Hvor er grænsen?

Jeg er virkelig i vildrede... sagen er at kæresten og jeg nu har været sammen i lidt over et år, jeg blev gravid med ham ved et uheld efter få måneder, og vi har nu sammen en vidunderlig lille prinsesse, som vi hurtigt blev enige om at vi skulle have.

Men nu hvor hun er blevet født, skændes vi og er meget mere uenige end vi før har været... faktisk har vi aldrig heller ikke inder graviditeten været uenige på denne måde...  Vi skændes/ er uenige om hvordan hun skal skiftes... vi kan ikke bade hende uden at blive uvenner... vi glemmer vores hund hele tiden... og nu skændes vi også om natten så vi vækker lille pigen, hvilket jeg slet ikke kan holde ud...  Vi var så enige om under graviditeten hvordan det skulle køre, hvordan vi skulle hjælpe hinanden... men intet af det vi snakkede om er blevet sådan...  Jeg er konsant bange for at han skal blive gal eller sur eller misforstå mig som han også har en stor tildens til, hvilket jeg slet ikke kan forstå for jeg snakker til ham som jeg hele tiden har gjort, og før vi fik prinsessen var det ikke et problem.  

Han får det nogle gange til at virke som om det er mig der gør det hele forkert, og er skyld i vi bliver uvenner/uenige... men jeg synes jeg gør alt hvad der står i min magt for at ungå at vi bliver det...  Så hvad kan jeg gøre? Jeg hader at vi vækker prinsessen ved at han "råber" er vred i stemmen, og jeg tuder... kan slet ikke klare det...

Hvad kan jeg gøre for at det hele bliver bedre... er begyndt at overveje at gå fra ham... men den tanke kan jeg slet ikke holde ud... hvis jeg gik fra ham, var det kun for at ungå lillepigen skal vokse op med forældre der konsant er efter hinanden, og skændes over hovedet på hende...

Nu er hun dog kun nogle få uger gammel... men uanset hvad kan jeg mærke det på hende, hun vil ikke drikke/amme når jeg er ked... eller han er vred...

Nogle der kan hælpe med nogle råd?  Eller har et forslag til hvordan det kan blive bedre...? jeg er ked af det hele tiden for tiden...

Anonym skriver:

Jeg er virkelig i vildrede... sagen er at kæresten og jeg nu har været sammen i lidt over et år, jeg blev gravid med ham ved et uheld efter få måneder, og vi har nu sammen en vidunderlig lille prinsesse, som vi hurtigt blev enige om at vi skulle have.

Men nu hvor hun er blevet født, skændes vi og er meget mere uenige end vi før har været... faktisk har vi aldrig heller ikke inder graviditeten været uenige på denne måde...  Vi skændes/ er uenige om hvordan hun skal skiftes... vi kan ikke bade hende uden at blive uvenner... vi glemmer vores hund hele tiden... og nu skændes vi også om natten så vi vækker lille pigen, hvilket jeg slet ikke kan holde ud...  Vi var så enige om under graviditeten hvordan det skulle køre, hvordan vi skulle hjælpe hinanden... men intet af det vi snakkede om er blevet sådan...  Jeg er konsant bange for at han skal blive gal eller sur eller misforstå mig som han også har en stor tildens til, hvilket jeg slet ikke kan forstå for jeg snakker til ham som jeg hele tiden har gjort, og før vi fik prinsessen var det ikke et problem.  

Han får det nogle gange til at virke som om det er mig der gør det hele forkert, og er skyld i vi bliver uvenner/uenige... men jeg synes jeg gør alt hvad der står i min magt for at ungå at vi bliver det...  Så hvad kan jeg gøre? Jeg hader at vi vækker prinsessen ved at han "råber" er vred i stemmen, og jeg tuder... kan slet ikke klare det...

Hvad kan jeg gøre for at det hele bliver bedre... er begyndt at overveje at gå fra ham... men den tanke kan jeg slet ikke holde ud... hvis jeg gik fra ham, var det kun for at ungå lillepigen skal vokse op med forældre der konsant er efter hinanden, og skændes over hovedet på hende...

