Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med dette indlæg, tror bare jeg har brug for noget luft, og vil ikke længere lade min søde og kærelige mand bære den der skal ligge øre til
Så derfor tror det er derfor skriver det her så jeg kan få luft 
INGEN KENDER DAGEN FØR SOLEN GÅR NED
Døden er intet
Døden er alt
Dø er det vi tænker
Det der ikke bli'r fortalt
Døden kan jeg ikke greje
Den overrasker mit tit
Den tog pludselig et liv
Døden tog dit
Selv om jeg ved den er der
Ved jeg ikke hvad den er
Pludselig trådte den frem
Og så var du væk
Døden er sorg
Døden er utilgiveligt
Døden er sin egen
Døden er ikke frivilligt
Død kan tage tid
Død med føre smerte
Døden er en uendelighed
Der findes i mit hjerte
I dag er det 10 måneder sinden jeg mistede min aller bedste kammerat Peter, han døde i en alder af 18 år, da nogen solgte ham rigtig dårlige stoffer (personen der solgte dem, viste de var dårlige
og to dage efter Peter døde af dem, solgte h*n dem osse til en anden af mine kammertaer som osse døde af det
)
Peter og jeg mødte på en meget underlig, men ikke lige så mindst alvorlig måde, ham var blevet overfaldet i byen, uden for det diskotek hvor jeg arbejde, hvor han fik sin hals såret op
Jeg kendte ham kun lidt gennem mit arbejde som bartender, jeg måtte tage med dig på hospitalet, stoppe hans blødning så godt som jeg kunne inden ambulancen kom
Jeg måtte ringe til hans forældre og fortælle jeg befandt mig på et hospital med deres søn på 17 år som ahvde fået halsen skåret op, men at at der var ikke sket pulsåren noget, men at jeg ville blive her og være hos ham ind til de kom
Noget af det mest vanskelige og svære jeg nogen sinde i mit liv har prøvet
Efter den episode var vi uadskillige, vi var som bror og søster og jeg holdte utrolig meget af dig, vi snakkede mindst i telefon sammen engang om dagen, du lovede mig du ville aldrig forlade mig, og nu sidder jeg her 10 måneder senere og Peter er her ikke
Jeg kan ikke beskrive med ord hvor meget jeg savner ham, jeg fortyder sådan natten til i dag for 10 måneder siden, Peter ringede til mig klokken lort, men jeg orkede ikke at atge min mobil, da jeg skulle være frisk til dagen efter og viste hvis jeg tog den, vilel vi snakke hele natten - hvorfor tog jeg dog ikke bare den forbanede mobil ??
Det kunne jo måske have redet hans liv

Jeg ved ikek hvordan jeg skal komme over Peter's død nogen sinde, jeg bryder tudene sammen hver den 25'ne i hver måned, fordi jeg savner ham sådan
Hvorfor kan jeg ikke abre få ham tilbage ??
R.I.P Peter min prins husk jeg altid vil elske dig
Jeg ved godt at folk der tager stoffer "selv er skyld i" hvad der sker dem, men det er ikke det jeg har brug for at få af vide
Jeg ved godt dette blev noget langt, og til jer der nåede så langt, tak fordi i orkede at læse mit "tude" indlæg
Hilsen Camillah som savner sin bror af en anden mor