Ja nu har jeg igen fået rod i min søvnrytme, men dennne her gang drejer det sig egentlig mest om tanke-mylder. Så er det så dælens svært at sove.
Nogen gange føler jeg mig bare så frygtelig ensom. Jeg havde en del veninder engang, men så blev jeg syg og så forduftede de simpelthen bare en efter en. Det var ikke sjovt, at stå der og være magtesløs med en sygdom, og så opleve svigt fra dem, man troede man kunne regne med.
Jeg har stadig nogle enkelte veninder, men de bor så langt væk, at økonomien ikke lige kan klare at besøge dem ret ofte.
Jeg har bare ikke orket at gå igang med at få opbygget mig en ny vennekreds. Min sygdom gjorde, at alt mit fokus lå på det i en meget lang periode. Det var svært for mig at acceptere, at mit liv aldrig ville blive, som det var før. Jeg kunne ikke længere føre mine drømme ud i livet, jeg kunne ikke længere gøre det jeg lige havde lyst til og alt skulle planlægges til punkt og prikke. Og sidst men ikke mindst....jeg havde SÅ svært ved at acceptere, at jeg ikke ville kunne komme til at arbejde igen, men bare skulle gå hjemme. En stor del af ens sociale liv, foregår jo også på arbejdspladsen, og jeg synes også nemt man kan få en tendens til at lukke sig inde derhjemme, når man ikke skal afsted hver dag. Nogen gange føler jeg, at jeg er ved at blive skør. Jeg er ikke deprimeret, det er ikke sådan det skal forstås....men jeg synes bare nemt man kan komme ud i den her ensomhed, når man ikke har de samme sociale relationer, som de der arbejder har.
Jeg var engang et meget indadvendt menneske og meget usikker på mig selv....sådan var jeg indtil omkring 25 års alderen, hvor jeg år efter år simpelthen modnede mig rigtig meget....så jeg til sidst blev et udadvendt og meget socialt anlagt menneske. Og når så denne her ensomhed vælder sig op i en, begynder man bare at huske tilbage, en periode man bare ikke vil ende i igen. Jeg frygter jo helt klart, at hvis jeg fortsætter på den her måde, jamen så ender jeg der igen, og det vil jeg bare ikke.
Jeg ved ikke om der er nogen, der kan finde hoved og hale i alle mine tanker, for jeg kan ikke engang selv hitte ud af det. Havde bare sådan brug for at komme ud med alle mine tanker, for de fylder bare så frygtelig meget.
Jeg forstår ikke helt, hvordan jeg kunne gå fra at have en del veninder med et rigtig godt socialt liv, og så hertil hvor det hele er lige modsat. Måske jeg bare var uheldig, måske jeg havde fundet de forkerte veninder....jeg ved det ikke.
Men hold op hvor det lettede at få læsset af. Tak fordi i gad lytte 
