Frygt for fødslen

Jeg har i et stykke tid gået rundt med nogle tanker, som jeg ikke har turdet komme ud med til folk. Jeg er nemlig blevet så bange for fødslen, at jeg er begyndt at ligge og spekulere på det om natten. Det jeg er bange for er egentlig ikke min egen smerte, det skal jeg nok komme over. Det er mere frygten for at noget går galt, at jeg fx ikke har kræfter nok, at baby mangler ilt under fødslen osv.. Nu er det kommet så vidt, at jeg i hemmelighed er begyndt at håbe, at baby ligger med benene nedad, så jeg kan få et kejsersnit. Er der andre, der har eller har haft det på samme måde?  

Dia skriver:

Jeg har i et stykke tid gået rundt med nogle tanker, som jeg ikke har turdet komme ud med til folk. Jeg er nemlig blevet så bange for fødslen, at jeg er begyndt at ligge og spekulere på det om natten. Det jeg er bange for er egentlig ikke min egen smerte, det skal jeg nok komme over. Det er mere frygten for at noget går galt, at jeg fx ikke har kræfter nok, at baby mangler ilt under fødslen osv.. Nu er det kommet så vidt, at jeg i hemmelighed er begyndt at håbe, at baby ligger med benene nedad, så jeg kan få et kejsersnit. Er der andre, der har eller har haft det på samme måde?  

Nej det har jeg ikke, men synes sørme du skal få en snak med din JDM, og det hurtigst muligt! Jeg er helt sikker på det slet ikke er unormalt, men til gengæld også ret sikker på, at det kan gøre fødslen til en rigtig skidt oplevelse for dig, hvis du ikke får talt om det!!

Jeg havde det præcis som dig . - og jeg ønskede for alt i verdnen ikk at føde mit barn selv , for tænk nu hvis det ikk kom ud levende fordi jeg ikk magtede det . 

og jeg var redsesslagende for alt det uvisse som ventede mig . - jeg havde det simpelthen af helvede til fra uge 28 til uge 32 - da jeg kom til egen læge der valgte jeg at fortælle hende om situationen og hun hjalp mig faktisk igennem og var til en ekstra samtale med hende inden fødslen , og det beroligede mg så meget at jeg klaret fødslen fuldstændig uden nogen smertelindring eller skræk . 

Og idag 3 måneder efter fødslen er jeg LYKKELIG for jeg aldrig valgte det ks . 

Dia skriver:

Jeg har i et stykke tid gået rundt med nogle tanker, som jeg ikke har turdet komme ud med til folk. Jeg er nemlig blevet så bange for fødslen, at jeg er begyndt at ligge og spekulere på det om natten. Det jeg er bange for er egentlig ikke min egen smerte, det skal jeg nok komme over. Det er mere frygten for at noget går galt, at jeg fx ikke har kræfter nok, at baby mangler ilt under fødslen osv.. Nu er det kommet så vidt, at jeg i hemmelighed er begyndt at håbe, at baby ligger med benene nedad, så jeg kan få et kejsersnit. Er der andre, der har eller har haft det på samme måde?  

Min dreng lå med hovedet op og numsen nedad, og jeg fødte alligevel naturligt. Jeg var også en anelse bange, men der er jo folk til stede ved en fødsel, som har prøvet det MANGE gange før. Tror ikke mange ligefrem håber på kejsersnit... det synes jeg er ærgeligt i hvert fald, hvis det er tilfældet! Det er klart sundest for både baby og dig at føde naturligt