Nu er hun dog kun nogle få uger gammel... men uanset hvad kan jeg mærke det på hende, hun vil ikke drikke/amme når jeg er ked... eller han er vred...

Nogle der kan hælpe med nogle råd?  Eller har et forslag til hvordan det kan blive bedre...? jeg er ked af det hele tiden for tiden...

Først tillykke med jeres lille prinsesse.. Og så lige et herfra..

Æv hvor en træls situation at stå i.. Ved ikke om jeg har så mange råd andet end at prøve at snakke med ham om det.. Om hvad i hver især kan gøre for at undgå disse skænderier..

Det kan være svært i starten med en lille ny.. Nu er 2 jo blevet til 3 og i skal lige finde jeres roller i dette nye liv.. Både som forældre men også som kærester...

Har hørt man aldrig må revidere sit forhold det 1. År af sit barns liv, da det er et hårdt år, hvor alle parter prøver at finde deres rolle.. Men det skal jo selvfølgelig også være til at holde ud at leve i..

Men prøv at snakke med ham ìg se om i ikke kan løse det, så i kan nyde jeres skønne lille datter..

Knus og kram herfra

Er der ikke en der kan passe jeres lille pige i mens i får en snak??? hvis hun får flaske? for det der går jo slet ikke alt går jo ud over jeres barn og jeres hund og det er da slet slet ikke godt hvis i ikke kan sætte jer ned og snakke stille og roligt jamen så er der vel kun en vej tilbage

 

Jeg har ikke de vise sten, men jeg kan da fortælle hvad vi gør herhjemme når det går op af bakke.

Vi er meget bevidste om at skændes konstruktivt (synes det er godt at skændes nogle gange, for det giver udvikling). Ikke noget med at anklage og sige "du gør......" men sige "jeg har det svært med at...." eller "jeg bliver ked af det når...."

Og så være reel om hvad i skændes om - hvordan man skifter ble eller bader mener jeg ikke er et fornuftigt emne, da det er forskelligt fra person til person hvordan det gøres.

Mon ikke også i er påvirket af mangel på søvn og de andre skavanker man oplever når man har et nyfødt barn? I skal jo finde hinanden som forælre og lære hinanden at kende igen som kærester. Det er ikke den nemmeste opgave der findes

Men bliv enig med dig selv om hvad du føler og hvilke forventninger du har til ham og jeres forhold og kom med et løsningsforslag, der kan forhandeles. Og få den snak med ham. Gerne en aften uden barn, hvis det kan lade sig gøre.

Anonym skriver:

Jeg er virkelig i vildrede... sagen er at kæresten og jeg nu har været sammen i lidt over et år, jeg blev gravid med ham ved et uheld efter få måneder, og vi har nu sammen en vidunderlig lille prinsesse, som vi hurtigt blev enige om at vi skulle have.

Men nu hvor hun er blevet født, skændes vi og er meget mere uenige end vi før har været... faktisk har vi aldrig heller ikke inder graviditeten været uenige på denne måde...  Vi skændes/ er uenige om hvordan hun skal skiftes... vi kan ikke bade hende uden at blive uvenner... vi glemmer vores hund hele tiden... og nu skændes vi også om natten så vi vækker lille pigen, hvilket jeg slet ikke kan holde ud...  Vi var så enige om under graviditeten hvordan det skulle køre, hvordan vi skulle hjælpe hinanden... men intet af det vi snakkede om er blevet sådan...  Jeg er konsant bange for at han skal blive gal eller sur eller misforstå mig som han også har en stor tildens til, hvilket jeg slet ikke kan forstå for jeg snakker til ham som jeg hele tiden har gjort, og før vi fik prinsessen var det ikke et problem.  

Han får det nogle gange til at virke som om det er mig der gør det hele forkert, og er skyld i vi bliver uvenner/uenige... men jeg synes jeg gør alt hvad der står i min magt for at ungå at vi bliver det...  Så hvad kan jeg gøre? Jeg hader at vi vækker prinsessen ved at han "råber" er vred i stemmen, og jeg tuder... kan slet ikke klare det...

