Er frustreret og ambivalent - gode råd søges :/

Ja, dette lyder nok lidt mærkeligt at skrive herinde - men jeg er nok langt fra den første eller den eneste med dette problem. Here goes:

Jeg har altid været heeeelt sikker på at jeg aldrig skulle have børn  Så mødte jeg min nuværende mand som var min første seriøse kæreste og han meldte klart ud fra starten at han ville have børn. Jeg tænkte at skruk-heden nok skulle komme hos mig - for det sagde alle folk jo. Nu 5 år senere er jeg stadig ikke skruk. Jeg nærmer mig de 30 og vi er gået igang med fertilitetsbehandling da husbonden har meget nedsat sædkvalitet og tingene går pludselig meget stærkt.

Jeg har aldrig før været så ambivalent omkring et emne og jeg føler at alting (specielt tiden) pludselig løber fra mig. På den ene side glæder jeg mig til tanken om at blive gravid og få en lille, og sekundet efter er jeg i panik og kan slet ikke se mig selv som mor. I de tilfælde tænker jeg på at jeg ikke føler mig klar, at jeg kommer til at "miste en del af mig selv" og at jeg ikke bare kan tage ud at rejse som det passer mig og at jeg kommer til at føle mig bundet (jeg har altid været meget rejselysten og en anelse rodløs).

I undrer jer måske over hvorfor jeg så er i fertilitesbehandling, og det gør jeg også nogle gange selv, men når jeg så er i mit mere fornuftige og rationelle hjørne, så tænker jeg "selvfølgelig skal jeg have børn" og jeg tænker over alle de dejlige ting ved at have børn og glæder mig til at shoppe-amok i babytøj og babyudstyr og tænker meget i børneopdragelse, babynavne og hvilken slags mor jeg vil være.

Jeg har snakket med min familie og min kloge mor sagde at nogle kvinder bliver bare ikke klar før de står i situationen og for nogle er der bare aldrig et "rigtig tidspunkt" at få børn på. Måske mit biologiske ur er bagefter eller gået lidt i stå?

Så jeg spørger jer kloge kvinder; er der nogle der har eller har haft det på samme måde som mig? Som ikke går og er skruk hver dag men som prøver ihærdigt på kun at tænke på glæderne ved børn.

Og hvad kan jeg eventuelt gøre for at vænne mig til tanken om børn? Alle gode råd og kloge ord søges - også hvis I synes jeg bare fortjener et spark bagi

Wimmie skriver:

Ja, dette lyder nok lidt mærkeligt at skrive herinde - men jeg er nok langt fra den første eller den eneste med dette problem. Here goes:

Jeg har altid været heeeelt sikker på at jeg aldrig skulle have børn  Så mødte jeg min nuværende mand som var min første seriøse kæreste og han meldte klart ud fra starten at han ville have børn. Jeg tænkte at skruk-heden nok skulle komme hos mig - for det sagde alle folk jo. Nu 5 år senere er jeg stadig ikke skruk. Jeg nærmer mig de 30 og vi er gået igang med fertilitetsbehandling da husbonden har meget nedsat sædkvalitet og tingene går pludselig meget stærkt.

Jeg har aldrig før været så ambivalent omkring et emne og jeg føler at alting (specielt tiden) pludselig løber fra mig. På den ene side glæder jeg mig til tanken om at blive gravid og få en lille, og sekundet efter er jeg i panik og kan slet ikke se mig selv som mor. I de tilfælde tænker jeg på at jeg ikke føler mig klar, at jeg kommer til at "miste en del af mig selv" og at jeg ikke bare kan tage ud at rejse som det passer mig og at jeg kommer til at føle mig bundet (jeg har altid været meget rejselysten og en anelse rodløs).

I undrer jer måske over hvorfor jeg så er i fertilitesbehandling, og det gør jeg også nogle gange selv, men når jeg så er i mit mere fornuftige og rationelle hjørne, så tænker jeg "selvfølgelig skal jeg have børn" og jeg tænker over alle de dejlige ting ved at have børn og glæder mig til at shoppe-amok i babytøj og babyudstyr og tænker meget i børneopdragelse, babynavne og hvilken slags mor jeg vil være.

