"Mine børn skal ikke deltage i et socialpædagogisk projekt"

den bemærkning fik jeg i ansigtet i går da jeg talte med en X om mine tanker omkring min søn og hans gode ven, som ikke er så tæt en ven mere grundet denne drengs problemer som kommer hjemmefra. Denne dreng har vanskeligheder som kommer til udtryk i forhold til hans adfærd og min søn kan ikke aflæse dette, kan ikek forstå hvorfor. Jeg ved godt hvorfor og det er ikke en særlig rar viden.

X, ville ikke lade børnene lege før der var styr på det der skulle være og med det argument at velfungerende børn ikke kan aflæse disse børn og så selv bliver utrygge...de velfungerende børn skal ikke være hjælpere i forhold til sådan et barn.

Jeg blev lidt stødt fordi jeg jo godt kan lide den der rummelige inklusions tankegang men når jeg tænker over det han sagde kan jeg jo godt se at det måske kan skade mere end gavne min søn og det er vel ham jeg skal tænke på eller?

Hvad tænker I...? og hvad gør I  i forhold til børn hvor der er problemer hjemme-...?

den bemærkning fik jeg i ansigtet i går da jeg talte med en nær ven om mine tanker omkring min søn og hans gode ven, som ikke er så tæt en ven mere. Denne dreng har vanskeligheder som kommer til udtryk i forhold til hans adfærd og min søn kan ikke aflæse dette, kan ikek forstå hvorfor. Jeg ved godt hvorfor og det er ikke en særlig rar viden.

Men min ven, ville ikke lade børnene lege før der var styr på det der skulle være og med det argument at velfungerende børn ikke kan aflæse disse børn og så selv bliver utrygge...de skal ikkle være hjælpere i forhold til sådan et barn.

Jeg blev lidt stødt fordi jeg jo godt kan lide den der rummelige inklusions tankegang men når jeg tænker over det han sagde kan jeg jo godt se at det måske kan skade mere end gavne min søn og det er vel ham jeg skal tænke på eller?

Hvad tænker I...? og hvad gør I  i forhold til børn hvor der er problemer hjemme-...?

Jeg forstå simpelthen ikke havd du skriver, kan godt være lidt tungnem indmellem, men det miderste stykke fatter jeg simpelthen ikke.
De er kammerater ikke bedste venner, og drengen har probs derhjemme, fadern vil ikke lade dem lege sammen fordi????????

Albertesmor skriver:

Jeg forstå simpelthen ikke havd du skriver, kan godt være lidt tungnem indmellem, men det miderste stykke fatter jeg simpelthen ikke.
De er kammerater ikke bedste venner, og drengen har probs derhjemme, fadern vil ikke lade dem lege sammen fordi????????

Nu har jeg rettet lidt i det så ikke den ene og anden ven figurerer og så frygter jeg da lidt om censor på onsdag fatter det jeg skrev i opgave...typsik mig, jeg har en mærkelig hjerne...

Nu har jeg rettet lidt i det så ikke den ene og anden ven figurerer og så frygter jeg da lidt om censor på onsdag fatter det jeg skrev i opgave...typsik mig, jeg har en mærkelig hjerne...

Tak fordi du skar det ud i pap jeg troede at det var dregens far der havde sagt det.
 

Jeg er ligesom dig og vil gerne at mine børn kan rumme dem der er anderledes på den ene eller den anden måde, jeg er også den der opmuntrer ham til at tage kontakt til og lege med de mindre populære børn i klassen, jeg føler at min søn er nødt til at være forbilled for de andre, da han er en meget efterspurgt dreng i blandt både andre børn, men også blandt andre forældre, han er en god dreng der altid behandler andre godt er høflig og hjælpsom og fungere socialt samt fagligt godt i skolen, kort sagt er han en af de populære drenge og det mener jeg han skal udnytte.

Samt at vi som forældre viser ham at der er ikke er nogen der er bedre end andre, men der er nogen der lever anderledes end os, men som er søde og rare.
Omvendt har han haft lidt beskyttertrang overfor en dreng i skolen som går 2 klasser under ham, han er 1 år yngre end min dreng den dreng blev mobbet og drillet hvor min søn følte det som hans opgave at mandsopdække ham i både skole og frit, da jeg fandt ud af det tog vi en snak med ham og gjorde det klart for ham at det ikke er hans opgave.

Albertesmor skriver:

Tak fordi du skar det ud i pap jeg troede at det avr dregens far der havde sagt det.
Jeg er ligesom dig og vil gerne at mine børn kan rumme dem der er anderledes på den ene eller den anden måde, jeg er også den der opmuntre ham til at tage kontakt til og lege med de mindre poplære børn i klassen, jeg føler at min søn er nødt til at være forbilled for de andre, da han er en meget efterspurgt dreng i blandt både andre børn, men også blandt andre forældre, han er en god dreng der altid behandler andre godt er høflig og hjælpsom og fungere socialt godt og fagligt i skolen, kort sagt er han en af de populære drenge og det mener jeg han skal udnytte.
Samt at vi som forældre viser ham at der er ikke er nogen der er bedre end andre, men der er nogen der lever anderledes end os, men som er søde og rare.
Omvendt har han haft lidt beskyttertrang overfor en dreng i skolen som går 2 klasser under ham, han er 1 år yngre end min dreng den dreng blev mobbet og drilelt hvor min søn følte det som hans opgave at mandsopdække ham i både skole og frit, da jeg fandt ud af det tog vi en snak med ham og gjorde det klart for ham at det ikke er hans opgave.

