Min søn på knap 1½ år er bare såååå morsyg, ville bare lige høre om hvor normalt det er, tænker selv at det er helt normalt, men bliver dog ofte konfronteret med det af familien - især svigermekanikken!!, så jeg ville egentlig bare bekræftes i at det er helt normalt og forståeligt, og at det ikke er mig der gør noget forkert.
Siden han kom til verden, har det stort set kun været mig der har været der for ham, når han havde brug for det, faren er der kun lige når han gider - hvilket er sjældent.
Dertil skal det siges at vi (faren og jeg) desværre skal gå fra hinanden, da han har det med at gå på druk, hvilket jeg ikke kan acceptere at vores søn skal vokse op med, og et liv jeg selv nægter at leve. Han er ustabil, og man ved ikke hvor man har ham.
Han elsker uden tvivl vores søn højt, men er bare en ustabil far. Og da det hele er lidt "ulykkeligt" på hjemmefronten, lægger jeg al min kærlighed, energi og overskud over på vores søn. Jeg forsøger konstant at han skal have så stabil en hverdag som muligt, og være tryg hos sin mor. Han er mit et og alt. Kan man give for meget kærlighed??
Jeg synes ikke jeg forkæler ham, men jeg vil gøre alt for ham. Han er til hverdag i dagpleje og er glad for at være der, men når han kommer hjem er det kun mor der dur. Så har han typisk læt til tårer indtil han har fået aftensmad ved 17.30 tiden, derefter leger han glad til han skal i seng ved 19,tiden, og selvfølgelig bruger jeg også tid på at lege med ham.
Min svigerfar mener at jeg ikke sætter grænser for ham, og at det er derfor han er så morsyg, og det gjorde mig sgu lidt sur.
Når vi er hos svigerforældrene, spiser han ikke meget, og så er det kun mor der dur. Men når han er der alene er der ingen problemer, og han spiser fint. Jeg har sagt at det er helt normalt, men de får mig virkelig til at føle det er mig der er noget galt med.
Hvad gør jeg galt? Giver jeg ham for meget kærlighed?? Jeg kan sagtens sige nej til ham, men så sidder han og hyler, og det kan svigerfar jo heller ikke holde ud.
Jeg tror simpelthen ikke, at jeg kan finde ud af at være mindre kærlig over for min søn, han er jo omdrejningspunktet i mit liv. Og når parforholdet er gået i stykker, har jeg jo kun ham at forholde mig til, og tænker meget på at forsøge at stable et godt liv op for ham, når vi kan komme ud af denne suppedas. Så ja, alt handler om ham og mig, i min verden. Er det så galt??
Hilsen den frustrerede mor
