Hej piger.
Sidder her og føler jeg virkelig behøver at komme ud med min oplevelse med SA i maj forrig år..
Her kommer HELE historien fra vi fandt ud af jeg var gravid til vi fik dommen om alt var slut.
30 april 2009 tager jeg en graviditetstest da jeg synes jeg ikke har haft mens i et godt stykke tid efterhånden, resultatet blev en bragende positiv test. Blev noget overrasket da vi ikke prøvede at få børn på daværende tidspunkt. Jeg ringede til min læge, som selvfølgelig var på ferie og først kom tilbage ugen efter, så der var ikke meget at komme efter. Så ringede jeg til min gamle læge, kom ned d. 1 maj og fik igen at vide at testen var bragende positiv og fik et kæmpe tillykke.
Jeg kom ud fra lægen til min mand, gav ham et kram og fortalte ham den var god nok, han skulle være far. Vi var begge fuldstændig paffe og efter et par timer gik det op for os, og vi fortalte til familien at vi lige havde fundet ud af jeg var gravid. Familien reagerede positivt (nogle mere end andre), senere på dagen begyndte jeg at pletbløde MEGET lidt, så tænkte det nok var normalt da det var så lidt som det var. Tænkte ikke mere over det huskede blot at tage trusseindlæg i når jeg havde været på wc selvom det var så minimalt.
Lørdag den 2 maj havde jeg sidste afryddervagt på mit daværende arbejde, sagde op samme nat hvilket min chef/min svoger selvfølgelig godt kunne forstå.
Ved 04.45 tiden (3 maj, min mors fødselsdag) havde vi lukket begge steder nu manglede kun oprydningen så vi tog en pause jeg satte mig på det ene bor og begyndte pludselig at få en voldsom smerte i maven, jeg prøvede at ignorere det, men det blev værre og værre. Min kollega gik igang med at rydde op og jeg gik på wc, tænkte måske jeg havde fået for meget sukker i løbet af dagen så kan min mave got reagere lidt voldsomt, men nej.
Som jeg tog ned i mine bukser kunne jeg mærke der løb lidt væske ud af mig, og efter jeg havde tisset kunne jeg mærke der stadig løb noget ud af mig (Havde sorte trusser på så kunne ikke så blodet i dem) og blodet fossede virkelig ud af mig. Jeg blev panisk. Prøvede at kalde på min kollega, men han var gået ud i den anden ende af bygningen så han kunne ikke høre mig. Jeg sad der længe, og der kom masser og masser af blod, hørte også et par 'bump' men vidste jo ikke hvad det var. Kom en masse toiletpapir mellem benene, tog tøjet på igen og gik ud og ringede til min mand som var på job, men han tog den ikke. Så kunne jeg kun tænke på en at ringe til. Min mor. Jeg ringede grædende til hende og fortalte om hvad der var sket, og da hun ikke selv har prøvet SA sagde hun jeg skulle ringe til lægevagten med det samme.
Jeg ringede dertil og kom til at snakke med den sødeste lægemand som fik mig lidt mere fattet og rolig så han kunne få detaljerne om hvad der var sket (klokken var nu ca 5.45) jeg fik en tid kl 8 når lægevagten åbnede i nakskov. Jeg gik igen på toilettet, da jeg kunne mærke hvordan blodet blev ved med at løbe ud af mig og kunne mærke hvordan det begyndte at løbde ned af benene af mig. Fik endelig fat i min mand som smed alt han havde i hænderne og kom op og hentede med. Jeg sad stadig på wc'et, han kom ind til mig med tårer i øjene og spurgte hvad der var sket og hvad lægen havde sagt. Fortalte ham alt, og vi spurgte min kollega om han kunne klare resten selv , fortalte ham ikke hvorfor jeg tog hjem sagde blot jeg ikke havde det godt. Han vidste ikke jeg var/havde været gravid.
Jeg kom til lægevagten, han havde ikke meget at sige, så skulle ta hjem og slappe af, han sagde det kunne være abort, men han var ikke sikker, så jeg skulle søge egen læge. Vi kørte op og købte lidt morgenmad, mødte min kollega, fortalte ham hvad der var sket, han var lamslået og gav mig en kæmpe krammer.