Og sådan tænker jeg tildels også...men jeg kan også godt se at mine børn ikek skal tage og føle ansvar hele tiden og altid for alle andre...at han ikke skal sige ja til at lege med børn fordi det er synd for barnet hvis han siger nej...sådan har jeg været og det har taget mange mange år at lære at mærke hvad jeg selv gerne vil og ikke mindst at melde det ud...så jeg tænker egentlig også at børn skal sige til og fra og vælge til og fra uden øje for hvad det enkelte barn har af problematikker men udelukkende fordi det er rart eller ikke rart at lege...ogd et er vel egentlig også det mest inkluderende...at mans es for den man er og elskes for det og ikke af mangel eller ynk eller medlidenhed, giver det mening?

Det handler ikke så meget om opdragelse eller værdier, mit første indlæg, men mere om at man vel ikke skal være noget for nogen bare fordi det er synd...at børn vel ikke skal påtages en hjælperrolle...giver det mening?

Eva. skriver:

Og sådan tænker jeg tildels også...men jeg kan også godt se at mine børn ikek skal tage og føle ansvar hele tiden og altid for alle andre...at han ikke skal sige ja til at lege med børn fordi det er synd for barnet hvis han siger nej...sådan har jeg været og det har taget mange mange år at lære at mærke hvad jeg selv gerne vil og ikke mindst at melde det ud...så jeg tænker egentlig også at børn skal sige til og fra og vælge til og fra uden øje for hvad det enkelte barn har af problematikker men udelukkende fordi det er rart eller ikke rart at lege...ogd et er vel egentlig også det mest inkluderende...at mans es for den man er og elskes for det og ikke af mangel eller ynk eller medlidenhed, giver det mening?

Det handler ikke så meget om opdragelse eller værdier, mit første indlæg, men mere om at man vel ikke skal være noget for nogen bare fordi det er synd...at børn vel ikke skal påtages en hjælperrolle...giver det mening?

Ja men sådan er det også her, min søn bestemmer helt selv, men jeg har oplevet børn der ikke ville lege med den eller den fordi barnet så anderledes ud, gik i specialklasse, eller noget helt 3, hvor jeg så har spugt om de nogensinde har leget sammen, ofte har svaret været nej og jeg har så forklaret at det er man måske nødt til at prøve så for at finde ud om personen er som de tror men niks ingen tvang her, min søn vælger helt selv hvem han vil lege med men synes det er rart at vi trods alt har rpæget ham i den retning, at han leger med alle uden forbehold

Albertesmor skriver:

Ja men sådan er det også her, min søn bestemmer helt selv, men jeg har oplevet børn der ikke ville lege med den eller den fordi barnet så anderledes ud, gik i specialklasse, eller noget helt 3, hvor jeg så har spugt om de nogensinde har leget sammen, ofte har svaret været nej og jeg har så forklaret at det er man måske nødt til at prøve så for at finde ud om personen er som de tror men niks ingen tvang her, min søn vælger helt selv hvem han vil lege med men synes det er rart at vi trods alt har rpæget ham i den retning, at han leger med alle uden forbehold

Mine leger heldigvis ikke med alle....ikke sådan at jeg ser han fravælger dem som umiddelbart syner som de udsatte, men fordi jeg synes det er godt tegn at han vælger dem som han kan mærke han har noget til fælles med..giver det mening? Han er ikke uvenner med nogen, men som de andre er der bare en håndfuld som er dem han vil og de andre siger ham ikke noget....og det synes jeg da er positivt, er det ikke sådan alle mennesker har det...

 

Mine leger heldigvis ikke med alle....ikke sådan at jeg ser han fravælger dem som umiddelbart syner som de udsatte, men fordi jeg synes det er godt tegn at han vælger dem som han kan mærke han har noget til fælles med..giver det mening? Han er ikke uvenner med nogen, men som de andre er der bare en håndfuld som er dem han vil og de andre siger ham ikke noget....og det synes jeg da er positivt, er det ikke sådan alle mennesker har det...

