Min veninde sårede mig.....

Hej alle.

Jeg er gravid- 27+0.

Jeg har en veninde der har fået fjernet et barn fornyligt, hvilke var hendes egen beslutning (Fostret fejlede intet)

Jeg har støttet hende hele vejen igennem, lagt mig selv og mine problemer på hylden- for en rigtig veninde er der for hinanden. jeg har grædt og grædt, nok fordi jeg selv venter mig og hun skulle ha det fjernet. ( Det skal siges at jeg elsker børn og kunne ikke drømme om at få det fjernet) men jeg har været der for hende.

Jeg fik så en besked fra hende hvor hun siger at hun ikke kan snakke med mig pt. - for jeg er gravid og det kan hun åbenbart ikke have. ( Jeg forstår godt hun er lidt ked oven på det hele, men det var jo hendes valg at få det fjernet??? )

Jeg sider her og fårstår intet af det, andet end at jeg er rigtig såret og fustreret, det går mig rigtig meget på og er så ked af det hele tiden..Hvad skal jeg gøre?? føler mig som en rigtig dårlig veninde, hvad kan jeg gære???

Jeg måtte bare ha luft.. - Tak fordi i tog jer tid at læse dette.

knus

kan godt forstå din fustration over dette... ja hun valgte selv at få abort, men på hvad grundlag??? det kan være hun har svært ved at magte at du skal have en bette guldklump og det skal hun ikke mere.. der kan ligge mange grunde til hun valgte at få abort, kender hende jo ikke.. men syntes du skal give hende lidt afstand hvis det er det hun har brug for.. hun ved du er der.. men måske har hun brug for at få noget bearbejdet alene..

Har hun sagt hvorfor? Har hun måske fortrudt (og dig og maven minder hende om det) tror du skal prøve at spørge lidt ind til det. Det har jo været anderledes hvis hun havde aborteret ufrivilligt, og så havde du sikkert også været mere forstående overfor det.

Hej søde. 

Jeg har også fået en abort en gang, jeg fortrød med det samme jeg havde taget den pille.

Det er ikke sjovt at komme igennem, hun har nok gjort det som var bedst for barnet.. - det er nok lidt hårdt for hende, at se dig med en dejlig stor mave.. 

Den dag idag, er jeg stadig ked af at jeg fik en abort, for tænker da på at jeg måske kunne have haft en lille pige eller lille dreng på 3 år. Jeg så jo det lille foster. Men hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg heller ikke fået lille Malou.

Jeg kan godt forstå at du bliver ked af det... Men jeg kan ærlig talt ikke forså din bemærkning "men det var jo hendes valg at få det fjernet???" Kunne det tænkes at hun i takt med at du nærmer dig termin, faktisk bliver mindet om hvad hun har valgt fra og måske fortyder det lidt? Er sikker på at hun glæder sig på dine vejen, det er bare for meget for hende lige nu og mon ikke hun kommer igen når bebs er på tapperne eller du har født

Havde engang en veninde troede jeg, lige indtil den dag hun vækkede mig ved at smækket et scannings billede op i hoved på mig og på den måde fortalte at hun var gravid... Hun glemte bare lige at jeg på det tidspunkt havde været i behandling for at blive gravid i 1½ år, uden held.. Hun kunne simpelthen ikke acceptere at jeg skulle have tid til at sluge den, inden at jeg kunne glæde mig på hendes vejene og derfor ikke lige havde lyst til at snakke gravidtet, baby, bleer mm. I det hun ikke kunne acceptere det, ja så sluttede det venskab..

jeg skrev til hende at jeg faktisk blev ret ked af det hun skrev. hvortil hun svarede "er det bedre jeg lyver"

Hun valgte aborten fordi "faren" og hende var ikke kærester de var kun "Hygge" venner. hun har selv sagt at hun ikke skal have flere børn for det ville hun ikke kunne overskue.. (Et eller andet sted kan jeg mærke at hun er lidt misundelig fordi jeg har 2 i forvejen og det går godt for mig og hun bliver lidt hmm agtig når mine er stille og rolige- er de os herhjemme når der ik er nogle)

Jeg har holdt afstand til hende i nogle dage- men det er rigtig svært for jeg vil jo ikke såre hende. Et eller andet sted føler jeg mig ikke særlig glad for at jeg venter mig pt. hun har virkelig fået mig ned på bunden af havet. (

Det var hellere ikke for at såre nogle at jeg skrev " Hun valgte det selv" i bund og grund var det hende der skulle tage valget.. men ja.. / Jeg kan godt se at det må være rigtig hårdt for hende men hun vil bare ikke tale om det med mig....

Men hun har nok brug for tid til at komme igennem det..

Hvordan havde i det så da andre havde fået barn?

Anonym skriver:

Hej alle.

Jeg er gravid- 27+0.

Jeg har en veninde der har fået fjernet et barn fornyligt, hvilke var hendes egen beslutning (Fostret fejlede intet)

Jeg har støttet hende hele vejen igennem, lagt mig selv og mine problemer på hylden- for en rigtig veninde er der for hinanden. jeg har grædt og grædt, nok fordi jeg selv venter mig og hun skulle ha det fjernet. ( Det skal siges at jeg elsker børn og kunne ikke drømme om at få det fjernet) men jeg har været der for hende.

