E.J.mor. skriver:
hej piger.
Det ikke nemt at fortælle,og det jo længe siden jeg har været herinde sidst og lave et indlæg bortset fra det i sidste uge.
hmm.....jeg skrev et indlæg i august måned ang min mor som havde koglekræft og at det havde spredt sig til hele kroppen.
torsdag den 14 oktober 2010 om formiddagen kommer vi op til min mor på sygehuset hun lå på cancer afdelingen på roskilde,fordi hun var blevet indlagt med vejrtrækningsproblemer. jeg kommer ind og overlægen og sygeplejesken står ved min mor og snakker,og....jeg kan fornemme det ik godt det her,min søster kommer så også ind i rummet og min mand,og min far til sidst.
så siger overlægen ja....og siger så min mors navn......det ik godt det her,,,du har fået pencillin og dine infektionstal er steget så voldsomt meget,der er ik mere vi kan gøre,for kræften er nu over det hele,og vi havde jo en aftale om at når "tiden" var inde så ville jeg komme og sige det til dig.
min mor bryder sammen og siger "så skal jeg jo dø"
mit hjerte sidder oppe i halsen,og jeg går ud af rummet,og går totalt i knæ ude på hovedgangen og bryder totalt sammen.
overlægen kommer ud efter lidt og samler mig op,og jeg siger til ham nej du må hjælpe min mor,hun skal ik dø nu. vi kan intet gøre,kræften er så voldsom nu,min søster og min mand står og holder om mig,fordi jeg ryster så meget af angst.
min søster aftaler så med overlægen og sygeplejeskerne at vores mor må ik lide mere eller være bange for at dø.
de gav hende angstdæmpende og morfin konstant,pga voldsomme smerter.
vi blev henvist til et lokale hvor vi kunne overnatte så mange vi ville og gøre hva der passet os.
min mor var væk heletiden og sov meget tungt,vi var i chok og kunne ikke forstå det.
jeg bad min mand tage sig af vores datter,fordi jeg måtte tilbringe den sidste tid med min mor.
Inden min mor var helt væk af morfinen,gik jeg ind til min mor alene,og jeg græd,og hun vågnet lidt op,fordi jeg grad så voldsomt. mor siger jeg så,"ja hva er der min skat".,,mor hvis det er nu du skal fra os,er der noget du må gøre for mig mor. "hva er det min skat". pas på emilie til jeg kommer mor,,,,det lover jeg dig,det lover jeg. og så sov hun.
Emilie er min lille pige, som jeg mistet,hvis nogen er i tvivl.
min far og jeg og min søster overnattet i rummet hos min mor,min søster og jeg kunne ikke sove vi græd konstant og holdte min mor i hånden og talte til hende,men hun vågnede ikke og kunne ikke svarer,kun lytte.
på et tidspunkt vågner hun op og vi styrter hen til hende,og vi opdager at hun er blevet blind,hun kunne ikke se os,så hun lukkede øjenene igen
der kom mange besøgende de dage,dem der stod nærmest.
anden nat sov min søster og jeg ude på hovedgangen, vi måtte lidt væk vi fik et par timers søvn.
fredag den 16 oktober kl 06 går min søster og jeg hen til vinduet,og jeg siger det bliver en smuk dag at dø på.
solen stod højt,ikke en eneste sky på himlen.
fredag den 16 oktober kl 13.57......kan vi se det er ved at være tid.
min søster og hendes mand og deres to børn,og jeg og min mand og min far står rundt om min mors seng,på den smukkeste efterårs dag omgivet af alle hendes kære kl 14 tager min elskede mor hendes sidste åndedrag.
li efter går jeg udenfor jeg kan ikke reagere på nogen måde jeg må bar ud.
Det er rigtig hårdt,jeg savner min mor og jeg tænker på hende hverdag, jeg forstår ik hun er væk.
hilsen charlotte
Puha, får helt tårer i øjnene af at læse dit indlæg.... Hvor må det bare have være/stadig være hamrende hårdt for dig og resten af familien
