Til Jer, som har fulgt med i mit tidligere indlæg:
https://www.baby.dk/debat/82055pi1/boernerelateret/den-rygende-svigerfamilie.aspx
og til alle Jer, som også gerne vil læse med.
Jeg sidder her med tårene trilende ned af mine kinder. Jeg sidder i sofaen sammen med kæresten. Begge sidder vi med røde, hævede og grædende øjne.
Siden d. 23. december har min svigermor og jeg kun set hinanden to gange og på ingen af tidspunkterne har hun sagt noget omkring hvordan dagen dengang endte.
Så i dag har vi haft min svigermor, Alexanders farmor, på besøg. Jeg har længe gerne ville snakke med hende. Ikke blot med henblik på snakken om rygningen d. 23. dec., men også om vores generelle forhold til hinanden.
Vi har igennem de 3 1/2 år, hvor jeg har kende familien, haft nogle sammenstød/ diskussioner, som har efterladt mig med følelsen af, at hende og hendes mor (kærestens mormor) ikke bryder sig særlig meget om mig og at de se mig, som et menneske, som kun er ude på at diskutere og skabe splid.
I aftes ville vi så gerne snakke ud med hende, lade hende snakke frit, lytte til hinanden og få renset luften, vi forsøgte. Jeg forsøgte roligt at fortælle hende, at det ikke kun handlede om rygningen, men også om vores generelle forholde til hinanden. Hun lyttede slet ikke. Hun hørte slet ikke, at vi forsøgte at skabe 'fred' imellem os igen. Hun så det hele, som om jeg angreb hende, som om jeg ville diskutere med hende. Jeg gjorde mit aller bedste for at snakke roligt og pænt til hende. Lod hende snakke og lyttede, men alligevel lukkede hun fuldstændig af. Hun endte med at gå herfra med beskeden om, at hun har fået konstateret en kræftknude i sit ene bryst.
Hun stormede afsted ud af døren, selv om hendes søn, forsøgt at snakke med hende og selv om, at jeg med gråd i stemmen fortalte, at rygningen ikke var det prima emne. Men at jeg hver dag tænker på hendes og mine følelser og tanker om hinanden. At jeg tænker meget på vores forhold og gerne ville have snakket ud. Så går hun bare ud af døren og fortæller min kæreste, at hun måske har en ondartet kræftknude i sit ene bryst. Herefter sætter hun sig ud i bilen og køre væk. Havde vi vidst, at hun måske har en ondartet kræftknude, havde vi selvfølgelig ventet med at snakke med hende.
Jeg står nu viderligt på bar bund og aner ikke mit levende råd. Hvordan skal vi nogensinde få et godt og skønt forhold til hinanden, hvis vi ikke kan snakke om de ting, som har gjort os ondt. Hvis vi ikke kan sige vores meninger og følelser til hinanden. At vi her i aften har siddet og snakket fint sammen over aftensmaden og om hverdagens episoder føles nu så falsk. At vi der godt kan snakke ordenligt sammen og være enige om almindelige ting, føles nu så mærkeligt og som en stor løgn. Det følels som en facade, som bliver holdet fordi vi jo skal kunne ses, da jeg kommer sammen med hendes søn og er mor til hendes barnebarn.
Jeg tror lige nu ikke på, at vi nogensinde får et ordenligt forhold til hinanden. I virkeligheden er vi bare så ens, at det nok er det som skaber disse situationer. Vi har begge vores meget faste meninger og holdninger, vi er enormt stædige og vil helst ikke være den, som giver sig. Vi er utrolige følsomme og tager ting meget nært, mere end det måske var ment. Vi er enige om mange ting, faktisk utroligt mange ting, men når vi så bliver uenige, så går det bare slet ikke. Det er som om, det ikke er okay, at mene noget andet end hende og endda give hende et okay for, at hun mener som hun nu gør. Jeg kan da godt undskylde, hvis jeg har været forkert på den og har reageret for hurtigt, men det kan hun slet ikke. Hun undskylder aldrig for der hvor hun måske burde have reageret anderledes.
Jeg kan ikke mere. Jeg er så ked af det og ved ikke hvad jeg skal gøre. Det går udover mit forhold til min kæreste, som også står fuldstændig på bar bund og ikke aner hvad han skal stilles op. Han har aldig set hende, som hun var her i aftes. Lige nu sidder jeg med følelsen af, at jeg skaber splid imellem min kæreste og hans mor, at det hele ville være nemmere, hvis jeg bare pakkede min taske og rejste min vej.
Jeg elsker min svigermor så uendelig meget og holder så forfærdeligt meget af hende, ellers ville mine øjne ikke græde lige nu 
Tanken om at skulle midste hende er ikke til at bære.
