hej piger...
syntes bare lige jeg har behov for at lufte mine bekymringer/overvejelser lidt for nogen, og det er I jo så fremragende til herinde .. 
Jeg har en jævnaldrende veninde, nærmest en selvadopteret søster, der venter sit barn nummer to lige om lidt. Bortset fra voldsom bækkenløsning og besværet ved at have et ret lille barn på 2 i forvejen, har hun haft en uproblematisk graviditet rent fysisk, men psykisk er hun stadig meget præget af den første fødsel, der forløb meget voldsomt og nær var endt helt galt, det er i hvert fald min mening. Hun har stadig, her to år efter, et stort behov for at tale den første fødsel igennem når vi ses, og hun er selv nået frem til at hun nok har haft en form for fødselsdepression efterfølgende, eller måske nærmere et fødselstraume, hvis man kan kalde det sådan.
Hendes dreng satte sig fast i hendes bækken ved skuldrene, og kunne hverken komme frem eller tilbage, og, vil jeg tro, afklemte samtidig navlesnoren. Da de for at redde hans liv, tog fat og rev ham fri, flåede de hans skulder af led og gav ham en slem muskelskade i skulder og nakke. Han var faktisk død for dem, men det lykkedes dem at få liv i ham igen, hvilket min veninde jo lå på fødelejet og overværede. Hendes beskrivelse af ikke at vide, om han levede eller ej, er, ja, I kan vel forestille jer, hvordan I ville have det i samme situation.
Efterfølgende skulle de have en hverdag op at fungere med et barn med kroniske smerter, der skreg 18 timer i døgnet, og som ikke kunne ammes pga af smerter der gjorde det umuligt for ham dels at dreje hovedet og dels at lave det sugetryk, der skal til, så hun var nødt til at malke ud hver anden time, hvilket hun faktisk præsterede i 4 mnd!!! Hvor han ikke fik andet end hendes mælk, fuck, hun var sej... 
Udover alt det andet, viste det sig at han var født med reflux, det vil sige tilbageløb af mavesyre i spiserøret, hvilket igen gjorde at han ikke ville spise.
At de to forældre har klaret det forløb, stort set uden hjælp, er fantastisk...
Nu skal hun så snart føde nummer 2, som er planlagt, og hun vil prøve at føde vaginalt igen. Havde jeg været udsat for den oplevelse, tror jeg aldrig jeg ville gøre det igen. Men hun siger, hun har behov for en god oplevelse, for ligesom at lukke det forfædelige kapitel af. Og det kan jeg for så vidt godt forstå.
Men jeg må indrømme, at efterhånden som det nærmer sig, bliver jeg mere og mere bekymret for hende. Jeg ved godt, at sandsynligheden for at det skulle ske igen er minimal, og at de netop vil holde ekstra øje med hende, for at forebygge noget lignende. Men jeg tror hun vil få stimuleret hele det grimme forløb, og når hun nu om lidt står med to små børn, ja, så vil det kræve sin mand. Jeg håber bare ikke hun går helt ned med flaget....
Og jeg ville så gerne gøre noget for at hjælpe hende, både på den ene og den anden måde, men med 150 km imellem os, er det begrænset hvor meget jeg kan gøre, andet end at lægge øre til, når hun har behov for at snakke.
Det ville være dejligt, hvis tingene altid bare var rosenrøde og ukomplicerede... 
