Jer der har tabt jer...10-15 kilo og mere...

Har det været svært, synes I ?

Jeg kan se en anden tråd hvor der er en der har tabt sig og ikke mener det er/ var svært...

Jeg synes heller ikke det på nogen måde har været svært at tabe mig, så den del af det kan jeg sagtens følge...men jeg synes nu det er skønt at få ros og anerkendelse både for tabet og for det at holde det..

Men er det sådan lidt tabubelagt at synes det fordi der er så mange der kæmper med vægten?

Jeg tænker at den største kamp er den der skal kæmpes op til vægttabet, det mentale, motivationen...men selve det at tabe sig efterfølgende, er ikke det svære...

Hvad er jeres oplevelse...?

Og jeg håber ikke mit indlæg tages personligt, det her er bare mine tanker og mine oplevelser...Vi er jo alle forskellige...

Jeg ved det ikke, jeg har ikke forsøgt endnu.

MEN jeg synes det er svært at finde motivationen. Jeg er vanvittig glad for søde sager (især cola) og det er simpelthen så svært for mig at slippe det.

Jeg ser mig selv i spejlet hver dag og væmmes ved og hader det jeg ser, men alligevel kan jeg ikke opgive min usunde livstil. Der skal snart ske noget men jeg vil ikke gøre det bare for at gøre det. Motivationen og lysten skal være der.

Jeg har jo tabt rigtigt meget som du ved og synes ikke det har været svært at tabe det som sådan, jeg har nydt de anderkendende ord undervejs og har trodset janteloven ganske eftertrykkeligt, ved at udbasunere min mission og mine mål samt mine resultater, også med billeder der er da nogen der har bakket ud og dem om det, hvis ikke de kan glædes med mig er de ikke det værd.
Jeg mangler stadig noget og har fået min mentale del med for lang tid siden, jeg frygter også den dag jeg er helt færdig at jeg så skal administrer det at holde det, det tror og mener jeg er 10 gange sværer, både da vores krops anatomi og opbygning af den først er klar til vedligehold efter 1 år, men også rent mentalt.
Se mine ord over min ticker

Sommerbird skriver:

Jeg ved det ikke, jeg har ikke forsøgt endnu.

 

MEN jeg synes det er svært at finde motivationen. Jeg er vanvittig glad for søde sager (især cola) og det er simpelthen så svært for mig at slippe det.

Jeg ser mig selv i spejlet hver dag og væmmes ved og hader det jeg ser, men alligevel kan jeg ikke opgive min usunde livstil. Der skal snart ske noget men jeg vil ikke gøre det bare for at gøre det. Motivationen og lysten skal være der.

Og ja, den del er svær...at finde ud af hvad der sker i en, hvorfor man overspiser osv...men det er jo der du skal tage fat....finde ud af hvad du kan ændre oppe i knolden og så komme den sukkerafhængighed kvit...men når du har gjort det og er i gang, så tror jeg du vil opdage at det er ret let, faktisk.

Eva. skriver:

Har det været svært, synes I ?

Jeg kan se en anden tråd hvor der er en der har tabt sig og ikke mener det er/ var svært...

Jeg synes heller ikke det på nogen måde har været svært at tabe mig, så den del af det kan jeg sagtens følge...men jeg synes nu det er skønt at få ros og anerkendelse både for tabet og for det at holde det..

Men er det sådan lidt tabubelagt at synes det fordi der er så mange der kæmper med vægten?

Jeg tænker at den største kamp er den der skal kæmpes op til vægttabet, det mentale, motivationen...men selve det at tabe sig efterfølgende, er ikke det svære...

Hvad er jeres oplevelse...?

Og jeg håber ikke mit indlæg tages personligt, det her er bare mine tanker og mine oplevelser...Vi er jo alle forskellige...

 

Jeg har tabt 23 kg på forholdsvis kort tid..

