Det er så svært ..

Hej Piger..

Jeg har brug for at lufte alle mine tanker lidt..

Min søster kom til mig i fredags og fortalte hun var gravid, han havde siden torsdag haft rigtig rigtig ondt i maven og lænden havde også haft en blødning og var gået til lægen fredag for at finde ud af hvad der kunne være galt, hun gik derfra med beskeden om at hun var gravid og at der kunne være 3 muligheder, enten var hun gravid helt som hun skulle eller også var hun ved at abortere eller også så sidder graviditeten ikke i livmoderen.... Den besked sender de hende hjem med en fredag formiddag... Jeg er jo selvfølgelig bekymret for min søster og da hun skulle blive ved os og sove til lørdag vogter jeg over hende som en høg, for jeg vil ikke ha hun har ondt og vil jo så gerne hjælpe..

Vi snakker lidt om hvad hun vil gøre osv... Mine søskende og jeg selv har ikke haft den letteste barndom, med svigtende forældre så jeg syntes det er MEGET vigtigt at jeg støtter hende i den beslutning hun tager lige meget hvad den vil blive... Men samtidig er det også bare så svært... Min søster er 18 år, men ikke ansvarsbevidt og kan til tider dårligt tage egne valg hun har en 9. klasse og derefter har hun arbejdet, det var så meningen at hun skuille starte handelskole her til sommer og det var vi så glade for, for så ville hun komme lidt videre...

Hun er sammen med en kæresten som ingen i familien rigtig kan sammen med, han styre rigtig meget for hende og hans familie skal altid prioriteres højest, han studere og er på SU, bor i en dyr lejlighed så min søster har måttet arbejde for at kunne hjælpe ham med at betale til sin lejlighed.. samtidig får han hende med til at tage en masse dumme hurtige lån.. osv osv...

Det er svært at rådgive sin søster når man selv er splittet... Da jeg var 18 år var alt hvad jeg ønskede mig en familie, og især et barn... Så hvis jeg havde været hende havde dette her virkelig været min drøm og abort er for mig ikke noget man "bare" bruger for sjov ( Ikke sagt for at fornærme). Så jeg ved godt hvad jeg selv ville have valgt.. Også fordi jeg ALDRIG ville kunne få en abort med mindre barnet var sygt eller det var blevet undfanget uden EGEN vilje..Men igen, hun er 18 år, er sammen med en usikker kæreste og ønsker hende bare så meget mere i hendes ungdom, end at stå med eget barn nu.. Hun har et par gange skulle passe mine børn, MEN det har gang på gang været med uførlige skemaer, ellers så kan hun ikke overskue det, og det bekymre mig så meget i forhold til at hun MÅSKE selv skal være Mor nu....

Men jeg mener jeg har gjort hvad jeg kunne, jeg vil ikke fortælle hende hvad hun SKAL gøre, jeg har sagt til hende at jeg støtter hende i det valg hun tager, og at vi nok skal være der for hende fuldt ud i alt det hun ønsker, men samtidig så Håber jeg inderst inde at det viser sig at hendes graviditet sidder forkert så hun ikke skal træffe et valg, og igen ønsker jeg ikke det for hende hvis hun ønsker sin graviditet...Syntes det er så svært i den her situation, og tænker bare at hvis jeg har det sådan her, hvordan mon så hun har det ?????

Hmm jeg ville egentlig bare af med en masse tanker og ja så hvis I har nogle råd eller tanker omkring det så del dem endelig med mig.

Hilsen en bekymret Søster.

Hun har netop haft ringet til mig og fortalt at hvis graviditeten er hvor den skal være så vil hun beholde barnet, og så må det jo være det jeg/vi støtter... For så er det det, HUN ønsker, men hvordan får man fortalt hende at man slet ikke mener hun er klar ?? er der er en masse ting som hun ville skulle ændre på og samtidig lære at gøre, og at tage ansvar for sig selv og det hun gør ??

Åhh det er bare så svært...

Puuhha, ja det er en svær en.
Jeg håber da at tingene går i sig selv et eller andet sted, selvom, det er hårdt at sige.
Men uanset hvad, så skal du have et skulderklap for at være en så fantastisk storesøs, der er parat til at være der nomatter what.

Egentligt så tror jeg, at du skal tage snakken med hende.
Spørg ind til hvad hun selv har tænkt sig. Vend og drej situationen og fremtidsperskeptiverne med hende...osv. osv.
Nævn det der med skemaerne, og spørg ind til om hun selv føler sig parat.
Om hun tror, det vil blive nemt for hende, at overskue.
Men sørg for at understrege, at du er der for hende, uanset hvad.
Jeg håber, der kommer styr på det for hende, og så får du lige et stort knus.
Ville ønske, jeg havde sådan en fantastisk søster, men jeg har slet ingen søskende, så jeg håber hun sætter pris på dig 

Kærligst
Sussie

Årh du skal simpelthen have en stor krammer af mig . - gud hvor har jeg ondt af dig . 

Nu ar jeg selv en søster som er 17 år , og nøj hvor ville jeg blive ked af det hvis hun kom og fortalte mig at hun var gravid . :/ - ved det er tarveligt sagt . 

Men min søster kan du sagtens sætte op i mod din . 

Hun er så ansvarsløs , drikker hver week , er aldrig hjemme , har travlt med veninder , og har en kæreste som godt nok bor hjemme men som har bil osv , bruger mange penge på spil osv . 

Hun har dog 2 jobs . 

Men hun er bare slet slet ikk moden nok til et barn . 

