At ville finde sin far

Jeg skriver lige som anonym da det er et af de få emner som jeg ikke vil kunne googles på. 

Jeg kender ikke min far og har aldrig gjort det. Da jeg var 8 år adopterede min stedfar mig og min biologiske far frasagde sig ansvaret for mig. Nu er jeg 25 år og er begyndt at tænke på hvor jeg stammer fra. Hvilket ophav han har. Ligner jeg ham? 

Jeg ligner ikke min mor overhovedet, så det er selvfølgelig et stort spørgsmål der fylder meget. Jeg vil på en måde gerne lære ham af kende, og på en måde ikke.

Jeg frygter at blive afvist hvis jeg opsøger ham her 25 år efter. 

Jeg har ofte tænkt at jeg da bare kunne finde ham og betragte ham sådan udefra uden at give mig til kende. Kender I det?

Mit spørgsmål går på om jeg nu hvor han har frasagt sig ansvar kan have ret til at slå ham op i CPR-registret og få hans adresse. Jeg har hans cpr-nummer, så det burde ikke være så svært at finde ham.

Men hvor starter jeg egentlig? Er der andre der har været i denne situation? 

Håber I vil bruge tid på at svare mig. Det betyder meget.

Hej

Jeg kan sagtens forstå du gerne vil vide hvem din biologiske far er og hvis du spørger mig så syntes jeg også det er noget alle børn har ret til at vide.

Jeg kan altså ikke forestille mig at der er en lov der forbyder det, så jeg tror gerne du må søge efter ham

held og lykke med det :-)

Monica

Monica P skriver:

 

Hej

Jeg kan sagtens forstå du gerne vil vide hvem din biologiske far er og hvis du spørger mig så syntes jeg også det er noget alle børn har ret til at vide.

Jeg kan altså ikke forestille mig at der er en lov der forbyder det, så jeg tror gerne du må søge efter ham

held og lykke med det :-)

Monica

Men når vi ikke har relation til hinanden mere tror jeg ikke jeg kan få udleveret oplysninger om ham i cpr-registret. 

Anonym skriver:

Jeg skriver lige som anonym da det er et af de få emner som jeg ikke vil kunne googles på. 

Jeg kender ikke min far og har aldrig gjort det. Da jeg var 8 år adopterede min stedfar mig og min biologiske far frasagde sig ansvaret for mig. Nu er jeg 25 år og er begyndt at tænke på hvor jeg stammer fra. Hvilket ophav han har. Ligner jeg ham? 

Jeg ligner ikke min mor overhovedet, så det er selvfølgelig et stort spørgsmål der fylder meget. Jeg vil på en måde gerne lære ham af kende, og på en måde ikke.

Jeg frygter at blive afvist hvis jeg opsøger ham her 25 år efter. 

Jeg har ofte tænkt at jeg da bare kunne finde ham og betragte ham sådan udefra uden at give mig til kende. Kender I det?

Mit spørgsmål går på om jeg nu hvor han har frasagt sig ansvar kan have ret til at slå ham op i CPR-registret og få hans adresse. Jeg har hans cpr-nummer, så det burde ikke være så svært at finde ham.

Men hvor starter jeg egentlig? Er der andre der har været i denne situation? 

 

Håber I vil bruge tid på at svare mig. Det betyder meget.

Synes du skal finde ham. Hvis du tænker sådan nu, vil dine tanker altid kræse om det.

Det kan godt være at han afviser dig, men så har du gjort hvad du kan. Så kommer du aldrig til at fortryde at du aldrig tog mod til dig og fandt ham.

sommerbarn<3 skriver:

Synes du skal finde ham. Hvis du tænker sådan nu, vil dine tanker altid kræse om det.

Det kan godt være at han afviser dig, men så har du gjort hvad du kan. Så kommer du aldrig til at fortryde at du aldrig tog mod til dig og fandt ham.

 

Du har ret, men jeg tænker flere ting som om han er alkoholiker eller en ordenlig mand med godt job. Vil jeg have ham i mit liv hvis han var et sølle menneske? Får dårlig samvittighed over at tænke sådan. 

Jeg kunne også godt tænke mig at vide hvorfor jeg "ikke var god nok" da jeg blev født. Jeg har altid fået afvide at han ikke ville vide af mig? Er det mon sandt? Eller fik han ikke chancen?

Og så har jeg stort lyst til at iagttage ham udefra. 

Anonym skriver:

Du har ret, men jeg tænker flere ting som om han er alkoholiker eller en ordenlig mand med godt job. Vil jeg have ham i mit liv hvis han var et sølle menneske? Får dårlig samvittighed over at tænke sådan. 

Jeg kunne også godt tænke mig at vide hvorfor jeg "ikke var god nok" da jeg blev født. Jeg har altid fået afvide at han ikke ville vide af mig? Er det mon sandt? Eller fik han ikke chancen?

Og så har jeg stort lyst til at iagttage ham udefra. 

Hej.

Vil du ik skrive til mig privat?? så ka jeg fortælle min historie.

mamax3 skriver:

Hej.

