En nat havde jeg en drøm. Jeg drømte, at jeg gik langs stranden med Gud, og over himlen glimtede scener fra hele mit liv.
I hver scene lagde jeg mærke til to sæt fodspor i sandet. Det ene sæt var mine og det andet var Guds.
Da den sidste scene fra mit liv havde vist sig for os, så jeg tilbage på fodsporene i sandet. Da så jeg, at der mange gange på livets vej kun var eet sæt fodspor og at det netop var, når mit liv havde været sværest og fyldt med sorg.
Det bekymrede mig, så jeg spurgte Gud: "Kun eet sæt fodspor i sandet ? Herre, du lovede mig, at du ville holde mig i hånden, lige meget hvor jeg gik. Fortæl mig hvorfor jeg kun ser eet sæt fodspor i sandet, når jeg netop ser tilbage på de tungeste perioder af mit liv. Herre, du sagde, at når jeg endelig besluttede mig til at følge dig, så ville du gå med mig hele vejen. Men jeg ser, at der kun er eet sæt fodspor i sandet i mit livs sværeste perioder. Jeg forstår ikke hvorfor, du forlod mig, da jeg mest behøvede dig."
Og Gud svarede: "Mit dyrebare barn, jeg elsker dig og aldrig, aldrig ville jeg forlade dig i prøvelsernes og lidelsernes stunder. Der hvor du kun ser eet sæt fodspor i sandet - det er dér, hvor jeg bar dig."
Anmeld
