At skændes foran baby??

Hej, jeg vælger at skrive anonym da jeg synes det er lidt pinligt.

Min kæreste har haft rigtig svært ved den nye rolle som far. Det at skulle tilpasse sig, sætte barnets behov foran sine egne, tage hensyn, putte om aftenen/natten. ( lave kaffe, bage, se TV, liiige 5 min. mere på sofaen eller i sengen, som så bliver til en time eller 2!!

Det er ikke pænt sagt, men det eneste han laver med baby er at ligge på sofaen med hende - mens han ser TV! Baby har sovet, fået mad og blevet pudslet ( af mig ) og så er hun vågen og aktiv og søger kontakt. Men hans opmærksomhed er i tv'et. . .

Han er god til at lave mad i køkkenet til os. Men der bliver ikke ryddet op efter sig, og alt andet oprydning står jeg også for!

Jeg vælger at konfrontere ham med det, når det står på, da det jo ganske hårdt for mig (uden nogen natte søvn fordi jeg ammer 3 gange om natten) jeg har svært ved at finde 5-10 min. om aftenen hvor jeg kan trække ham til side og snakke om det.

Men han bliver ganske enkelt hysterisk når jeg siger det til ham. Råber og kæfter op. Siger jeg på en meget blid og pædagoisk måde (har prøvet alle måder) At han skal dæmpe sig, vi skal ikke skændes foran baby. Siger han bare: ÅHHH hold da din kæft!

Så bliver han sur, smækker med alt han skal røre ved, larmer og STRESSER.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på min lille bitte solstråle skal lægge øre til det. Det kan umuligt være rart og sundt for babys sind

Jeg har efterfølgende også fået afvide jeg skal gå til lægen fordi jeg er blevet sindsyg fordi jeg græd på et tidspunkt det bare blev for meget.

Idag fik jeg afvide jeg var phygopat!!

Hvad skal jeg gøre???

Hilsen den meget ulykkelig ( på min baby's og mine vejne )

Gå fra ham, lad vær med at find dig i at blive nedværdiget på den måde.. Hvis du bliver ved bliver det værre og værre...
Spark ham ud, og såfå dit et godt og stabilt liv med jeres datter.. han fortjener jer jo ikk.

sarahb skriver:

Gå fra ham, lad vær med at find dig i at blive nedværdiget på den måde.. Hvis du bliver ved bliver det værre og værre...
Spark ham ud, og såfå dit et godt og stabilt liv med jeres datter.. han fortjener jer jo ikk.

kan kun være enig

Argg synes måske det er lidt drastisk at råde dig til at pakke dine ting, men det kan du jo bedst selv mærke.

Jeg kender mange mænd som har haft svært ved at finde ind i rollen som far, de kan ikke det samme som mor (især ikke når du ammer), og jeg kender rigtig mange som føler det første år er mors. Giv ham tid og lad ham komme ind i rollen som far. Måske kan han bade den lille som hans opgave, det gjorde vi herhjemme, og det gav ligesom far en særlig opgave som så var hans helt alene.

Men ligesom der er rigtig meget at vænne sig til som mor, så er der det også som far, men baby er bare ikke ligeså afhængig af ham som af dig og derfor kan omstilling varer lidt længere

Held og ylkke til jer og jeg håber han finder sig bedre tilpas i rollen inden længe

Hvor gammel er jeres baby?

Tror mange fædre har det svært lige i starten, da de ikke ser, hvad pokker man kan lave med sådan en lille størrelse.. Man kan ikke snakke sammen, man kan ikke spille boldt sammen, man kan ikke lege sammen osv, normalt er man jo 2 om tingene, men med sådan en lille en, bliver det tit en "en-vejs" kommunikation, og det kan være svært at forholde sig til.. Desuden tror jeg, at "vi" har nemt ved at kritisere, og hører han kun kritik (fordi han måske ikke laver andet, end noget der kan kritiseres), så blokerer man nemt, for hvis det man gør alligevel er forkert, hvorfor så gøre noget i det hele taget?

Jeg tror nogen skal lære, at være sammen med deres børn, på en måde der er tilfredsstillende for alle parter.. Din kæreste skal lære, hvordan man er sammen med et lille barn, som i hans øjne, ikke giver så meget igen.. Hvordan han selv skal holde den kørende, indtil baby begynder at give igen.. Det lærer han måske ikke fra den ene dag til den anden, så prøv at give ham tid, og evt gå dig en lille tur, så han får muligheden for at øve sig lidt, uden at der er tilskuere på..

Hvis du hellere vil gå, så skal du også være sikker på, at du går.. For det nytter ikke noget alt det med, at rende frem og tilbage...

Håber du kan bruge det til noget  

Uha..det er jo så hårdt for mænd, når de lige pludseligt skal blive voksne og tage ansvar...og jeg ved ikke hvorfor, de tror de skal være babies hele livet.
Men det er der åbenbart nogen, der tror..og du er vist i besiddelse af en af dem.

For mig at se, må du sætte ham stolen for døren.
Du må ganske enkelt sætte dig foran ham og sige:
"Ved du hvad min skat. Jeg elsker dig som du var, men nu er du en anden. DU er urimelig og forkælet, og vil på ingen måde tage ansvar for det liv vi i fællesskab har sat i verden. Hvor er den mand blevet af, som jeg forelskede mig i? Ja, det er hårdt at blive forældre, men vi er to om det og har valgt at dele det, og det medfører ansvar for det lille væsen, som vi har lavet.
Det er ikke nok, at du tror, hun kun skal ligge på din mave. Du skal være sammen med hende "se" hende, lære hende at kende, lære hende ting, stimulere hende og glæde dig over hende..og først og fremmest få hende til at føle, at du elsker hende.
Jeg elsker dig som du var, og jeg vil gerne vide om du har fortrudt "dig og mig" og "os" som familie. For hvis det er sådan, så er det bedre det stopper nu. Hvis du stadig vil "os" jamen så må du stoppe med at opføre dig som du gør og være en del af livet sammen, der skal blive til "os".
Jeg vil ikke diskutere, og jeg vil ikke have du råber og skriger, samt taler nedsættende til mig. Det har jeg ikke fortjent, men hvis du synes jeg fortjener det, jamen så må det stoppe her."

Og så må du lade ham sige, hvad han vil sige.
Hidser han sig igen op, så pak dine ting og gå eller bed ham om at gå, for så ser jeg ikke nogen fremtid for jer.
Vil han dig og barnet, så tal sagligt om det, få evt en 3. part ind over til at hjælpe jer, så I kan få vendt bøtten og få nogle værktøjer at arbejde med.
Held og lykke med det og et stort knus

Kærligst
Sussie