Vil du ik skrive til mig privat?? så ka jeg fortælle min historie.

Det kan du tro, men det kan først blive i aften da vi skal til fødselsdag snart. Men jeg kan lige give mig til kende i en privatbesked.

Hmm.. Synes du skal opsøge ham, når nu du gerne vil og har lyst.. Der kan jo i princippet ikke ske noget ved det, andet end du får afklaring på, hvem han er.. Du kan jo starte med måske at sende ham et brev og skrive hvordan du har det, for måske har han det lige sådan!  Så har han også en chance til lige at tænke over det, og måske svare dig, så han ikke bare, du ved, bliver taget på sengen, uden han vidste, at du kom og ville møde ham.. Kan sagtens sætte mig ind i, at ville vide hvem ens far er, tænker på hvis jeg ikke havde haft min far - mit liv ville jo slet ikke have været det samme....

Så jeg synes bestemt du skal kontakte ham! Ellers fortryder du, at du aldrig gjorde det..... Det værste der kan ske er, at han afviser dig, når du tropper op, men så var det lissom også det... Så ved du hvor han står og hvor du står i forhold til ham....

Anonym skriver:

Du har ret, men jeg tænker flere ting som om han er alkoholiker eller en ordenlig mand med godt job. Vil jeg have ham i mit liv hvis han var et sølle menneske? Får dårlig samvittighed over at tænke sådan. 

Jeg kunne også godt tænke mig at vide hvorfor jeg "ikke var god nok" da jeg blev født. Jeg har altid fået afvide at han ikke ville vide af mig? Er det mon sandt? Eller fik han ikke chancen?

Og så har jeg stort lyst til at iagttage ham udefra. 

Der kan jo være flere grunde til at han ikke ville. Måske var han helt enkelt ikke klar? Min kæreste blev far som 15 årig. Han ville heller ikke have noget med sin datter at gøre. Jeg fik ham overtalt da hun var 1,5 år gammel og nu har vi hende hveranden weekend. Han var helt enkel ikke klar, og så var der et par ting mere i det. Men de har et super godt forhold til hinanden idag. Inden vi begyndte at have hende, var vi klar på der en dag ville komme en ung kvinde og opsøge ham.

Det er jo ikke fordi han ikke elskede hende, selvom han ikke havde lyst til at være far. Så det kan sagtens være din far tit tænker på dig. Måske endda fortryder at han gav afkald på dig. Måske måske ikke. Måske er den dag du opsøger ham, den største i hans liv.

Dine bekymringer om han overhovede er en du vil have i dit liv, det er jo ikke til at sige. Men medmindre han er helt ude i hampen, så tror jeg der skal meget til for at du ikke vil have noget med ham at gøre. Børn har jo også en slags ubetinget kærlighed til deres forældre, og den dukker sikkert op i takt med at du lære ham at kende.

Du kan jo sagtens prøve at se ham på afstand. Men måske er det bedre at gøre det "rigtigt" fra starten.?

Anonym skriver:

Jeg skriver lige som anonym da det er et af de få emner som jeg ikke vil kunne googles på. 

Jeg kender ikke min far og har aldrig gjort det. Da jeg var 8 år adopterede min stedfar mig og min biologiske far frasagde sig ansvaret for mig. Nu er jeg 25 år og er begyndt at tænke på hvor jeg stammer fra. Hvilket ophav han har. Ligner jeg ham? 

Jeg ligner ikke min mor overhovedet, så det er selvfølgelig et stort spørgsmål der fylder meget. Jeg vil på en måde gerne lære ham af kende, og på en måde ikke.

Jeg frygter at blive afvist hvis jeg opsøger ham her 25 år efter. 

Jeg har ofte tænkt at jeg da bare kunne finde ham og betragte ham sådan udefra uden at give mig til kende. Kender I det?

Mit spørgsmål går på om jeg nu hvor han har frasagt sig ansvar kan have ret til at slå ham op i CPR-registret og få hans adresse. Jeg har hans cpr-nummer, så det burde ikke være så svært at finde ham.

Men hvor starter jeg egentlig? Er der andre der har været i denne situation? 

 

Håber I vil bruge tid på at svare mig. Det betyder meget.

Hej

Jeg kan godt forstå at du gerne vil finde din far.

Men jeg tænker at der må være en grund til han opgav dig så let den gang.

Min søster og jeg er adopteret af min stedfar. blev vi sidste år og vi valgte det selv. Vi har ikke set min far i mange år men har kontakt med mine fastre. Og min mor har fortalt om ham. Men han drikker. og lige meget hvor meget jeg har håbet han ville ændre sig så gør han det ikke.

Jeg håber for dig at din far ikke har et eller andet problem og det er derfor han så nemt kunne give slip. For er det tilfældet så er du bedre tjent med ikke at finde ham. for det gør så ondt at vide at alkoholen er vigtigere end børnene. Det gør det stadig efter så mange år.

Men hvis din mor kunne fortælle dig lidt om ham ville det også være en stor hjælp for dig.

Held og lykke med det hele