Jeg har snakket med min familie og min kloge mor sagde at nogle kvinder bliver bare ikke klar før de står i situationen og for nogle er der bare aldrig et "rigtig tidspunkt" at få børn på. Måske mit biologiske ur er bagefter eller gået lidt i stå?

Så jeg spørger jer kloge kvinder; er der nogle der har eller har haft det på samme måde som mig? Som ikke går og er skruk hver dag men som prøver ihærdigt på kun at tænke på glæderne ved børn.

Og hvad kan jeg eventuelt gøre for at vænne mig til tanken om børn? Alle gode råd og kloge ord søges - også hvis I synes jeg bare fortjener et spark bagi

 

Skriver lige en PB.

Ork, ja, det kender jeg godt!!! Jeg var bare SLET ikke klar til at få børn!!! Pyha nej det måtte godt vente. Jeg var 33 år da vi gik igang med projekt baby og jeg kunne på ingen måde overskue det!!! -ville have frihed, rejse, føle mig fri!!!

Jeg blev gravid med det samme og var på ingen måde 'lykkelig' mere skrækslagen! Jeg var 15 uger henne før vi sagde noget til familien for jeg kunne slet ikke kapere deres glæde. Det skal lige siges at min kæreste og jeg var gift og at vi havde været kæreste i ca. 6 år på det tidspunkt, så det var jo meget 'naturligt' at vi skulle til at have børn.

 Vi tog ud på en længere rejse til Asien da den første var 3 mdr, og det var SKØNT at komme ud og blive luftet lidt, og det er super nemt at rejse med helt små børn!

Det lykkedes mig at få både barn nr. 1 og barn nr. 2 uden at føle mig særlig mor-agtig. Da nr. 3 kom på banen, så begyndte jeg at føle mig som MOAR, men det var nu mere pga af at den første var blevet 'stor' mere end det var pga endnu en lille baby.

Nu synes manden at vi har børn nok, men NU har jeg fået blod på tanden og er blevet helt skruk og vil rigtig gerne have en nr. 4! Meget meget meget, sindsygt meget , endda!!!

Så nej du er bestemt ikke alene om ikke at føle dig kaldet til at få børn, men derfor kan man godt blive en super god mor alligvel!!!

Trer bare ikke det er spor unormalt at man kan have det sådan, jeg havde det ihvertfald på nøjagtig samme måde og idag fortryder jeg intet. Havde den værst tænkelig graviditet, derefter en rigtig lorte fødsel som endte på operationsbordet, derefter blev indlagt med gulsot og så som om vi ikke havde været udsat for nok viser det sig at Sille er meget sensitiv og sov først da hun blev 3 mdr. gammel, indtil da sov hun under 7 timer i døgnet og tit kun 10 min ad gangen. Og selvom det har været sådan gør jeg gerne det hele en gang til for at få Sille, men skal ikke have flere børn, men er virkelig glad for Sille. De giver bare så meget de børn, så selvom det er svært så prøv at glæd dig for det er helt fantastisk men man forstår det ikke før man sidder i det.

Tusinde tak for jeres svar I kloge kvinder

Det er en stor lettelse at høre at jeg ikke er den eneste med de følelser - selvom jeg nu godt vidste at jeg ikke var den eneste, så kan man godt komme til at føle sig sådan...især når man læser med herinde hvor det virker som om alle enten er skruk eller i hvert fald i den 7. himmel hvad børn angår.

Jeg skifter stadig mening ang. børn som vinden blæser, men jeg er efterhånden også mere og mere overbevist om at det ikke behøver at være unormalt ikke at være skruk på forhånd, og jeg må jo bare satse alt på at jeg bliver det når jeg bliver gravid eller i hvert fald at jeg bliver overvældet af nye følelser når jeg har født.

Jeg er ofte skeptisk når forandringer står for døren, og projekt baby må jo siges at være ganske nyt for mig, så jeg skal nok bare bruge ekstra tid til at vænne mig til tanken.