Hvad kan jeg gøre for at det hele bliver bedre... er begyndt at overveje at gå fra ham... men den tanke kan jeg slet ikke holde ud... hvis jeg gik fra ham, var det kun for at ungå lillepigen skal vokse op med forældre der konsant er efter hinanden, og skændes over hovedet på hende...

Nu er hun dog kun nogle få uger gammel... men uanset hvad kan jeg mærke det på hende, hun vil ikke drikke/amme når jeg er ked... eller han er vred...

Nogle der kan hælpe med nogle råd?  Eller har et forslag til hvordan det kan blive bedre...? jeg er ked af det hele tiden for tiden...

Jeg synes at det du fortæller lyder rigtigt usundt!

Skændes I virkelig når I er kommet i seng og vækker jeres lille pige ved det?

Hvordan kommunikerer I ellers? Hygge-snakker i sammen? Eller går alt jeres kommunikation ud på at diskutere baby, bleer og fordeling af pligter?

Hvor gamle er I?

Nu er jeg ikke ekspert på området. Men jeg har da haft alvorlige kriser i mit parforhold, hvor der skulle kæmpes for at slibe kanterne af så vi kan være sammen. Og vi har såmænd stadig sammenstød om dit og dat. Men jeg vælger mine kampe med omhu.

Jeg gider f.eks. ikke at skændes om hvordan man bader eller skifter en baby. Eller hvem der skal gå med hunden for den sags skyld. Kan I ikke bare blive enige om at I har hver jeres måde at gøre tingene på? Og at den ene måde ikke er mere rigtig end den anden? Og så må den ene jo lade være med at stå og se kritisk til mens den anden gør det vedkommende synes er den rigtige måde at håndtere en given situation på.

Og så få snakket sammen! Det lyder til at I begge er trætte af nogle ting i forholdet. Du græder og han bliver sur = situationen bliver mere og mere fastlåst. Han får jo garanteret rigtigt dårlig samvittighed over at du bliver så ked, men det er altså svært at tackle en grædende kvinde, hvis man selv er utilfreds med hvordan tingene fungerer i dagligdagen. 

I er lige blevet forældre. Dét er en kæmpe omvæltning for parforholdet. Men få snakket sammen. Fortæl hinanden hvad I gør rigtigt og hvad I hver især gør for at gøre hinanden glade. Og så vær ærlige om hvad I er utilfredse med og hvordan I får det løst. Jeres forhold er ret nyt og hvis I først er begyndt at se hinandens "dårlige" sider efter baby er kommet til verden, så er det klart at konflikterne bliver mange - især fordi I ikke rigtigt kan komme ud af den rille igen, tyder det på.

Der er op- og nedture i alle forhold. Men kommunikation, respekt af hinandens forskellige behov og viljen til at kæmpe under en nedtur skaber som regel også grobunden for håndteringen af den næste nedtur.

Mussel skriver:

Jeg synes at det du fortæller lyder rigtigt usundt!

Skændes I virkelig når I er kommet i seng og vækker jeres lille pige ved det?

Hvordan kommunikerer I ellers? Hygge-snakker i sammen? Eller går alt jeres kommunikation ud på at diskutere baby, bleer og fordeling af pligter?

Hvor gamle er I?

Nu er jeg ikke ekspert på området. Men jeg har da haft alvorlige kriser i mit parforhold, hvor der skulle kæmpes for at slibe kanterne af så vi kan være sammen. Og vi har såmænd stadig sammenstød om dit og dat. Men jeg vælger mine kampe med omhu.

Jeg gider f.eks. ikke at skændes om hvordan man bader eller skifter en baby. Eller hvem der skal gå med hunden for den sags skyld. Kan I ikke bare blive enige om at I har hver jeres måde at gøre tingene på? Og at den ene måde ikke er mere rigtig end den anden? Og så må den ene jo lade være med at stå og se kritisk til mens den anden gør det vedkommende synes er den rigtige måde at håndtere en given situation på.

