Jeg må lige høre jeres mening.. Jeg er ved at få spat af en fra mit hold. Han var en af dem, som jeg snakkede bedst med fra starten af, og i starten var alt fint. Vi sludrede ofte, også på MSN. Men der gik ikke længe, før han begyndte at være meget egocentreret.
Han vil kun tale om sig selv og sine problemer! Ikke andet! Ikke så meget når vi ses til undervisning, for der er mange andre til stede, men hvis vi snakker på MSN. Jeg kan ikke skrive et ord til ham, før han atter en gang begynder at snakke om sine problemer og nedture, som stort set altid omhandler pigeproblemer. Og så kan jeg så bruge de næste 30-45 minutter på at komme med de samme råd og trøstende ord som sidste gang.
Jeg synes det er synd, at han har disse problemer, men jeg synes det er træls, at samtalen ikke handler om andet, når jeg ikke har lagt op til at snakke om det. Han er aldrig interesseret i at høre, hvordan jeg har det, det handler kun om ham. Og det er de samme problemer hver gang. Fx var han den første på studiet der fandt ud af jeg var gravid, og vi snakkede om det på MSN. Jeg havde knap nået at sige, at vi var glade og blablabla, før han vendte samtalen til at handle om sig selv som sædvanlig. Ja han var ikke glad pt, han havde så mange problemer og blablabla, og så var min store nyhed ligesom glemt, og så kunne vi snakke om ham igen.
I dag var samme problem. Jeg skriver til ham for at fortælle ham, at man i dag tydeligt kunne se hans store vægttab, og at det var flot. I stedet for glædeligt at tage imod nyheden (og vi har haft talt meget om vægttab tidligere), så siger han bare "Ja, gid jeg kunne tænke det samme. har det ikke så godt for tiden, har mega dårlig selvtillid". Så tænker jeg bare: "Come ON! Ikke nu igen!" og forsøgte at afværge ved at sige, at der også var nogle af de andre piger der havde kommenteret var flot det var. Men nej, vi skulle simpelthen tale om hans problemer igen. For helvede! jeg sagde at jeg lige skulle rydde op og ville svare igen om lidt, men jeg har ikke skrevet siden, for jeg magter det ikke mere.
Jeg synes det er så egoistisk, at han er fløjtende ligeglad med, hvad jeg går og laver, og hvordan jeg har det, men KUN vil tale om sig selv og sine egne problemer. Han har virkelig skyklapper på. Og jeg tror ikke det er fordi, at jeg giver specielt gode råd. Jeg "kom bare til" at være lyttende første gang, og nu er jeg så hans permanente ventil, hvilket jeg ikke orker.
Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke lyst til at holde op med at snakke med ham, så bliver han jo ked af det. Og tror også bare jeg sårer ham, hvis jeg siger noget. Er det bare mig der er langt ude, eller er det naturligt at blive træt af, at han kun vil tale om sig selv, og er helt ligeglad med hvordan jeg har det?
