Aflivning af hund

Så skete det, vi fik aflivet vores højt elsket vuffer.. Det har været en skrækkelig oplevelse fordi han simpelthen var for ung.

Vi har haft en adfærdsterapeut over der sagde at det ville være et KÆMPE arbejde at få ham rettet ind, og det var langt fra sikkert at han blev "normal". Han har 2 gange bidt ud efter hhv min mand og jeg, derfor var terapeuten enig i at det var var for mange risici ved at lade ham alene med børnene. (Jeg tror aldrig han kunne finde på at bide dem, men tør ikke tænke på hvis den store får gjort noget hvorpå hunden føler sig underkuede)

Puha en skrækkelig oplevelse, hvor er her tomt herhjemme og hvor er det øv og ensomt at være her. Manden er taget på arbejde som alle andre dage og den store taget i skole. Den store virker slet ikke påvirket af situationen. Siger blot: "jeg er glad for han nu har det bedre." Og har kun grædt en lille smule under aflivningen som blev overværet af os alle efter aftale med dyrlæge. Det var den rigtige beslutning for os at kunne hjælpe ham på vej.  

Hvordan reagerede jeres børn på aflivning af husdyr?

Jeg har ikke nogen vise ord, men jeg vil stadig sige, at det er meget ansvarsfuldt gjort. Det er ikke mange, tror jeg, som ville have modet til at tænke fremad på den måde, og ikke bare tænke, at det går nok. Især når det handler om noget så hårdt og forfærdeligt, som at lægge sit kære dyr på dyrlægens briks

Åh,et rigtig stort knus herfra.Vi mistede vores elskede hund for 4 mdr. siden,15½ år gammel,og jeg kan stadig blive helt fysisk dårlig af sorg.Der bliver bare SÅ tomt,de mangler helt vildt,de vovser

Min søn er 22 mdr. nu,og jeg tror egentlig ikke som sådan at han kan huske ham,eller egentlig opdagede at han var væk.Når han ser billeder af ham siger han vov,vov,men det gør han med alle hunde.