Min mand og jeg har været gift i fem år nu. Han har hele tiden sagt, at han ville have to børn, helst en dreng og en pige, og helst pigen først. - og det fik vi så 
. Og bagefter, sagde han, ville han sterilisere sig. Nu er vores lille dreng 15 mndr. Og sikkert som mange andre småbørnsfamilier så slider vi en del med romantikken og at få hverdagen til at gå op, stadige uenigheder om fordeling af husarbejde, søvnmangel osv. Men børnene er jo fantastiske og giver så meget glæde. Han virker, somom han godt kan blive rimelig træt af småbørnslivet, gidder ikke at stå op om natten, gidder ikke at tørre snotnæser, gidder ikke at have legetøj ud over gulvet, gidder ikke at have en træt kone, osv. Og så pludselig i går, ud af blå, lige imens vi spiste middag kommer han så med. "Ja, der er jo en grund til, at jeg ikke har skåret strengen over endnu". Jeg troede, jeg havde hørt forkert, så jeg spurgte "Mener du, at du har lyst til at få en til?" Og fik svar: "Man ved jo aldrig, hvad som kan ske i fremtiden..."
Jeg går bare og smiler i dag. Efter at vi fik den første fandt jeg pludselig ud af, at jeg godt kunne tænke mig mange børn, men han var bare totalt afvisende. Nu sætter nok økonomi og alder sine begrænsninger, men bare det, at han ikke er totalt afvisende over for tanken længere gør mig glad. For det må jo betyde, at han trods alt finder stor glæde i børnene og familielivet, og det giver jo i hvert fald et begrundet håb om, at vi nok skal finde ud af det hele selvom det kan se lidt mørkt ud de dage, hvor vi begge er trætte og stressede osv.
Fik bare lyst til at dele det med jer andre. Tak for at du læste.
Anmeld