Jeg fik så en besked fra hende hvor hun siger at hun ikke kan snakke med mig pt. - for jeg er gravid og det kan hun åbenbart ikke have. ( Jeg forstår godt hun er lidt ked oven på det hele, men det var jo hendes valg at få det fjernet??? )

Jeg sider her og fårstår intet af det, andet end at jeg er rigtig såret og fustreret, det går mig rigtig meget på og er så ked af det hele tiden..Hvad skal jeg gøre?? føler mig som en rigtig dårlig veninde, hvad kan jeg gære???

Jeg måtte bare ha luft.. - Tak fordi i tog jer tid at læse dette.

knus

Jeg tror hun har fortrudt den abort, og derfor gøær det rigtig ondt på hende at se dig gravid. Det var jo selvfølgelig ikke din beslutning, og du kan absolut ikke gøre for det. Du har været en rigtig veninde igennem hele processen. Det er hos hende problemet ligger...ikke hos dig.

Hun har bare fortrudt, og derfor har hun en masse følelser i klemme. Hun har truffet en beslutning for hendes egen skyld, fordi hun har brug for at komme igennem denne her sorg-proces uden at blive mindet om det hele tiden.

Altså jeg er ikke psykolog eller ekspert indenfor det her område. Men jeg kunne forestille mig, at det var sådan noget.

Giv hende tid....jeg er sikker på at hun nok skal komme til dig igen, når hun lige har fået det hele på afstand

Anonym skriver:

Hej alle.

Jeg er gravid- 27+0.

Jeg har en veninde der har fået fjernet et barn fornyligt, hvilke var hendes egen beslutning (Fostret fejlede intet)

Jeg har støttet hende hele vejen igennem, lagt mig selv og mine problemer på hylden- for en rigtig veninde er der for hinanden. jeg har grædt og grædt, nok fordi jeg selv venter mig og hun skulle ha det fjernet. ( Det skal siges at jeg elsker børn og kunne ikke drømme om at få det fjernet) men jeg har været der for hende.

Jeg fik så en besked fra hende hvor hun siger at hun ikke kan snakke med mig pt. - for jeg er gravid og det kan hun åbenbart ikke have. ( Jeg forstår godt hun er lidt ked oven på det hele, men det var jo hendes valg at få det fjernet??? )

Jeg sider her og fårstår intet af det, andet end at jeg er rigtig såret og fustreret, det går mig rigtig meget på og er så ked af det hele tiden..Hvad skal jeg gøre?? føler mig som en rigtig dårlig veninde, hvad kan jeg gære???

Jeg måtte bare ha luft.. - Tak fordi i tog jer tid at læse dette.

knus

Det er aldrig nemt i sådanne situationer.

Har selv haft en veninde engang, der havde svært ved at blive gravid. Jeg blev så gravid og jeg var pisse ræd for at fortælle hende det, fordi jeg vidste det ville blive svært for hende.

Jeg anede ikke hvordan jeg skulle bære mig ad og jeg ville ikke bare sige det i telefonen ( vi boede langt fra hinanden) så jeg valgte at tage hjem til hende. Om morgenen satte jeg mig ind til hende og sagde der var noget jeg var nødt til at fortælle hende. Jeg sagde at jeg ikke havde vidst hvordan jeg skulle sige det og at jeg simpelthen ikke kunne få ordene ud. Så jeg valgte at vise hende et scanningsbillede.  Efter jeg havde gjort det spurgte hun hvor langt jeg så var henne og jeg svarede at jeg var i 8 uge. Derefter talte vi ikke mere om det og jeg undgik med vilje emnet, for ikke at såre hende.

Afstanden mellem os blev alligevel større og større, for hun blev fortsat ikke gravid, men det var jo for pokker ikke min skyld! Jeg talte med hende i telefon og fortalte hende kun meget lidt om graviditeten.

Punkt 1) Hvis jeg fortalte en masse ville hun føle jeg trampede rundt i at hun ikke var gravid.

Punkt 2) hvis jeg IKKE fortalte noget var jeg bange for hun ville føle jeg lukkede hende ude af mit liv- så alt i alt var det ikke særlig nemt at stå på min side heller.

Vores venskab gik i stykker til sidst. Jeg følte jeg havde taget alle de hensyn til hende som jeg kunne, men hun påstod ( og påstår stadig) at jeg ikke snakkede om andet end min graviditet og ikke tog hensyn til hendes følelser. Det er nok den del der gør mig mest vred, for hvis der var noget jeg brugte mine 9 måneder på, så var det at tænke på hende og håbe på hun også blev gravid og at jeg ikke ville såre hende.

Jeg forventer ikke at hun nogensinde vil kunne se det fra min side, men det var faktisk rart at få det ud alligevel.

Jeg havde endda tænkt dengang, at hun skulle være Gudmor til den pige jeg fødte, for at vise hun betød meget,men det blev jo så ikke til noget. Heldigvis kan jeg sige nu.

Så det jeg vil frem til, er at du nok ikke kan stille meget op. Det var præcis såsan jeg havde det dengang. Det var ligemeget hvad jeg gjorde, så var det ikke godt nok.

Held og lykke med din baby