Ja grunden til at jeg spørger er fordi jeg selv er i tvivl. Det hele omhandler min mor og jeg og vores forhold.
Vi har aldrig haft et godt forhold. Mange ting er blevet sagt i løbet af årene og det ahr altid været mig der har måtte sige undskyld selvom jeg tit har følt det var hende der startede. Det lyder måske latterligt men jeg ahr altid følt at hun altid skulle have det sidste ord i en sag og at hun aldrig bakkede ned. Derfor hvis jeg ikke sagde undskyld så kunne det ende med at vi slet intet forhold ville have..
For et par måneder siden fortalte hun, at hun og hendes mand (min papfar igennem 22 år) skulle skilles. Hun var meget ked for det var hans beslutning og vi skrev sammen hver dag, hun græd - jeg trøstede, og vores forhold blomstrede op. På en eller anden måde følte jeg nu at vi var ligeværdige. Hun tog toget op så vi kunne hygge, spiste med og vi gik rundt i byen og kiggede på tøj. Hun købte hus i samme by som min ekspapfar for der var hendes arbejde og vi snakkede om at hun skulle komme herop til jul.
Så fandt de sammen igen som kærester og pludselig er det det samme som før. Hun kan måske ikke komme op til min fødselsdag (hvis nu han skal arbejde - jamen hvad med toget?) og nu er vores jul sammen aflyst. Jeg føler mig latterligt for jeg er da ufattelig glad for at de har fundet sammen igen. De elsker jo hinanden og jeg brød mig da ikke om at hun var så ked af det. Jeg er bare så utrolig ked af, at det forhold som vi havde nu er væk igen.
Med alt det der er sket imellem os (hun sagde blandt andet at jeg ikke var en del af hendes familie da jeg var 8) føler jeg bare, at nu havde jeg endelig fået min mor tilbage som jeg mistede undervejs i min barndom. Øv. Jeg aner ikke hvad jeg skal. Jeg tænker meget over det og har det heller ikke godt med at jeg er så egoistisk. :'(
Anmeld
