samantha1986 skriver:
Jeg var lige inde og læse om børnetilskud. Og er egentlig ikke helt med på reglerne.
Hvornår kan man få børnetilskud? Der stod når man blandt andet var studerende. Men er det begge forældre der skal være det eller hvordan?

Børnetilskud er skattefri ydelser fra det offentlige, som du kan søge om som forælder, hvis du er enlig forsørger, er under uddannelse eller har særlige behov. For at få børnetilskud skal disse betingelser være opfyldt:
- Den, der skal have børnetilskud udbetalt, har fast bopæl i Danmark.
- Barnet skal faktisk opholde sig i Danmark. Børnetilskud kan dog udbetales selvom barnet opholder sig kortvarigt i et andet land i forbindelse med fx ferie eller familiebesøg, eller hvis barnet opholder sig midlertidigt i et andet land som led i sit uddannelsesforløb for at forbedre sine muligheder for at klare sig her i landet. Skolefraværet skal være lovligt, for at undervisningspligtige børn har ret til børnetilskud.
- Barnet må ikke være forsørget af det offentlige eller have indgået ægteskab.
- Barnet eller en af forældrene, der har forældremyndigheden, skal have dansk statsborgerskab. Udlændinge skal have boet fast i Danmark i det seneste år, dog de seneste tre år for at få særligt børnetilskud. Flygtninge er sidestillet med danske statsborgere.
Det er ikke altid nødvendigt, at alle disse betingelser er opfyldt, for at du kan få børnetilskud. Hvis du fx er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende og kommer fra et EU- eller EØS-land, kan du kontakte kommunen for at få at vide, om du har ret til børnetilskud.
Du kan have ret til flere typer børnetilskud, hvis du opfylder betingelserne.
Du skal selv ansøge hos kommunen, når det drejer sig om børnetilskud til:
- enlige forsørgere
- uddannelsessøgende
- forældre, der adopterer
Børnetilskud bliver derimod udbetalt uden ansøgning, når det drejer sig om børnetilskud til:
- pensionister
- forældreløse børn
- børn, hvis ene forælder er død
- børn, for hvem faderskabet ikke er fastslået
- børn fra flerbørnsfødsler
Du kan finde en ansøgningsblanket på hjemmesiden eller få den ved at henvende dig hos kommunen.
Søg ordinært og ekstra børnetilskud
Vælg kommune eller log på øverst på siden
Børnetilskud tilkommer barnet og udbetales til moren. Tilskuddet udbetales til faren, hvis han har forældremyndigheden alene. I andre situationer er det afgørende for udbetalingen, hvem der har forældremyndigheden, hvor barnet bor eller opholder sig mest, og hvor barnet er tilmeldt folkeregisteradresse.
Kommunen kan bestemme, at børnetilskuddet skal udbetales til barnet, hvis det vil være bedst for barnet.
Børnetilskuddet er skattefrit og udbetales forud hvert kvartal. Beløbet er til disposition den 20. januar, 20. april, 20. juli og 20. oktober.
Børnetilskud udbetales første gang for kvartalet efter, at retten til tilskuddet er erhvervet. Udbetalingen fortsætter til og med det kvartal, hvor barnet fylder 18 år.
Der er to slags børnetilskud til enlige forsørgere: ordinært og ekstra børnetilskud.
For begge tilskud gælder, at du reelt skal være enlig forsørger. Du må altså ikke leve sammen med en partner, når du søger eller får tilskud. Du skal give kommunen besked, hvis du indgår i et ægteskabslignende forhold med en mand eller kvinde. Brug 'Erklæring til brug ved ordinært og ekstra børnetilskud'.
Erklæring til brug ved ordinært og ekstra børnetilskud
Det ordinære børnetilskud er på 1.240 kr. i kvartalet per barn (2011). Det er den, der har forældremyndigheden, der skal være enlig forsørger. Er der fælles forældremyndighed, er det den, som barnet opholder sig mest hos, som skal være enlig forsørger. Hvis barnet opholder sig lige meget hos begge forældre, er det den, barnet er tilmeldt folkeregisteret hos.
