Synes det er svært for tiden

Ja som overskriften lyder, synes jeg det hele er lidt svært for tiden.

Har været sammen med min kæreste i 6 år og jeg elsker ham rigtig højt. Men vi har det ikke særlig godt sammen længere. Ikke noget vildt, men er bare ligesom om han ikke rigtig gider mig mere.

Vi har haft op og ned ture ligesom så mange andre forhold. I efteråret havde vi en større krise, o jeg sagde at nu ville jeg forlade ham, men han blev meget ked af det og tiggede og bad om vi ikke kunne finde en løsning. Brugte en uges tid på at snakke sammen og vi fik løst problemerne og har arbejdet på det siden... Det har faktisk gået rigtig godt. Har været meget lykkelig.

Men den sidste uge har bare været helt skidt. Og jeg fatter ikke hvad der er sket. Når han er kommet hjem fra arbejdet har han bare gået ind i sig selv. Har ikke rigtig ville svare når jeg har snakket til ham.. Ikke sagt godnat inden han gik i seng eller noget. Hvilket betyder at vi næsten ikke har sagt et ord til hinanden. Har prøvet at være overbærende og tænkt at han nok var træt...
Men torsdag skrev jeg en besked til ham om der var noget galt, og skrev at han kunne jo fortælle mig alt, også hvis han bare var træt og ikke havde overskud til noget. Fik bare en besked hvor der stod "pas"?????? Prøvede at ringe ham op men han tog den ikke og ringede heller ikke tilbage.
Blev dybt fortvivlet.

Lørdag var han så i vildt godt humør og vi havde sex.. Tænkte jeg ville snakke med ham, i dag søndag, om hvad der skete i denne uge. Men i dag er ham så helt tilbage igen. Siger ingenting, svare ikke når jeg spørger om noget. Vil ikke snakke om det.

Er bange for han ikke gider mig mere. Vil gerne bare give ham tid.
Aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.. Er så dræbende det her. Er ked af det og mega fortvivlet.

Han bliver ved at påstå der intet er galt!!!!!

Er helt ved siden af, af hvordan han plejer at være. Plejer altid at hygge, putte, sludre og han er normalt utrolig opmærksom og siger tit rigtig søde ting til mig. Så er bare en total omvætning

Er nu gået i soveværelset, for kan ikke holde ud at være i samme rum. Føles virkelig dårligt. Han sidder hele tiden og skriver på sin telefon, så nogen gider han da snakke med.

Overvejer at gå ned og sige.. "det her gider jeg ikke" ved bare at når han er i det humør vil han svare "så må du jo flytte"

Er lige gået i gang med at renovere vores hus. Så synes det ville være et rigtig dårligt tidspunkt at gå fra hinanden på.

Hvad synes i tøser??? Skal jeg finde mig i det her? Skal jeg bare give ham tid? Skal jeg blive ved med at presse ham???

Tak fordi i læste med

P.s at ingen børn, men prøver at blive gravid. Men vil klart overveje at stoppe projektet hvis jeg ikke kan regne med ham

Først og fremmest ville jeg sætte projekt baby på standby indtil i har fået løst jeres problemer. Hvis forholdet allerede knager nu så vent til i får børn, det er virkelig noget der får sat det på prøve! Jeg ville slå i bordet og kræve at han fortalte dig hvad der sker med hans tabte tunge. Der er ikke noget mere dræbende for et forhold end mangel på kommunikation. Hvis han nægter så tag hjem til en veninde et par dage indtil han åbner munden. Held og lykke

linselouise skriver:

Først og fremmest ville jeg sætte projekt baby på standby indtil i har fået løst jeres problemer. Hvis forholdet allerede knager nu så vent til i får børn, det er virkelig noget der får sat det på prøve! Jeg ville slå i bordet og kræve at han fortalte dig hvad der sker med hans tabte tunge. Der er ikke noget mere dræbende for et forhold end mangel på kommunikation. Hvis han nægter så tag hjem til en veninde et par dage indtil han åbner munden. Held og lykke

Tak for svar

Ja ved godt at hvis forholdet knager, så kan det ikke holde til at man får børn. Så projektet er sat stand by.

