nogen helt afsindigt på bare to små timer!
Det skete for mig igår, da jeg var til jordemodersamtale om fødslen. Søren og z kørte mig ned til Kirsten Jordemor klokken 13. Først talte vi lidt om Sørens reaktion på det hele - og det er jo vitterligt det hele og ikke blot fødslen han reagerer på! Men jeg kunne jo heldigvis fortælle, at det går meget meget bedre med ham herhjemme. og med os. og med ham og z. Nu har han naturligvis også barsel, så der er ikke så meget der kan distrahere eller stresse ham udover z og mig 
men alligevel! Han klarer det hamrende godt og han har endelig, endelig, endelig fået selvtillid når det gælder z. For nogle dage siden sagde han endda "jeg ville faktisk havde det okay med, at du tog til København og jeg så var alene hjemme med z" 
(men jeg måtte sige, at selvom jeg er er helt tryg ved at han skulle være alene hjemme med hende, så er jeg OVERHOVEDET ikke klar til at være væk fra hende mere end højst nødvendigt. og da slet ikke tage til en anden ø!!!)
Til sidst kom vi jo til det, fødslen, og jeg begyndte bare fra en ende af og fortalte løs. Og ret hurtigt blev jeg meget påvirket og begyndte at græde. Det kom sådan i bølger, for det er jo slet ikke hele fødslen der er skidt - jeg er helt enormt STOLT af den fødsel og jeg er på ingen måde skræmt fra at skulle gøre det igen (
). Men der var altså bare nogle situationer der ikke blev håndteret som de skulle. Kirsten lyttede og kommenterede og sagde flere gange, at ja, det var jo slet ikke godt det der. Da jeg kom til at kirurgen havde syet mig uden jeg var ordentligt bedøvet og jeg under syningen var begyndt at glide ind i mit "rum" som jeg jo har skabt da jeg blev misbrugt som lille, var hun meget forarget og sagde "Dét er simpelthen utilgiveligt! man må ALDRIG sy en kvinde uden hun er ordentligt bedøvet - og så gør han det endda mod en kvinde der er så sårbar som du er i den situation! Det er simpelthen ikke i orden!" og så græd jeg som pisket!! Det var egentlig bare fordi det var SÅ rart at få bekræftet at han var en dum skid, ham lægen og det ikke bare var mig der var sart. Jeg fortalte også om den social-og sundhedshjælper der efter fødslen sagde, at "de" havde besluttet jeg skulle amme. Der blev Kirsten igen helt gal i skralden og der tog hun et stykke papir og begyndte at skrive en hel masse ned. Jeg græd og Kirsten skrev og bekræftede mig i, at de her ting ikke må ske under nogen omstændigheder. Heller ikke at Johanna Jordemor forlod mig mens jeg var på toilettet efter fødslen, hvor jeg jo blev møgdårlig og alting. Jeg understregede at Johanna ikke var en dårlig jordemor hele vejen igennem, men at hun altså handlede meget...skidt...i nogle situationer. Jeg sagde også, at den jordemoderstuderende der kom med ud, var helt fantastisk da jeg blev syet (hvor Johanna igen forlod stuen), og også at Sofie Jordemor, der kom ind for at sige tillykke efter fødslen, puttede mig under dynen med z og gjorde badeværelset rent efter mig (jeg havde blødt overalt derude) efter Johanna var gået.
Kirsten sagde, at det ENESTE hun havde fået at vide af Johanna efter fødslen var, at Søren ikke ville tage z da jeg skulle sys. Aj men! Det ville han jo godt, han var bare enormt usikker og han var rigtig rigtig rigtig bange for han havde troet hun havde været ved at dø lige et øjeblik forinden. Det synes jeg ærlig talt var liiiiiiidt 
at sige!
Kirsten forklarede mig også, at når man trykker spædbørn på øjeæblerne så dykker hjertelyden meget. det gør den bare, uden forklaring. Men når hjertelyden dykker under en fødsel kan det være fordi barnet mangler ilt eller fordi de bliver trykket på øjeæblerne når de glider ned gennem bækkenet. Jeg sagde så, at z havde været sund og rask da hun kom ud, brølede med det samme og scorede 10 i apgar begge gange, og så sagde Kirsten "jamen så er hun blevet trykket på øjeæblerne!". hvorfor forklarede Johanna os ikke det???? Vi gik jo rundt i dagene efter fødslen og snakkede en hel masse om, om hun måske var blevet hjerneskadet pga iltmanglen under fødslen!!
