Jeg ved egentlig ikke helt hvad det er jeg vil med
det her indlæg,
men har bare så mange tanker der presser sig på for tiden,
tanker om min fortid, nu har jeg fået det meste af det ned på
"papir" og har skrevet det som et brev, det gjorde det
lidt lettere...
skrev et lignende indlæg for år tilbage som ano,
men fik aldrig gjort mere ved det, men nu skal det være
og dette er et spark i enden til mig selv om at komme videre!!!
vil meget gerne have inputs fra andre der har oplevet
noget lignende, gerne privat, men har brug for at vide
om jeg er helt ude i hampen.
skriver ikke for at få ynk eller andet,
men bare for at få tankerne ud.
hent en kop kaffe for here it goes
Kær mor!
Lad os sige det som det er; nogle mennesker er født
til at have børn, mens andre skulle have forbud mod
nogensinde at være i nærheden af dem.
Jeg må desværre indrømme at jeg hører til blandt den sidste
gruppe, ikke som forælder, men som barn af sådanne forældre.
Med en far der var alkoholiker og en mor der virkede mere
interesseret i at realisere sig selv, var jeg et af de børn der
fra starten var tvunget til at kæmpe sig igennem tilværelsen
og et af de børn der higede efter kærlighed, opmærksomhed
og accept.
alligevel ender det med at man tager hvad man kan få
og i sidste ende står man som voksen og tænker over
alle de ting man egentlig havde fortrængt,
ting man bare ønskede at glemme og ting man helst
ville skjule for omverdenen for ikke at vise svaghed,
for det var denne svaghed der i begyndelsen fik folk
til at kue en, folk som min mor der levede sit liv gennem mig,
min mor der gang på gang benægtede og stadig benægter
de svigt der var, både fra hende og fra mange andre,
min mor der gang på gang fortalte mig, at det jeg sagde
var det pure opspind, et udslag af min fantasi, fordi jeg bare
ville have opmærksomhed, min mor der slog selvmordstankerer
- og forsøg, hen som teenagenykker og endnu et krav
på opmærksomhed.
Men teenagere tænker ikke på selvmord bare for at
få opmærksomhed, som oftest er det et råb om hjælp,
en bøn om at blive hørt, lyttet til, forstået, holdt om.
og envidere, hvad tror du det gør ved et 4 års barn,
når hendes mor kommer farende som en trold af en æske,
trampende igennem stuen, smækker døren til mit værelse op,
og råber og skriger? i hånden havde du alverdens poser
og sække og heri kunne jeg smide mit lort, for nu gad hun ikke
mig og mine historier mere, jeg kunne kalde når jeg var færdig,
så hun kunne køre mig til nærmeste børnehjem. Børnehjem
blev det dog ikke, men derimod en garage der blev låst,
og her kunne JEG stå og glo, med alle mine ting omkring mig,
i en tynd forårsjakke i frost i en uisoleret klam garage,
du hentede mig et par timer sagde et mumlende undskyld
og siden blev der ikke talt mere om det, den eneste
der troede på det her var far, skrøbelige lille far,
der var alkoholiker og som år forinden havde opgivet at
leve sammen med dig, var det din vrede mod ham,
der skulle gå ud over mig??
Når man gang på gang finder ud af at det aldrig vil ske
at nogen lytter og tror på en, er det lettere at rejse ind
i sin egen verden og lukke alt det onde ude og kun tænke
på det gode, det er bare svært når det gode der faktisk er
sket er pga. ens alkoholiserede far der ville ofre alt for
sin datter, en far der lærte hende bare lidt om livets
besværligheder og som tog hende ind til sig og lyttede
når der var brug for det.
En far der, som så mange andre, afskyede tanken om
en stedfar, der tvang sine perverse tanker ud i verden,
gennem den pige der havde valgt at kalde ham far,
hende der stolede på ham og betroede sig til ham
når det hele brændte på.
Alt det smed han over bord den dag det skete første gang,
den dag han fortalte at det var vigtigt at lære ingene tidligt,
det må man sige ja til, Jeg var 6 år!
han fortalt mig at det var helt normalt,
jeg troede på ham og først efter 3 år gik jeg til bekendelse
over for dig, hvis eneste svar var "Det tror jeg ikke på,
andre har set dig lægge op til ham flere gange,
så det må være din egen skyld." jeg var 9 år!
I årene fremover blev jeg ekspert i at lade tankerne
flyve når det stod på, min krop var ikke min,
den var en tom skal, tom fordi alle følelser var lukket ude,
tom fordi jeg ønskede det og tom fordi, jeg gemte mig for
mig selv, lukkede mig selv ude og lod andre bestemme for mig,
det var lettere, så gjorde det ikke så ondt når folk svigtede
og hvis det endelig gjorde ondt har jeg ikke lagt mærke til det.
nu står jeg som voksen og tænker mit liv igennem,
tager det op til revision, overvejer hvem der skal have
lov at blive og hvem der skal ud, de to der holdt det
hele sammen for mig, er væk, men de er blevet erstattet
af en ny.
En der elsker mig ubetinget, en der elsker vores datter
ubetinget, en der forsøger at skubbe mig i den rigtige retning,
en der ikke lader folk trampe på mig.
Han elsker mig for det jeg er, lytter, hører mig og accepterer mig.
han tager mine fejl med og tilgiver dem, han giver mig en
styrke jeg aldrig før har vidst at jeg havde.
Han lader mig tale
Han lader mig rase og være vred
Han trøster mig.
men vigtigst af alt, han støtter mig i ikke at blive som
den mor der svigtede mig, hans familie er min familie,
de elsker mig og jeg dem.
Nu ved jeg hvad sammenhold og familiekærlighed er.
Jeg kan ikke takke ham nok, men kan kun give ham min
ubetingede kærlighed, en kærlighed jeg ville dø for.
Jeg vil finde min indre løvinde, for jeg ved hun er der
og en dag, når hun er klar, vil hun komme frem i lyset
og vise hvem hun er og hvad hun står for.
En dag er hun klar
En dag er jeg klar
Klar til at tage skridtet og blive min egen lykkes smed,
sige farvel til dem der alligevel modarbejder og trykker mig
og klar til at tage imod de der accepterer mig for det jeg er,
og vigtigst af alt, blive klar til at modtage mig selv
og acceptere hvem jeg er.
Jeg vil det her
Jeg vil klare livet
Jeg vil
jeg kan
Jeg gør det!!!!
og jeg har næsten gjort det, jeg er næsten færdig med
min sosu uddannelse, noget du mente jeg var for dum til.
men jeg er ikke dum... jeg klarer det faktisk ret godt,
så godt at jeg har søgt arbejde i modsatte ende af landet
for at komme væk, starte forfra, uden dig og ham,
noget du ikke bryder dig om, du mener jo ikke jeg
kan klare mig uden dig, men det kan jeg, for det gør jeg
allerede...
Hilsen din datter.
Tak til jer der nåede til bunds i det her lidt
lettere rodede indlæg... 