Om tirsdagen (5 maj) kom jeg til lægen. Han foretog en underlivsundersøgelse (fedt 1. besøg hos sin nye læge ) og sagde stort set det samme som lægevagten. Jeg fik taget blodprøver og tog hjem. Senere på dagen fik jeg voldsomme smerter igen i underlivet, så ringede vi til lægevagten som ville se mig 1 time senere i Nykøbing F, så vi kørte hjemmefra med det samme og tog det stille og roligt på turen derover.
Vi kommer over på sygehuset, kommer ind, han stiller en masse spørgsmål, mærker mig på maven, snakker med Gyn-afdeling om evt scanning men jeg var ikke langt nok henne, de gik ud fra jeg var omkring 5 uger henne og på deres scannere kunne man ikke se noget før efter uge 6. Så fik igen besked på at slappe af herhjemme, men skulle ringe igen hvis jeg fik ondt.
Om søndagen (10 maj + mors dag) om morgenen ved 6 tiden fik jeg rigtig ondt igen, havde også haft smerter de andre dage dog ikke voldsomme, så ringede vi til lægevagten igen som (igen) ville have mig til nykøbing og tilbød mig ambulance (hvilket jeg synes var unødvendigt da jeg jo havde min mand til at køre mig) og vi tog til Nykøbing igen. Vi ankommer i modtagelsen ved 7 tiden og venter læææænge.. Så spørger min mand en sygeplejeske hvornår de ville se på mig (han havde været på job hele natten og var så sindssyg træt) og hun sagde at de ikke havde fået nogen besked om jeg kom derover fra lægevagten, selvom han sagde til mig han ville give dem besked om jeg var på vej derover selv.
Ved 9 tiden kommer jeg ENDELIG ind og bliver undersøgt, scannet og får taget blodprøver. Smerterne under gyn undersøgelsen var ulidelige, men sygeplejeskeren mente jeg var pjevset 
selvom hun ikke anede hvor ondt jeg havde. Lægen fortalte der var en meget lille prik at se på scanningen og viste os billedet (gid han aldrig havde gjort det!) og vi ville få besked inden for 2 timer pr telefon så vi kunne bare køre hjemad.
Vi vendte næsen hjemad og kørte forbi tropehuset for at købe en mors dag buket til min mor og manden købte en rose til mig (så sødt af ham). Vi tog en masse småveje hjem for at fordrive tiden, ringede til sygehset for at høre om der var kommet nogle svar efter to timer, men de var ikke kommet tilbage endnu, om vi ville ringe tilbage om en time.
Vi tog hjem. Manden ringede derover for at høre om de havde fået svar, det havde de men han forstod ikke rigtig ham som vi kom til at snakke med så han gav mig røret, og jeg fik dommen. Det er helt slut, hcg tallene er for lave til du stadig er gravid og han sagde mange gange held og lykke fremover da vi sluttede samtalen.
Jeg gik i stå da jeg lagde på. Kastede telefonen væk fra mig og brød fuldstændig sammen. Hold op jeg var knust. Manden kom hen, holdte om mig og græd lidt sammen med mig (det var 2. gang han havde prøvet at miste 
) Jeg græd i en time, manden tilbød vi kørte en tur, vejret var jo skønt så vi kørte ud og kiggede på naturen. Jeg skrev til familien at vores fantastiske eventyr desværre allerede var slut og at folk IKKE skulle ringe til os for jeg/vi ikke havde lyst til at snakke om det. Om aftenen kom vi over til min mor, jeg gav hende buketten vi havde købt og det første hun gjorde var at holde om mig, og jeg brød sammen igen. Senere kom min søster også derover, hun begyndte at snakke om det og jeg brød igen sammen og bad hende pænt om at undvie det emne for jeg kunne ikke klare at tale om det lige nu.
Tankerne fløj længe rundt, gør de også endnu.
"Positiv 'slutning'"
Efter graviditeten og SA'en, blev mit hoved besat af jeg skulle være gravid (det lyder voldsom men det passer!). Jeg testede konstant op omkring mens. og i løbet af måneden. 3 måneder efter stod jeg med positiv test i hånden, og har i dag en dejlig søn på 9 måneder.
Jeg beklager det blev så langt, tak fordi du læste med!