Er nok så fortvivlet fordi jeg gik rundt og troede vi var lykkelige. Og vi snakkede skide godt sammen. Indtil for en uge siden. Derfor det hyler mig helt ud af den.

Anonym skriver:

Tak for svar

Ja ved godt at hvis forholdet knager, så kan det ikke holde til at man får børn. Så projektet er sat stand by.

Er nok så fortvivlet fordi jeg gik rundt og troede vi var lykkelige. Og vi snakkede skide godt sammen. Indtil for en uge siden. Derfor det hyler mig helt ud af den.

det kan jeg virkelig godt forstå! Det må være så frustrerende når man bare ikke vil sige noget. Jeg har selv været rigtig dårlig til at kommunikere ud hvis der er noget der har naget mig, men det har min kære mand heldigvis fået sat en stopper for, ved at banke ind i hovedet på mig at kommunikation er det vigtigste i et forhold, og kan jo kun give ham ret.

Men skide svært når man faktisk elsker hinanden. Du må som sagt få fortalt ham at han må begynde at sige noget, for du gider da ikke være i et forhold hvor der bare er tavshed, det er da kedeligt!

Anonym skriver:

Ja som overskriften lyder, synes jeg det hele er lidt svært for tiden.

Har været sammen med min kæreste i 6 år og jeg elsker ham rigtig højt. Men vi har det ikke særlig godt sammen længere. Ikke noget vildt, men er bare ligesom om han ikke rigtig gider mig mere.

Vi har haft op og ned ture ligesom så mange andre forhold. I efteråret havde vi en større krise, o jeg sagde at nu ville jeg forlade ham, men han blev meget ked af det og tiggede og bad om vi ikke kunne finde en løsning. Brugte en uges tid på at snakke sammen og vi fik løst problemerne og har arbejdet på det siden... Det har faktisk gået rigtig godt. Har været meget lykkelig.

Men den sidste uge har bare været helt skidt. Og jeg fatter ikke hvad der er sket. Når han er kommet hjem fra arbejdet har han bare gået ind i sig selv. Har ikke rigtig ville svare når jeg har snakket til ham.. Ikke sagt godnat inden han gik i seng eller noget. Hvilket betyder at vi næsten ikke har sagt et ord til hinanden. Har prøvet at være overbærende og tænkt at han nok var træt...
Men torsdag skrev jeg en besked til ham om der var noget galt, og skrev at han kunne jo fortælle mig alt, også hvis han bare var træt og ikke havde overskud til noget. Fik bare en besked hvor der stod "pas"?????? Prøvede at ringe ham op men han tog den ikke og ringede heller ikke tilbage.
Blev dybt fortvivlet.

Lørdag var han så i vildt godt humør og vi havde sex.. Tænkte jeg ville snakke med ham, i dag søndag, om hvad der skete i denne uge. Men i dag er ham så helt tilbage igen. Siger ingenting, svare ikke når jeg spørger om noget. Vil ikke snakke om det.

Er bange for han ikke gider mig mere. Vil gerne bare give ham tid.
Aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.. Er så dræbende det her. Er ked af det og mega fortvivlet.

Han bliver ved at påstå der intet er galt!!!!!

Er helt ved siden af, af hvordan han plejer at være. Plejer altid at hygge, putte, sludre og han er normalt utrolig opmærksom og siger tit rigtig søde ting til mig. Så er bare en total omvætning

Er nu gået i soveværelset, for kan ikke holde ud at være i samme rum. Føles virkelig dårligt. Han sidder hele tiden og skriver på sin telefon, så nogen gider han da snakke med.

Overvejer at gå ned og sige.. "det her gider jeg ikke" ved bare at når han er i det humør vil han svare "så må du jo flytte"

Er lige gået i gang med at renovere vores hus. Så synes det ville være et rigtig dårligt tidspunkt at gå fra hinanden på.

Hvad synes i tøser??? Skal jeg finde mig i det her? Skal jeg bare give ham tid? Skal jeg blive ved med at presse ham???

Tak fordi i læste med

Først og fremmest så forbered ham på, at I bliver nødt til at snakke sammen. Sig det evt. til ham dagen i forvejen, så har han lidt tid til at forberede sig på at han skal kunne kommunikere sine følelser ud og hvad han skal sige.

