Jeg har da vist fået et nyt skud graviditetshormoner for nyligt.
Da jeg kom hjem fra arbejde for en times tid siden, havde katten taget en fugl med ind i kælderen (stadig levende). Fuglen havde fået sat sig, så katten ikke kunne komme til at dræbe den helt.
Det endte med at jeg måtte finde en lille beholder og tage fuglen op igen. Jeg tog den så med ud for at inspicere hvor slemt den havde den - den var ilde tilredt, men ikke død. Jeg prøvede så at få katten til at gøre arbejdet færdigt, men det gjorde den ikke! 
Jeg overvejede et øjeblik at vente til min kæreste kom hjem, så han kunne hjælpe mig. Men det gik jo ikke at det stakkels kræ lå der og led i måske flere timer.
Så jeg måtte jo tage sagen i egen hånd og dræbe den selv. Jeg har aldrig gjort sådan noget selv før, og jeg kunne næsten ikke få mig selv til det.
Men jeg måtte jo tænke fornuftigt - den skulle IKKE lide. Så jeg tog mig sammen, og gjorde arbejdet færdig for katten. Da jeg bagefter havde konstateret, at nu var fuglen helt sikkert død... så begyndte jeg bare at tude. 
Jeg kunne slet ikke styre det, og slet ikke stoppe igen. Jeg synes bare det var så synd for den lille fine fugl der der med smadret nakke - og det var MIG der havde gjort det! 
Bagefter følte jeg mig jo lidt dum over at begynde at tude så voldsomt over en lille fugl - og jeg ved jo at jeg gjorde det rigtige. Men jeg synes nu stadig det var synd for den - den var så fin.
Da jeg aldrig har gjort sådan noget før, ved jeg ikke om jeg også ville have reageret sådan som ikke-gravid - meeen mon ikke hormonerne har spillet lidt ind! 
Anmeld
