på en anden, så gør op med dig selv hvad du vil..  NU

ja, du har ret... 

Jeg vil lige kommentere at min kæreste er næsten 20 år ældre end mig (31 og 50) og det har ALDRIG været et problem, hverken i forhold til familie, vennekreds eller andre. Nu ved jeg ikke hvor konservativ din omgangskreds er, men det behøver altså slet ikke at være et problem.

Jeg synes det er en meget vigtig detalje at du har prøvet at få din kæreste med til din psykolog og snakke om jeres forhold, men at han ikke vil fordi han synes at tingene kører fint. Det er ikke godt. Han bliver nødt til at lytte til de faresignaler der kommer fra dig og tage fat i de problemer der måtte være, i stedet for at stikke hovedet i busken. Jeg synes at du skal prøve at snakke med ham om det én gang til (uden at nævne din eks) og virkelig understrege at det her altså er kritisk for dig. Du skal ikke være sur og presse ham helt vildt. Men det er vigtigt for ham at forstå at hvis du ikke har det godt i relationen, så kan han heller ikke regne med at have det godt i relationen særlig meget længere. Han kan ikke bare gå rundt i sin egen lille boble og tro at alt er fint hvis du ikke er glad. Det tror jeg såmen heller ikke at han gør - han lyder som om han er konfliktsky og ikke tør se problemerne i øjnene.

Har du snakket med din psykolog om situationen med eks'en? Hvad siger han/hun?

modesty skriver:

Jeg vil lige kommentere at min kæreste er næsten 20 år ældre end mig (31 og 50) og det har ALDRIG været et problem, hverken i forhold til familie, vennekreds eller andre. Nu ved jeg ikke hvor konservativ din omgangskreds er, men det behøver altså slet ikke at være et problem.

Jeg synes det er en meget vigtig detalje at du har prøvet at få din kæreste med til din psykolog og snakke om jeres forhold, men at han ikke vil fordi han synes at tingene kører fint. Det er ikke godt. Han bliver nødt til at lytte til de faresignaler der kommer fra dig og tage fat i de problemer der måtte være, i stedet for at stikke hovedet i busken. Jeg synes at du skal prøve at snakke med ham om det én gang til (uden at nævne din eks) og virkelig understrege at det her altså er kritisk for dig. Du skal ikke være sur og presse ham helt vildt. Men det er vigtigt for ham at forstå at hvis du ikke har det godt i relationen, så kan han heller ikke regne med at have det godt i relationen særlig meget længere. Han kan ikke bare gå rundt i sin egen lille boble og tro at alt er fint hvis du ikke er glad. Det tror jeg såmen heller ikke at han gør - han lyder som om han er konfliktsky og ikke tør se problemerne i øjnene.

Har du snakket med din psykolog om situationen med eks'en? Hvad siger han/hun?

Er meget enig 

Trådstarter: Hvis du har brug for, at I skal til psykolog sammen fordi du mener I trænger til at få ryddet op i nogle ting, så skal han tage det alvorligt.

Har selv kæmpet med en kæreste der heller ikke var til at hugge og stikke i...han gik med til psykolog men sad bare og lignede en lille mut dreng og svarede med en-stavelsesord.

Hvis man ikke blir mødt så går den to veje: enten forlader man personen eller også lader man sig friste af andre man tror kan give én det man mangler.

Jeg forlod MIN kæreste.

modesty skriver:

Jeg vil lige kommentere at min kæreste er næsten 20 år ældre end mig (31 og 50) og det har ALDRIG været et problem, hverken i forhold til familie, vennekreds eller andre. Nu ved jeg ikke hvor konservativ din omgangskreds er, men det behøver altså slet ikke at være et problem.

Jeg synes det er en meget vigtig detalje at du har prøvet at få din kæreste med til din psykolog og snakke om jeres forhold, men at han ikke vil fordi han synes at tingene kører fint. Det er ikke godt. Han bliver nødt til at lytte til de faresignaler der kommer fra dig og tage fat i de problemer der måtte være, i stedet for at stikke hovedet i busken. Jeg synes at du skal prøve at snakke med ham om det én gang til (uden at nævne din eks) og virkelig understrege at det her altså er kritisk for dig. Du skal ikke være sur og presse ham helt vildt. Men det er vigtigt for ham at forstå at hvis du ikke har det godt i relationen, så kan han heller ikke regne med at have det godt i relationen særlig meget længere. Han kan ikke bare gå rundt i sin egen lille boble og tro at alt er fint hvis du ikke er glad. Det tror jeg såmen heller ikke at han gør - han lyder som om han er konfliktsky og ikke tør se problemerne i øjnene.

Har du snakket med din psykolog om situationen med eks'en? Hvad siger han/hun?

ja, jeg tænker også at det faktisk er rigtig tarveligt af ham, at han ikke vil med ned og snakke med hende, men mon ikke han er bange for at få hug? hvilket jo ikke er tilfældet, det er jo meningen at vi SAMMEN skal finde ud af det..

jeg har også erfaret efterhånden, at de første par år var jeg overhovedet ikke til at skyde igennem, min nuværende kæreste var bare SÅÅÅ fantastisk, som de jo som regel er i starten, jeg har virkelig ydet en indsats for at få vores forhold til at gå godt, givet og givet og givet, men jeg føler ikke han giverr ret meget igen. Jo han holder om mig og siger han elsker mig, men han får mig ikke til af føle mig speciel og som HANS et og alt... men måske det er store krav at stille ? puha, ville ønske jeg kunne stærk og sige at DU SKAL FANDEME med til psykolog, hvis ik kan du sejle din egen sø, men så nemt er det jo bare heller ikke, desværre... 

dorthemus skriver:

Er meget enig 

Trådstarter: Hvis du har brug for, at I skal til psykolog sammen fordi du mener I trænger til at få ryddet op i nogle ting, så skal han tage det alvorligt.

Har selv kæmpet med en kæreste der heller ikke var til at hugge og stikke i...han gik med til psykolog men sad bare og lignede en lille mut dreng og svarede med en-stavelsesord.

Hvis man ikke blir mødt så går den to veje: enten forlader man personen eller også lader man sig friste af andre man tror kan give én det man mangler.

Jeg forlod MIN kæreste.

 

og jeg tror det er LIGE PRÆCIS det sidste du nævner, som jeg er faldet i :/ og er bare så ked af at jeg lader mig friste, for sådan har jeg ikke været før i vores forhold, jeg har altid været meget distancerende overfor mænd, men nu er det bare som om at alt hvad der viser interesse er godt.. ih hvor er det svært at indrømme..

igår aftes var jeg i byen 3-4 timer med et par veninder, møder en gammel ven, som jeg også flirtede med for nogle år siden. Og bare det at han lyttede til hvad jeg sagde og vi havde begge en drøm om at komme ud og rejse var bare SÅ fedt. jeg følte mig set igen.. hvilket bare var skønt, men samtidig forkert, for jeg skulle jo gerne føle mig set derhjemme også, som den jeg er!

For mig lyder det et eller andet sted ikke som om du er i tvivl??
Altså, du lyder meget som om at det er din gamle flamme du vil, ellers ville du jo ikke have de tanker, eller tage hen til ham i smug.?
Så jeg tror godt du ved hvad du vil helst.. Selvfølgelig er det hårdt, men tænk på hvor du er lykkeligst, og det er sq synd for din nuværende kæreste at blive sådan holdt for nar, du er jo psykisk utro og du har jo kysset ham så også fysisk, det fortjener din kæreste vel ikke?

Håber du finder ud af det..