Kvinder har det mange gange med at være manden verbalt overlegen. Manden kan derfor nogle gange godt føle, at han går i krig uden rustning når der skal snakkes forhold. Derfor er det fint, hvis han lige får et stykke tid til at tænke over "slagets gang" inden.

Der kan være mange grunde til at han lige pludselig vender på en tallerken og bliver tavs. Og det er uudholdeligt at være i.

I skal have snakket sammen. Og så må du fortælle, hvordan hans tavshed for dig til at føle og at du bliver ked af det og ikke rigtigt ved hvad det er der foregår. Men lad være med at anklage ham, det ender måske med at han klapper endnu mere i.

Anonym skriver:

Ja som overskriften lyder, synes jeg det hele er lidt svært for tiden.

Har været sammen med min kæreste i 6 år og jeg elsker ham rigtig højt. Men vi har det ikke særlig godt sammen længere. Ikke noget vildt, men er bare ligesom om han ikke rigtig gider mig mere.

Vi har haft op og ned ture ligesom så mange andre forhold. I efteråret havde vi en større krise, o jeg sagde at nu ville jeg forlade ham, men han blev meget ked af det og tiggede og bad om vi ikke kunne finde en løsning. Brugte en uges tid på at snakke sammen og vi fik løst problemerne og har arbejdet på det siden... Det har faktisk gået rigtig godt. Har været meget lykkelig.

Men den sidste uge har bare været helt skidt. Og jeg fatter ikke hvad der er sket. Når han er kommet hjem fra arbejdet har han bare gået ind i sig selv. Har ikke rigtig ville svare når jeg har snakket til ham.. Ikke sagt godnat inden han gik i seng eller noget. Hvilket betyder at vi næsten ikke har sagt et ord til hinanden. Har prøvet at være overbærende og tænkt at han nok var træt...
Men torsdag skrev jeg en besked til ham om der var noget galt, og skrev at han kunne jo fortælle mig alt, også hvis han bare var træt og ikke havde overskud til noget. Fik bare en besked hvor der stod "pas"?????? Prøvede at ringe ham op men han tog den ikke og ringede heller ikke tilbage.
Blev dybt fortvivlet.

Lørdag var han så i vildt godt humør og vi havde sex.. Tænkte jeg ville snakke med ham, i dag søndag, om hvad der skete i denne uge. Men i dag er ham så helt tilbage igen. Siger ingenting, svare ikke når jeg spørger om noget. Vil ikke snakke om det.

Er bange for han ikke gider mig mere. Vil gerne bare give ham tid.
Aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.. Er så dræbende det her. Er ked af det og mega fortvivlet.

Han bliver ved at påstå der intet er galt!!!!!

Er helt ved siden af, af hvordan han plejer at være. Plejer altid at hygge, putte, sludre og han er normalt utrolig opmærksom og siger tit rigtig søde ting til mig. Så er bare en total omvætning

Er nu gået i soveværelset, for kan ikke holde ud at være i samme rum. Føles virkelig dårligt. Han sidder hele tiden og skriver på sin telefon, så nogen gider han da snakke med.

Overvejer at gå ned og sige.. "det her gider jeg ikke" ved bare at når han er i det humør vil han svare "så må du jo flytte"

Er lige gået i gang med at renovere vores hus. Så synes det ville være et rigtig dårligt tidspunkt at gå fra hinanden på.

Hvad synes i tøser??? Skal jeg finde mig i det her? Skal jeg bare give ham tid? Skal jeg blive ved med at presse ham???

Tak fordi i læste med

der er inge grund til at gå fra hinanden fordi det går dårligt i en uge

jeg synes du skal starte med at fortælle ham hvor meget du elsker ham, hvor meget han betyder for dig, alle de ting ved ham som gør at du elsker ham overalt på jorden.

og så derefter fortælle at du har kunne mærke en forskel. at du har brug for at vide hvad han tænker. netop som de andre skriver i tråden - forbered ham på at i skal have snakket så han også har mulighed for at forberede sig.

du får lige en med på vejen

Update:

Jeg har gjort alt hvad i har skrevet... Ingenting virker.. Han er bare kold.

Er så ked af det.