Hvis du modtager ordinært børnetilskud, kan du derudover få et ekstra børnetilskud, hvis du som enlig forsørger har forældremyndigheden og har barnet boende hos dig. Det ekstra børnetilskud er på 1.263 kr. i kvartalet (2011) - uanset antallet af børn.
Særligt børnetilskud ydes bl.a. til børn, som af forskellige grunde er afskåret fra at modtage bidrag til forsørgelse fra den ene af forældrene. Det kan fx være, når faderskabet til barnet ikke har kunnet fastslås, eller når kun en af forældrene lever.
Det særlige børnetilskud er på 3.168 kr. per kvartal plus et tillæg på 411 kr. per kvartal (2011).
Hvis ingen af forældrene lever, ydes to gange særligt børnetilskud, det vil sige i alt 6.336 kr. per kvartal plus et tillæg på 822 kr. per kvartal (2011).
Retten til særligt børnetilskud bortfalder ikke, selv om en forælder, der er eneforsørger til barnet, gifter sig med en anden. Dog bortfalder det særlige børnetilskud, hvis den nye ægtefælle adopterer barnet.
Der er ikke ret til særligt børnetilskud for børn af enlige adoptanter eller børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning af enlige kvinder.
Hvis I er forældre under uddannelse, kan I få et børnetilskud på op til 1.627 kr. i kvartalet (2011) per barn. I kan højst få ét tilskud per forælder. I kan få to tilskud, hvis I begge er under uddannelse, og I har to børn.
Tilskuddets størrelse er afhængig af jeres indkomst. Det bliver nedsat med 10 pct. af den del af jeres årsindkomst, der overstiger 130.300 kr. for enlige og 195.400 kr. for par (2011).
Tilskuddet bortfalder ved en indkomst på 195.380 kr. for enlige. Det bortfalder ved en indkomst på 260.480 kr. for par, der har ret til ét tilskud, og ved en indkomst på 325.560 kr. for par, der har ret til to tilskud (2011). Beløb på under 25 kr. for et kvartal udbetales ikke.
Tilskuddet kan søges af uddannelsessøgende, der deltager i en uddannelse, der berettiger til SU eller til optagelse i en arbejdsløshedskasse.
Du har ikke ret til tilskuddet, hvis:
- du er enlig forsørger og modtager tillægsstipendium.
- du og din samlever modtager tillægsstipendium med et barn. Har I to børn, kan I få tilskud til et barn.
- du eller din samlever er berettigede til SU og tillægsstipendium, men har fravalgt det på grund af for høj indtægt.
- du eller din samlever modtager slutlån og tillægsstipendium.
Statens Uddannelsesstøtte om ekstra økonomisk støtte til forældre (nyt vindue)
Ved en flerbørnsfødsel, fx tvillinge- eller trillingefødsel, kan du få et børnetilskud på 2.044 kr. i kvartalet (2011) per barn ud over det første barn. Dvs. at tilskuddet gives til det 2. og evt. 3. barn osv. Du kan få tilskuddet, indtil børnene fylder syv år.
Det er et krav, at alle børn bor sammen.
Du kan også få flerbørnstilskud til adopterede tvillinger eller trillinger.
Forældre, der adopterer et udenlandsk barn gennem en af de godkendte adoptionsorganisationer, kan få et såkaldt adoptionstilskud. Det er et engangsbeløb på 47.092 kr. (2011).
Kommunen udbetaler tilskuddet, når statsforvaltningen kan attestere, at barnet er ankommet her til landet. På borger.dk kan du læse mere om adoption og søge adoptionstilskud.
Adoption
Ansøg om adoptionstilskud
I kan få ordinært børnetilskud, hvis I er forældre og begge modtager folkepension, eller førtidspension efter reglerne fra før 1. januar 2003.
I kan få særligt børnetilskud, hvis I er forældre og en af jer eller I begge modtager folkepension, eller førtidspension efter reglerne fra før 1. januar 2003. Det særlige tilskud nedsættes dog, hvis I vedvarende har indtægter over en vis størrelse.
Du kan klage til Det Sociale Nævn, hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse om børnetilskud. Klagen sendes til kommunen.