Jeg synes ikke det var svært, da jeg først var kommet igang. Motivationen kom først, da jeg endeligt besluttede og blive selvvalgt enlig mor! Derefter var det nemt og gik slag i slag..

Det der har været svært under vægttabet, er det psykiske.. Psyken har ikke kunne følge med og jeg ser mig stadig som den rigtig store pige jeg var.. Jeg er stadig stor, men ikke så stor som jeg har været..

Jeg er også glad for andre synes det er flot det jeg har opnået, for det er med til og holde motivationen oppe..

Eva. skriver:

Og ja, den del er svær...at finde ud af hvad der sker i en, hvorfor man overspiser osv...men det er jo der du skal tage fat....finde ud af hvad du kan ændre oppe i knolden og så komme den sukkerafhængighed kvit...men når du har gjort det og er i gang, så tror jeg du vil opdage at det er ret let, faktisk.

....Og det vil jeg i den grad glæde mig til 

Har netop meldt mig til på madlog, NU skal det sgu være 

Jeg synes bestemt det var svært... altså naturligvis var det lettere da jeg først kom i gang og så vægten gå nedad; så blev motivationen jo også større for at fortsætte - og for at kæmpe for at holde den i længden.

Men jeg synes det var meget svært da jeg for det første var ung (18-19 år) og for det andet var ret alene om det. Godt nok gik min mor på "kur" (kostomlægning) sammen med mig, men ellers var der ingen i min omgangskreds der skulle tabe sig - mine veninder var slanke og kunne sagtens spise pizza og chips uden at det gjorde noget - så det krævede ekstra styrke når vi var sammen.

Derudover var det før der poppede fitnesscentre op over alt, og da jeg boede på landet i det vestlige Vestjylland, så var mulighederne for motion bare ikke nær så gode som de er i dag (løb var ikke en mulighed for mig).

Det sværeste var vel det psykiske - hvis selvtilliden fra start er i bund, gør det bestemt ikke tingene lettere. Det krævede megen styrke - og jeg tror ofte det er dér forskellen ligger når der tales om hvorvidt det er let eller svært at tabe sig; éns psykiske tilstand. Dertil kommer støtte, omgangskreds, alder, muligheder for sund mad og motion, stofskifte og meget mere. Vi er jo så forskellige...

Tutter skriver:

Jeg har tabt 23 kg på forholdsvis kort tid..

Jeg synes ikke det var svært, da jeg først var kommet igang. Motivationen kom først, da jeg endeligt besluttede og blive selvvalgt enlig mor! Derefter var det nemt og gik slag i slag..

Det der har været svært under vægttabet, er det psykiske.. Psyken har ikke kunne følge med og jeg ser mig stadig som den rigtig store pige jeg var.. Jeg er stadig stor, men ikke så stor som jeg har været..

Jeg er også glad for andre synes det er flot det jeg har opnået, for det er med til og holde motivationen oppe..

Det er pudsigt du skriver det  Jeg har det omvendt. Jeg ser mig stadig som den slanke pige jeg var før jeg fik børn. Måske handler det i bund og grund om personlighed?

Jeg får i hvert fald ofte en chock når jeg så ser billeder af mig selv, disse billeder vidner nemlig om at jeg på ingen måde har den figur jeg havde engang 

Har smidt 30 kg og synes egentlig ikke det var svært... dog har jeg et sukker problem(afhægighed), som jeg synes er svært at komme af med...

Nu kæmper jeg nemlig med de sidste 11 kilo (5 af dem er graviditet), som jeg gerne vil af med, men kroppen og sindet er ikke af samme mening.. synes det er svært, da jeg har pco og jeg bare ikke føler mig mæt... de gange, jeg føler mig mæt, så har jeg taget et kilo på dagen efter... Hmm..

Håber en dag, at blive tyndere, og mæt... 

Synes nu ikke det er et tabu, da vi er forskellige af sind og på den måde, kan nogen synes det er nemt, mens andre kæmper deres llivs kamp....