Åhh din stakkel.
Ja, det er hårdt at være pårørende til et menneske med depression, for det er så svært at sætte sig ind i hvad der går galt.
Ca 80% af alvorlige depressioner og især kroniske rammer mænd, og mange går rundt med dem ubehandlede.
Fx fandt man for ca 4 år siden ud af, at 80% af alle alkoholmisbrugere i virkeligheden lider af en kronisk depression, og behandler man depressionen, forsvinder alkoholismen.
Og dertil kommer så, at de fleste mennesker ikke aner hvad en depression egentligt er, fordi lægerne oplyser alt for lidt.
Jeg har selv en mand, der lider af det der kaldes en "fysisk relateret depression".
Det vil sige, at han i sig selv ikke er deprimeret, men det er hans krop, fordi den ikke kan danne signalstoffer nok. Derfor får han alle symptomerne på depression og bliver som en grønsag. Sover 20 timer i døgnet, er sur og irritabel. Kan ikke overskue nogen ting, kapsler sig ind, mugger, har en kort lunte, sover på de underligste tider og som regel IKKE om natten, er ikke til at drive ud i lys og frisk luft, kan ikke hjælpe til med noget som helst...hele verden går i stå.
Kan du genkende symptomerne??
Nu ved jeg ikke om din mand går i behandling hos en psykiater, men det håber jeg han gør. Hvis ikke, så skal du insistere på at det er en sådan, der skal behandle ham og ikke andre, og slet ikke læger i samarbejde med psykologer, kun psykiatere ved noget om medicinering og hjerner.
Det er også utroligt vigtigt, at du selv forstår hvad der sker med ham, og eventuelt forklarer ham tingene, så han selv forstår dem.
Det er nemlig forståelsesprocessen, som er den hårdeste for en pårørende, fordi man ganske enkelt ved for lidt.
Og dette belaster så den syge.
For det er nemlig hvad din mand er. Han er hunde hamrende syg.
Tag insulinen fra en diabetiker og du slår ham ihjel, tag blodtryksmedicinen fra en blodtrykspatient og de dør før eller siden af det, og tag medicinen fra en voldsom deprimeret (eller giv dem forkert medicin) og man får en zombie, som dør langsomt og ofte ender med at begå selvmord fordi de ikke kan magte livet og sig selv.
Så enkelt er det.
For det første så må du forstå at du ganske enkelt må gøre op med dig selv om du magter at leve livet sammen med en, som måske resten af livet vil have dårlige perioder og rimelige perioder.
Du må se på om du værdsætter ham nok til at kunne leve med de sorte huller han vil havne i ca hver 3. måned. For nogle er det hvert halve år, men som sagt, for mange kommer der en nedtur ca hver 3. måned.
Hvorfor det er sådan ved jeg faktisk ikke, men det er det, for siden jeg er begyndt at undersøge tingene på egen hånd, så har jeg lært og observeret utroligt meget omkring depressioner og måden det opfører sig på.
I de rimelige perioder, kan der være lidt overskud og livskvalitet, så kommer der ligesom en opblussen i slutningen af en rimelig periode, hvor de begynder på det der med at sove for lidt og får en rastløs adfærd og lige pludseligt kammer de over og bang! så ligger de der...igen.
Jeg har levet med dette siden 2001, ups and downs, ups and downs, men...jeg har lært at leve med det.
Og det må du også gøre, for jeg tror ikke ud fra det du beskriver, at det vil blive anderledes.
Der er meget mere jeg kan forklare og beskrive, men jeg vil holde for nu...men skriv endelig til mig herinde eller privat, og jeg skal forklare dig meget mere om, hvordan du kan tackle tingene, så I får et godt liv sammen, hvis du vil..og han vil.
Meanwhile...vær god ved ham, for han har det langt værre end du tror...og husk!!
Du må ALDRIG sige til en deprimeret at han skal "tage sig sammen", for det kan han ikke. Han vil gerne, men kan ikke, så enkelt er det.
Kærligst
Sussie
