Hej piger.
Hvis i har tænkt jer at læse det her indlæg, så grib en kop kaffe og sæt jer godt til rette, for det bliver nok rimeligt langt og evt. også rimeligt kedeligt.
Jeg har en laaaaaang forhistorie, på trods af at jeg ikke er særligt gammel. - Min mor boede sammen med en voldelig mand, fra jeg var 2 år gammel og indtil jeg var teenager. Jeg anser ham som min far, men han er ikke min biologiske far. Vi har været på krisecenter 3-4 gange, fordi han er gået amok og er adskillige gange flygtet ud til venner, familie og bekendte. Jeg har set ham slå min mor mange gange og den stemning han kunne lave, kan slet ikke beskrives.
Jeg har derudover en biologisk far, som giver mig hånden når vi ses. Det samme gør hans kone. Hans kone har aldrig kunnet fordrage mig da jeg var lille og var derfor modbydelig overfor mig. Hun sagde dårlige ting om min mor og hun kritiserede mig altid. - Min far lod hende gøre det ! Var jeg syg, eller faktisk bare i det hele taget, blev jeg sendt ned til min farmor og farfar. Jeg har altid haft et meget nært forhold til min farmor og farfar. Min farmor døde for nogle år siden af kræft.
Jeg skrev på et tidspunkt et brev til min far, hvori jeg fortalte ham hvor svigtet jeg følte mig og at jeg ville bryde kontakten med ham. Jeg fik svar på min 18-års fødselsdag, hvori han skrev i en meget nedladende tone og indikerede at jeg var direkte uforskammet at skrive et sådan brev til ham (det lå imellem linjerne). Vi lånte nogle gange min farmor og farfars sommerhus inden min farmor døde og der snakkede jeg jo af gode grunde ikke med min far. Det vidste min farmor godt, men min farfar gjorde åbenbart ikke. Det resulterede i, at min farmor på en eller anden måde fk afsløret det for min farfar imens min kæreste og jeg var i deres sommerhus. Vi var næsten lige stået op og havde fået tøj på, da mn farfar pludselig står dernede - min kæreste var heldigvis udenfor. Min farfar fortæller mig at hvis jeg ikke har nogen far (pga. jeg ikke snakkede med ham), havde jeg heller ikke nogen farfar. Han slog altså hånden af mig. Jeg græd og græd og græd og kunne slet ikke forstå at han kunne finde på det. Min farfar ringer min kæreste op da vi har forladt sommerhuset og siger at han har glemt sin skjorte. Jeg nægter at tage med derud og hente den og min kæreste kører mig ud til min mormor og tager derefter selv ud efter den. Han gav dem svar på tiltale ! Jeg har aldrig glemt min kæreste for at han gjorde noget så fantastisk, som at fortælle dem hvad han mente om det han havde gjort, selvom vi kun havde været sammen i kort tid dengang. Det er simpelthen det mest fantastiske han kunne have gjort 
Min farmor var sur på min farfar over det og sagde at vi selvf. altid var velkomne - min farfar stod og græd inde i stuen. Jeg har altid været farfars pige ! Vi snakker heldigvis sammen den dag i dag og han sagde til mig sidste gang at han elskede mig, for første gang nogensinde - det var så stort !
Jeg gik ud af gymnasiet i 2009 og var derefter sygemeldt i ca. 8 mdrs tid. Jeg gik i terapi, fordi jeg ikke kunne få min hverdag til at hænge sammen. Jeg kunne knapt nok tage mig sammen til at gå i bad! Jeg nåede lige at åbne op og føle mig ovenpå og så stoppede jeg i terapien. Jeg er så skuffet over at de ikke var professionelle nok til at se at det bare var fordi jeg var kommet af med noget af alt det der tyngede mig. Jeg er meget plaget af angst og har svært ved mange ting, men jeg kæmper !
I november måned klappede min kærestes lunge pludselig sammen og jeg var sikker på at han døde fra mig ! Efter det, har jeg været plaget af en konstant angst for at jeg skal opleve det samme, eller at jeg bliver alvorligt syg. Jeg har nu erkendt at jeg er nødt til og tilbage i behandling, inden jeg skyder mit eget liv i sænk ! Men puuha, hvor jeg synes det er hårdt at erkende IGEN ! Det føles virkelig som et kæmpe nederlag, men jeg er jo aldrig glad, lykkelig, vred, eller oplever andre stærke følelser. Jeg er her bare - lidt ligesom en zombie, der ikke mærker noget som helst !
Jeg skal til lægen i morgen og jeg håber inderligt at jeg kan komme ud af det denne her gang og få et normalt liv igen ! Jeg kan slet ikke kende mig selv mere ! 
Jeg aner ikke hvad jeg ville med dette indlæg, udover at ville ud med det. Jeg havde brug for at få det skrevet ned og ud af mine tanker !
Jeg ved godt jeg klynker og er virkelig ynkelig, men jeg havde bare brug for at komme af med det. Det har faktisk krævet meget mere end jeg havde troet at skrive det ned et sted hvor andre kan læse det.
Hvis nogle af jer er nået helt igennem denne kedelige, forvirrende og totalt ligegyldige "historie", så mange tak fordi i læste med 
