Update på https://www.baby.dk/debat/95960pi1/ordet-er-frit/det-er-saa-svaert---.aspx
Efter en masse snakke med min søster, tårer og krammer og glæde. Beslutter hun sig for at beholde den graviditet hun er midt i, og siger selvfølgelig til hende at jeg støtter hende som hendes søster og at jeg vil være der lige meget hvad...
Kan mærke hun begynder at glæde sig og blive sådan rigtig glad over at hun venter sig.. Men pga hendes blødninger ved vi ikke rigtig hvor langt hun er henne og har afventet en scanning, også i forhold til hvis hun valgte en abort..
Denne scanning skulle hun til idag... Og hun spurgte MIG om ikke jeg ville med hende, så kunne kæresten altid komme med til NF og MD scanningen... Og selvfølgelig vil jeg da det..
Vi havde en rigtig hyggeligt formiddag hvor hun bl.a. fortalte mig at hvis det blev en pige skulle hun have mit navn til mellemnavn, og det blev jeg da glad for, og kan mærke min søster også er rigtig glad...
De var lidt forsinkede til scanningen så vi sidder og jokker lidt og til sidst kommer vi da også ind. Men hurtigt kunne jeg hører på personalet at der var noget der ikke var som det skulle og der blev tilkaldt en overlæge, så et eller andet sted vidste jeg godt hvad kl havde slået også i forhold til de voldsomme blødninger hun har haft på det sidste... Men først til aller aller sidst går det op for hende hvad det er lægen prøver at fortælle hende.. Nemlig at det ikke er en almindelig graviditet i livmoderen, men at der sidder en stor abnormitet på venstre æggeleder og at hun bløder i bughulen, så de er nød til at indlægge hende med det sammen...
Min søster bryder fuldstændigt sammen og jeg lytter efter hvad lægerne siger så jeg kan gengive det til hende når hun er lidt mere klar til det...
Jeg ringer til hendes kæreste og forklare situationen og han ville prøve at få fri fra skolen og så komme så hurtigt han kunne, syntes de skulle have lov at fordøje dette sammen. Og da han kommer trækker jeg mig også tilbage og kører hjem..
Har nu sms´et frem og tilbage med hende hele aftenen og føler virkelig bare at jeg allerhelst vil sidde ved hendes side hele tiden, men jeg har jo min egen lille familie at tænke på...
Set i baggrunden er det jo nok det bedste der umiddelbart skete, altså det at hun ikke allerede nu skal være mor, når nu vi alle tvivler sådan på at hun ville kunne magte opgaven og igen er det jo også rart at hun ikke SELV skulle tage den beslutning af ende det, men at Moder natur valgte det for hende...MEN MEN MEN hun ønskede virkelig det lille væsen og hvor gør det dog ondt at se sin søster lide på den måde... Heldigvis er hun jo Ung og har tiden med sig..
Jeg vil gøre mit til og alt hvad jeg kan for at hun kommer over dette med oprejst pande og mod på at komme videre. Det er vel det mindste jeg kan gøre for hende.
Nogen der har fået fjernet en graviditet uden for livmoderen ?? Hvordan har i det og hvordan kan jeg hjælpe mig søster til at komme bedst videre ????
Kærligst en bekymret Søster, der ikke skal være Moster alligevel.