Og så få snakket sammen! Det lyder til at I begge er trætte af nogle ting i forholdet. Du græder og han bliver sur = situationen bliver mere og mere fastlåst. Han får jo garanteret rigtigt dårlig samvittighed over at du bliver så ked, men det er altså svært at tackle en grædende kvinde, hvis man selv er utilfreds med hvordan tingene fungerer i dagligdagen. 

I er lige blevet forældre. Dét er en kæmpe omvæltning for parforholdet. Men få snakket sammen. Fortæl hinanden hvad I gør rigtigt og hvad I hver især gør for at gøre hinanden glade. Og så vær ærlige om hvad I er utilfredse med og hvordan I får det løst. Jeres forhold er ret nyt og hvis I først er begyndt at se hinandens "dårlige" sider efter baby er kommet til verden, så er det klart at konflikterne bliver mange - især fordi I ikke rigtigt kan komme ud af den rille igen, tyder det på.

Der er op- og nedture i alle forhold. Men kommunikation, respekt af hinandens forskellige behov og viljen til at kæmpe under en nedtur skaber som regel også grobunden for håndteringen af den næste nedtur.

Tusind tak, det var noget jeg havde brug for at høre. Han er i starten af 30´erne og jeg er i starten af 20´erne, vi har det ellers helt vildt godt sammen, og normalt har vi det super hyggeligt alle tre (fire med hunden) , men nu er det bare en gang om dagen eller hver anden dag, det går helt galt, og jeg kan simpelthen ikke forstå det.  

Det skal siges det kun er sket en gang vi/han har vækket den lille, men er bare bange for det skal ske igen og selvom det ikke var mig der vækkede hende havde jeg utroligt dårlig samvittighed...  Jeg kunne se på ham og han sagde senere at han virkelig var ked af det skete...

Det heller ikke fordi jeg står og overvåger ham når han skifter (det som regel når han skifter det går galt.) Men jeg kommenter at jeg ikke bryder mig om at han giver slip på hende når han skifter hende, da vi i min familie har en dårlig oplevelse med at man ikke holder på barnet når det bliver skiftet.  

Vi bliver irreteret på hinanden hver gang hun vågner om natten. Hun bliver ammet så derfor er jeg nød til at stå op med hende, ofte beder jeg ham om at hjælpe mig med at få tændt lyset, og få hende lagt til da jeg ikke selv helt har vænnet mig til det endnu... men efter det kan vi slet ikke snakke sammen...  Han misforstår mig hele tiden om natten, selv hvis jeg snakker til lillepigen, kan han blive sur over han tror jeg har sagt noget til ham... hvilket jeg ALDRIG har gjort...

Det er blevet sådan at hver gang vi har puttet hende om aftenen, og vi selv går til ro, så siger jeg til ham at jeg er bange for at vi bliver uvenner om natten... og han siger selvfølgelig bliver vi ikke det... men det gør vi...  

Jeg tror ikke han ser problemet som jeg gør, og som så alvorligt som jeg ser det... Men ønsker virkelig ikke hun skal vokse op med forældre der er uvenner... vil snakke med ham om det senere... og så håber jeg virkelig vi sammen kan løse det...

Anonym skriver:

Tusind tak, det var noget jeg havde brug for at høre. Han er i starten af 30´erne og jeg er i starten af 20´erne, vi har det ellers helt vildt godt sammen, og normalt har vi det super hyggeligt alle tre (fire med hunden) , men nu er det bare en gang om dagen eller hver anden dag, det går helt galt, og jeg kan simpelthen ikke forstå det.  

Det skal siges det kun er sket en gang vi/han har vækket den lille, men er bare bange for det skal ske igen og selvom det ikke var mig der vækkede hende havde jeg utroligt dårlig samvittighed...  Jeg kunne se på ham og han sagde senere at han virkelig var ked af det skete...