Hvis min søn leger med S 3 gange på en uge så leger han måske med M 2 gange, ugen efter er det anderledes, og andre uger igen leger han med nogle helt andre han er forksellige steder i sit liv og nogle dage er det det M kan give ham rent personligt han vil den dag og så er det ham der leges med, en anden dag er det S der har det i hans personlighed han har brug for den dag og så er det ham der leges med
selvom jeg kan lide at være i selskab med tante Oda, er det jo ikke nødvendigvis hendes selskab jeg søger hver gang, så  er det veninde Ms selskab jeg søger den dag jeg har brug for den slags kontakt, jeg synes da netop det er supersundt og fint at han allerede har fundet ud af i en alder af snart 10 hvem han ønsker at tilbringe sin tid med hvornår, hvilke personer der kan give ham det han står og har brug for i den aktuelle situation.
Er det forståeligt

Omvendt er der jo så også nogen han ALDRIG leger med og aldrig har leget med, da deres kemi bare ikke matcher hinanden

Hvis min søn leger med S 3 gange på en uge så leger han måske med M 2 gange, ugen efter er det anderledes, og andre uger igen leger han med nogle helt andre han er forksellige steder i sit liv og nogle dage er det det M kan give ham rent personligt han vil den dag og så er det ham der leges med, en anden dag er det S der har det i hans personlighed han har brug for den dag og så er det ham der leges med
selvom jeg kan lide at være i selskab med tante Oda, er det jo ikek nødvendigvis hendes selskab jeg søger hver gang, aå det veninde Ms selskab jeg søger den dag jeg har brug for den slags kontakt, jeg synes da netop det er supersundt og fint at han allerede har fundet ud af i en alder af snart 10 hvem man ønsker at tilbringe sin tid med hvornår, hhvilke personer der kan give ham det han står og har brug for i den aktuelle situation.
Er det forståeligt

Ok, jeg synes nu jeg fornemmer de fleste børn har bedste venner som de dyrker..Men jeg har så også meget let ved at relatere til mine ungers måde, fordi jeg selv er sådan. jeg gider simpelthen ikke sidde og small talke med en eller anden bekendt eller par en hel aften...jeg keder mig til døde og er SÅ træt bagefter. Jeg har en håndfuld venner og veninder som er nære og som jeg kunne rejse jorden rundt med, som er interessante mennesker og dem gider jeg bruge tid på...men pseudo venskaber, det orker jeg bare ikke...kan jeg ikke.

Men der ved jeg godt jeg langt fra er som de fleste kvinder der nyder veninde aftener med alle mulige teamer, spandevis af kaffe og snak om børn og bæ.. Og tit tænker jeg det da bare lyder så hyggeligt, så prøver jeg og så går der lige et par år før jeg glemmer hvor intetsigende det er...nok derfor jeg elsker den her form for kommunikation..der kan jeg vælge hvad jeg gider tale om og læse med på...og sortere skidtet fra..

Og bla bla bla...bare for at sige, at vores unger er forskellige..

Ok, jeg synes nu jeg fornemmer de fleste børn har bedste venner som de dyrker..Men jeg har så også meget let ved at relatere til mine ungers måde, fordi jeg selv er sådan. jeg gider simpelthen ikke sidde og small talke med en eller anden bekendt eller par en hel aften...jeg keder mig til døde og er SÅ træt bagefter. Jeg har en håndfuld venner og veninder som er nære og som jeg kunne rejse jorden rundt med, som er interessante mennesker og dem gider jeg bruge tid på...men pseudo relationer, det orker jeg bare ikke...kan jeg ikke.

Men der ved jeg godt jeg langt fra er som de fleste kvinder der nyder veninde aftener med alle mulige teamer, spandevis af kaffe og snak om børn og bæ.. Og tit tænker jeg det da bare lyder så hyggeligt, så prøver jeg og så går der lige et par år før jeg glemmer hvor intetsigende det er...nok derfor jeg elsker den her form for kommunikation..der kan jeg vælge hvad jeg gider tale om og læse med på...og sortere skidtet fra..

Og bla bla bla...bare for at sige, at vores unger er forskellige..

der skød du så forkert søde Eva jeg har også kun en håndfuld rigtige veninder som jeg gider bruge mit krudt på, falske overfladiske "veninder" kan jeg ikke bruge til en skid, har ofte undret mig over at nogle mennesker har 27 bedste veninder, det mener jeg ikke man kan have så kan det ikek være ret dybt i hvertfald men jeg tror min søn nu er ved så småt at finde ud af hvem han gider bruge tid på og hvem han ikke gider bruge tid på i sit liv.
Vi har legegrupper i vores klasse hvor man skal have en gruppe børn på ca 5 styks med hjem, de skal så lege i nogle timer og enkelte steder spiser de også, så bliver de hentet igen på et eller andet aftalt tidspunkt, da de var mindre var det fantastisk at få dem spredt fra netop bedstevennen som var den eneste eksisterende i sønnens hoved, men nu kan da klart mærke at de selv vil bestemme hvem de vil være sammen med og hvem de bestemt ikke gider være sammen med, min søn har helt valgt pigernes selskab fra da han ikke gider deres dominerende adfærd.
I de mindre klasser var jeg ret bekymret for da legede min søn med 1 dreng og han var helt lost når han så var syg, det er altså helelr ikke ret godt.

Iøvrigt så befinder jeg mig bedst i mandeverdnen, hvor man kalder en spade for en spade