Jeg synes I fortjener en update på tråden den anden dag. Men først tak for alle rådene og historierne fra Jer. Det bekræfter mig i at jeg er helt normal, og at mine følelser er OK. TAK! 
Det endte jo lidt på et sidespor, og jeg tog hjem til min far og var en aften, fordi jeg ikke orkede at se på det sure fjæs længere. Indtil der kom en sms "ville ønske du var her", og jeg tænkte, at baby har ret til 2 forældre. I det mindste måtte vi prøve at tale sammen og få renset luften på en god måde, i stedet for det med råberi og latterlige sms'er.
Jeg skrev til kæresten, at jeg kun kom hjem, hvis han lovede IKKE at råbe og ikke at blive sur. At jeg ikke ville finde mig i det, at jeg vil respekteres og lyttes til. Det fik jeg god for.
Da jeg kom hjem blev der ikke sagt et ord. Jeg valgte at han måtte tale først.
Først næste morgen, da han skulle på arbejde, kom han med fugtige øjne og sagde undskyld og at han godt viste den var gal. At han elsker mig og baby og at han ville tage tidligere fri fra arbejde, så vi kunne snakke. Godt træk af ham!
Han kom tidligere hjem, og jeg havde egentlig tænkt at det ville gå helt amok. Men jeg lod ham tale, og ganske hurtigt sagde han det selv. Han er skræmt over at skulle være far. Han er SÅ bange for ikke at slå til, ikke at kune finde ud af det, og ikke at være den far som jeg ville ønske han var. Jeg har på ingen måde snakket om, hvordan jeg ønsker han skal være. For det har jeg ikke ret til. Det eneste jeg ved er, at jeg ikke får børn med ham "bare fordi", men fordi det er HAM jeg vil have som far til mine børn. Resten med at regne rollen ud, det må han klare selv. Jeg har så rigeligt at se til med at finde min rolle som mor.
Jeg sagde til ham at det var helt OK, og jeg måske godt havde tænkt at det var dét der drillede. At han må huske jeg heller aldrig har prøvet det før, og at det hele er så nyt. At jeg også bliver ramt af "oh fuck"-følelsen, selvom jeg glæder mig ubeskriveligt. Og at jeg tror vi nok skal klare det, bare vi står sammen!
Jeg fortalte ham, at jeg ønsker han skal blive bedre til at sætte ord på sine tanker. Og droppe vredesudbrudene, for dem finder jeg mig altså ikke i!! At han må sige, hvad der er galt, så jeg enten kan trække mig og han får ro, eller så jeg kan hjælpe ham.
Siden har det gået OK. Mn krop har reageret lidt på stressen med en øm, spændt mave og opkast igår. Men vi har det fint, og han har ikke vist den sure mine siden!
Det skal nok gå.. Men nogle gange kommer det skide "tordenvejr" bare SÅ ubelejligt..
Ang. besøget fra nord, så venter jeg med at smide den på bordet. Jeg vil lige give ham tid til at synke vores samtale. Måske ser han det helt af sig selv, at det ikke er det rigtige for os....
Tak fodi I er der, navler!