Det heller ikke fordi jeg står og overvåger ham når han skifter (det som regel når han skifter det går galt.) Men jeg kommenter at jeg ikke bryder mig om at han giver slip på hende når han skifter hende, da vi i min familie har en dårlig oplevelse med at man ikke holder på barnet når det bliver skiftet.  

Vi bliver irreteret på hinanden hver gang hun vågner om natten. Hun bliver ammet så derfor er jeg nød til at stå op med hende, ofte beder jeg ham om at hjælpe mig med at få tændt lyset, og få hende lagt til da jeg ikke selv helt har vænnet mig til det endnu... men efter det kan vi slet ikke snakke sammen...  Han misforstår mig hele tiden om natten, selv hvis jeg snakker til lillepigen, kan han blive sur over han tror jeg har sagt noget til ham... hvilket jeg ALDRIG har gjort...

Det er blevet sådan at hver gang vi har puttet hende om aftenen, og vi selv går til ro, så siger jeg til ham at jeg er bange for at vi bliver uvenner om natten... og han siger selvfølgelig bliver vi ikke det... men det gør vi...  

Jeg tror ikke han ser problemet som jeg gør, og som så alvorligt som jeg ser det... Men ønsker virkelig ikke hun skal vokse op med forældre der er uvenner... vil snakke med ham om det senere... og så håber jeg virkelig vi sammen kan løse det...

Der er ikke ret mange mennesker, der kan holde til at skændes hver eller hveranden dag. Det er enormt drænende for dem som står midt i det. Det er jo meningen at ens hjem skal være en tryg base, hvor man har det godt, får den støtte man har brug for, har plads til sig selv osv.

Jeg var selv meget følsom da min pige var en lille nyfødt baby. Jeg holdte rigtigt godt øje med hvordan andre håndterede hende. Det giver en selv en hvis tryghed, men det er faktisk skide irriterende for den anden part. Prøv at tænk hvis du havde ham til at glo dig over skulderen hver gang ammer. Hvis han mener at du gør det forkert og at baby dermed ikke får nok mad. Det er vel lidt sådan han har det når du kommenterer på at han ikke skal give slip på hende når hun bliver puslet fordi så falder hun ned.

Jeg synes du skal lade ham være når han pusler den lille. Lad ham have det for ham selv, så han også har noget sammen med sin lille pige, alene. Lad ham da føle, at han er god nok til at tage sig af jeres lille barn også. Så må du imens bide negle i et andet rum - og jeg kan garantere dig at han ikke lader sit barn falde på gulvet, under noget omstændigheder.

Jeg mener I skal lave en aftale om, at I ikke må gå sure i seng. Hos os har vi den aftale, at vi ikke falder sure i søvn. Det hjælper med at få tingene ud af verden inden man går i seng for natten.

Hvorfor bliver I så irriterede på hinanden om natten? Er det fordi baby skriger meget? Arbejder han?

Jeg synes det er rigtigt sødt af din kæreste, at han gider stå op, tænde lyset og hjælpe dig med at lægge hende til. Og så kan jeg godt forstå, at han ikke gider snakke om natten - det er nat og han er garanteret også rigtigt træt. Så må i beundre babyen og hyggesnakke under amningen om dagen eller aftenen.  Og med hensyn til at snakke lidt med babyen under amning, så (nu lyder jeg hård - men jeg pensler det bare ud) ville jeg nok også sove med et halvt øje åbent, hvis der var nogen, der snakkede ved siden af mig. Der kan jeg faktisk også godt forstå ham.

Men han skal selvfølgelig også melde de her ting ud til dig. Han kunne jo have sagt "Skat, jeg vil gerne hjælpe dig med at få tændt lyset og få lagt hende til - men kan vi så ikke godt aftale at jeg sover videre bagefter, i stilhed. Jeg føler ikke rigtigt at jeg kan ligge mig til at sove igen når du snakker ved siden af mig" I bund og grund bliver han jo sur og tvær fordi han er så opmærksom på dig og dine ord at han ikke kan falde i søvn igen, selv om han gerne vil.