Kirsten spurgte om jeg var blevet tilbudt at gå hos psykologen på Familieambulatoriet under graviditeten og det sagde jeg nej til. det var hun overrasket over, for "vi ved jo, at det er helt normalt at kvinder der har den historie som du har, er meget sårbare i både fødselssituationen og mor-rollen, og vi har altså pligt til at hjælpe jer når vi kan!". hun spurgte om hun skulle henvise mig til psykologen dernede nu, men jeg trak på det og sagde nej. jeg KAN ikke lide at gå til psykolog, det kan jeg virkelig virkelig ikke - og jeg har altså prøvet nogle gange.
men så...indrømmede jeg, at selv hvis jeg var blevet spurgt under graviditeten ville jeg have sagt nej, for - især dengang - følte jeg det som om, at de ville "holde øje" med mig, og så får jeg, som incestoffer, følelsen af, at det er MIG der er forkert indeni og ikke dem der har gjort de her ting mod mig. Det er enormt svært, og ... jeg skriver det kun herinde fordi det er noget jeg er nødt til at være ærlig omkring. Jeg blir så enormt bange for, at JEG indeholder Det Grimme og så kommer jeg til at give det videre til z uden jeg vil det. Og jeg er sikker på andre ser det sådan - at nu skal man lige holde øje, fordi jeg har Det Grimme indeni mig. Fordi min far puttede det ind i mig og jeg kan aldrig nogensinde slippe af med det igen.
Jeg græd så snotten hang mig om næsen og Kirsten kom hen og krammede mig og sagde, at hun syntes det var så hamrende uretfærdigt at det her er blevet gjort mod mig og så græd jeg endnu mere og spurgte hvordan skal jeg kunne opdrage z normalt, når jeg ikke ved hvad normalt er? Hvordan skal jeg sørge for, at hun ikke ender med at blive bange for verden, fordi JEG er bange for verden? Kirsten sagde "ved at elske hende og give hende tryghed". Jeg sagde, jeg er så naiv, at jeg tror jeg kan beskytte hende mod de her ting. Min mor stod jo også her engang med mig og ønskede jo på ingen måde, at de her ting skulle ske mod mig, men det gjorde de! Kirsten sagde "du kan GODT beskytte z, x!" og jeg græd og græd.
og så slog det mig: z skal ikke komme en dag og sige "mor, hvorfor tog du ikke imod hjælpen da du blev tilbudt den? hvorfor ofrede du mig, fordi du ikke kunne overskride den grænse i dig selv? Elskede du mig ikke højere end det?" Det er de tanker jeg selv har haft mod min mor. og z skal aldrig nogensinde tro, at jeg ikke vil gøre ALT for hende. og så sagde jeg til Kirsten "jeg vil alligevel gerne henvises til den psykolog, for jeg skal have hjælp til at finde ud af hvordan jeg opdrager min datter uden frygt og med tryghed og det ved jeg helt ærligt ikke hvordan jeg skal gøre, for jeg har aldrig oplevet en verden der var sådan selv". Puha! det bliver rigtig svært at komme til psykologen, men min barndom er rykket frem igen efter jeg fik z og selvom den var helt og aldeles gennembearbejdet inden graviditeten, så er man vist aldrig forberedt på, hvor stor en omvæltning det er, at blive mor. jeg har før skrevet om de her tanker herinde, men de kan fylde enormt meget nogle dage nu. Hvordan gør man, når man er normal??? jeg ved det ikke. men jeg ved, at for z vil jeg gøre hvad som helst - og jeg er nødt til at snakke om alt det her meget meget mere med en der kan fortælle mig, at det IKKE er min skyld - uden at have medlidenheden malet i ansigtet. Så! huha! nu skal jeg også til psykolog (også en mand) Og Kirsten sagde, at hun ville gå videre med de ting jeg havde fortalt hende, til hendes overordnede, for det var bare slet ikke i orden sådan som det var foregået. Og så bad hun mig om selv at sende et brev til Fødegangen om de her ting, for så var hun sikker på, at det ville blive taget MEGET alvorligt. Så det skal jeg have gjort!!
Klokken halv tre havde jeg siddet og grædt og talt om lukket op for alt muligt som jeg slet ikke havde regnet med jeg skulle lukke op for overfor NOGEN i halvanden time, og på det tidspunkt sad der en ny dame og ventede på en tid med Kirsten, så vi måtte afslutte mødet. Kirsten sagde, at der nok er ventetid til psykologen, men at jeg godt må ringe til hende igen, hvis det er. Og uanset hvad ringer hun til mig senere på året og hører hvordan det går. Hvor er jeg taknemmelig for der er nogen der tilbyder mig/os et sikkerhedsnet!!!
Og så gik jeg derfra og var HELT ALENE i Faaborg by. Helt uden mand og barn. scheize! meget mærkeligt og jeg savnede dem begge to helt afsindigt. Altså som i "jeg har jo været væk i fjorten dage"!! Og de havde bare hygget sig helt vildt og alting var gået så godt og de var begge to rigtig glade da de kom og hentede mig (Søren var mægtig Farstolt hele aftenen ).