Jeg er selv 21 og har født for næsten 3 måneder siden , og jeg synes det er noget af det hårdeste jeg har oplevede i mit liv , jeg elsker virkelig min søn , men det tager alt ens tid og alle ens kræfter . Og det ville jeg vide min søster slet ikk kunne klar nu . 

Jeg tror faktisk jeg på en pæn måde ville tage en snak med hende om , om hun er klar over alt det det indebære og  om hun er klar over hvilke hårde nætter man kan få (hvis barnet ikk sover) - jeg ville forklare hende hele den erfaring jeg har fået mig på nuværende tidspunkt . 

Og så lade hende træffe en beslutning ud fra det , ingen tvivl om at jeg ville støtte hende , men jeg ville prøve at forsøge at "tale" hende fra det . 

Og jeg ved godt jeg ikk deler sammen mening med alle , men vi kan heller ikk alle være ens og have sammen mening så ville livet sku være for kedeligt . 

Det var ikk så mange råd igen til dig , men nok mere hvad jeg selv ville gøre hvis det var min søster . 

Vi har selv haft en kaotisk barndom . 

SussieThyssen skriver:

Puuhha, ja det er en svær en.
Jeg håber da at tingene går i sig selv et eller andet sted, selvom, det er hårdt at sige.
Men uanset hvad, så skal du have et skulderklap for at være en så fantastisk storesøs, der er parat til at være der nomatter what.

Egentligt så tror jeg, at du skal tage snakken med hende.
Spørg ind til hvad hun selv har tænkt sig. Vend og drej situationen og fremtidsperskeptiverne med hende...osv. osv.
Nævn det der med skemaerne, og spørg ind til om hun selv føler sig parat.
Om hun tror, det vil blive nemt for hende, at overskue.
Men sørg for at understrege, at du er der for hende, uanset hvad.
Jeg håber, der kommer styr på det for hende, og så får du lige et stort knus.
Ville ønske, jeg havde sådan en fantastisk søster, men jeg har slet ingen søskende, så jeg håber hun sætter pris på dig 

Kærligst
Sussie

Mange tak skal du ha Sussie....

Jeg endte faktisk med at ringe til min fars Kone og snakkede med hende, følte virkelig jeg havde brug for en snark fordi jeg syntes det hele er så svært... Har ikke haft noget forhold til min far de sidste mange år, men efter jeg fik børn for 4 år siden, så vendte det og han prøver nu at være der for mig, så nu greb jeg chancen og snakkede med hans kone om det.. de har teenage plejebørn og tackler mange svære ting med dem, så det var rart man lige kunne få luftet sine tanker..

Jeg har også sagt nu til min søster at jeg gerne vil have en lille snak med hende, fordi jeg gerne vil være helt sikker på at hun ikke føler sig presset til at beholde pga kæresten eller andet..

Men endnu engang TAK for dot svar.

Knus

Pernille08 skriver:

Årh du skal simpelthen have en stor krammer af mig . - gud hvor har jeg ondt af dig . 

Nu ar jeg selv en søster som er 17 år , og nøj hvor ville jeg blive ked af det hvis hun kom og fortalte mig at hun var gravid . :/ - ved det er tarveligt sagt . 

Men min søster kan du sagtens sætte op i mod din . 

Hun er så ansvarsløs , drikker hver week , er aldrig hjemme , har travlt med veninder , og har en kæreste som godt nok bor hjemme men som har bil osv , bruger mange penge på spil osv . 

Hun har dog 2 jobs . 

Men hun er bare slet slet ikk moden nok til et barn . 

Jeg er selv 21 og har født for næsten 3 måneder siden , og jeg synes det er noget af det hårdeste jeg har oplevede i mit liv , jeg elsker virkelig min søn , men det tager alt ens tid og alle ens kræfter . Og det ville jeg vide min søster slet ikk kunne klar nu . 

Jeg tror faktisk jeg på en pæn måde ville tage en snak med hende om , om hun er klar over alt det det indebære og  om hun er klar over hvilke hårde nætter man kan få (hvis barnet ikk sover) - jeg ville forklare hende hele den erfaring jeg har fået mig på nuværende tidspunkt . 

Og så lade hende træffe en beslutning ud fra det , ingen tvivl om at jeg ville støtte hende , men jeg ville prøve at forsøge at "tale" hende fra det . 

Og jeg ved godt jeg ikk deler sammen mening med alle , men vi kan heller ikk alle være ens og have sammen mening så ville livet sku være for kedeligt . 

Det var ikk så mange råd igen til dig , men nok mere hvad jeg selv ville gøre hvis det var min søster . 

Vi har selv haft en kaotisk barndom . 

Tusind tak skal du ha...

Min søster er bestemt heller ikke moden til at blive Mor, men derfor skal jeg da ikke kunne sige hun kan vokse med opgaven, det er jo trods alt ikke i morgen hun står med den lille Bebs.

Min søster går dog ikke i byen, og de har faktisk ikke rigtigt nogen venner. I sommers fik de hund og efter 14 dage, var det hårdt og man skulle jo op om natten og lufte den osv osv...Det kunne hun ikke magte.. Hvad så med en bebs ??

Ja jeg bliver nød til at snakke med hende og sige min mening omkring situationen OG samtidig gøre det klart for hende at jeg støtter hende i det valgt hun SELV tager, MEN jeg bliver også nød til at forklare hende at det er hendes EGET ansvar, for jeg har min egen familie og mine egne børn at tænke på og kan ikke i tide og utide "redde" hende.

<igen mange tak for svar.

Knus