I dag da han kom hjem, havde han det skidt så han gik bare direkte op i seng. (er selv møjsyg) han har hverken sagt Hej eller noget.
Jeg gik op til ham, lagde mig helt tæt op af ham og spurgte hvordan hans dag var gået og om der var noget han kunne gøre for ham. Fik bare et hårdt og kontant "nej"
Spurgte så om jeg måtte ligge lidt hos ham.. "hvorfor" spurgte han.. Mig; "det har jeg bare brug for" så lagde jeg mig lidt.. Han virkede ret irriteret og prøvede meget ihærdigt at trække sig væk. Jeg gik bare nedenunder uden et ord. Er så hårdt at blive afvist på den måde. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. Har bare lyst til at tage et sted hen til i morgen. Men har høj feber og har det rigtig skidt, så kan ikke overskue at tage afsted. Aner heller ikke hvor jeg skulle tage hen. Mine veninder bor et godt stykke herfra og min mor og søster bor begge i en 1 vær. Lejlighed.

Ved ikke hvad jeg skal stille op. Og ved ikke hvad jeg har gjort for at fortjene denne behandling.

Han siger stadig der intet er galt.

Anonym skriver:

Update:

Jeg har gjort alt hvad i har skrevet... Ingenting virker.. Han er bare kold.

Er så ked af det.

I dag da han kom hjem, havde han det skidt så han gik bare direkte op i seng. (er selv møjsyg) han har hverken sagt Hej eller noget.
Jeg gik op til ham, lagde mig helt tæt op af ham og spurgte hvordan hans dag var gået og om der var noget han kunne gøre for ham. Fik bare et hårdt og kontant "nej"
Spurgte så om jeg måtte ligge lidt hos ham.. "hvorfor" spurgte han.. Mig; "det har jeg bare brug for" så lagde jeg mig lidt.. Han virkede ret irriteret og prøvede meget ihærdigt at trække sig væk. Jeg gik bare nedenunder uden et ord. Er så hårdt at blive afvist på den måde. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. Har bare lyst til at tage et sted hen til i morgen. Men har høj feber og har det rigtig skidt, så kan ikke overskue at tage afsted. Aner heller ikke hvor jeg skulle tage hen. Mine veninder bor et godt stykke herfra og min mor og søster bor begge i en 1 vær. Lejlighed.

Ved ikke hvad jeg skal stille op. Og ved ikke hvad jeg har gjort for at fortjene denne behandling.

Han siger stadig der intet er galt.

Først og fremmest så siger du til ham at du under ingen omstændigheder gider at finde dig i det her mere. At han ikke skal give dig den kolde skulder så længe uden at fortælle dig hvorfor. At det gør dig ked af det og utryg. Og det føler du ikke at du fortjener uden grund.

Dernæst fortæller du ham, at enten får han munden på gled og behandler dig som han plejer, eller så rykker du ud i en periode fordi DU trænger til noget luft fra ham og fordi DU gerne vil overveje om du har lyst til at være sammen med ham når han konsekvent skubber dig væk. Fordi at det gør ondt på dig.

Han trækker sig jo psykisk fra dig og jeg synes dit modsvar burde være at trække dig fysisk. Især fordi det her er nedbrydende for dit selvværd i længden. Det er ingen, der er tjent med at skulle overses og trygle den anden om opmærksomhed.

Til slut så ringer du til en veninde, din mor, søster eller en du kan være hos, hvor du kan slappe af og ikke være omgivet af sådan en dårlig stemning. Så pakker du en taske og når han så spørger hvor du skal hen så fortæller du ham, at du ikke kan holde ud at han er sådan overfor dig uden grund og at du trænger til et pusterum væk fra ham. Så spørger ham måske om du vil slutte det - det siger du jo nok nej til, men at du bare har behov for at tænke over tingene. Og så går du altså!

Så kan han være sur derhjemme og så kan du tænke over om du gider være sammen med en mand, der ikke gider dele sine tanker og bekymringer med dig. En mand som sårer dig ved at skubbe dig væk og overser dine behov. Og en mand, der åbenlyst virker skide ligeglad med dig. Gå din vej - hvis han vil dig eller vil tale med dig så skal han nok kontakte dig. Det kan jo også være du finder ud af, at du fortjener bedre end den behandling han kan mønstre lige nu.

Lad ham stege - det er hvad jeg ville have gjort.