Mine tanker er over det hele og når jeg nu skal prøve at skrive til dig, synes jeg det er svært at sætte ord på dem.
Jeg er utrolig følsom denne gang, kan ikke rigtig forklar hvorfor. Tænker meget over at jeg ikke gider at alle ved at vi er i gang denne gang, orker ikke at skulle fortælle alle at det evt heller ikke lykkes denne gang, men på samme tid tager det også kræfter, da de jo kun vil det bedste for os og kn så nemmere forstå hvorfor mit humør måske ikke er som det plejer.
Tænker meget på at hvis det ikke lykkes for os denne gang, så frygter jeg at vi ikke har råd til endnu et forsøg. 
Andre dage er jeg helt ovenpå og er sikker på at i 2012 står vi med den skønneste lille bebs.
Tænker også på hvad det er vi har "gjort" for at vi skal igennem det her og usættes for den her smerte. Det er pisse hårdt at blive moster og at ens første tanke ikke er glæde, men misundelse. Pisse hårdt at ens mormor siger til en at vi har travlt, for hun også gerne vil opleve vores lykke at få et barn (hun mener det jo kun godt, men det ligge da et xtra pres) Pisse hårdt at ens veninde forventer at vi fortæller hende hvor langt vi er i behandlingen når hun ikke ville dele deres behandling helt med os.
Vi har været på kur for at tabe mig og dermed forhåbenlig øge vores chancer for at æggen vil blive i maven denne gang, prøver akupuktur i forbindelse med behandlingen ( det skader vel ikke)
Jeg tør næsten ikke tænke på hvad der skal ske hvis det ikke lykkes denne gang, det kommer også meget an på om der skulle være æg i fryseren, men kan slet ikke se lige nu at vi har plads i økonomien til en omgang hormoner. Tænker at vi måske bare aldrig skal have børn, men den tanke er heller ikke til at holde ud.
Projekt baby er hele tiden i hovedet, på enten den gode eller dårlige måde.
Anmeld
