Hjælp mig

Min dreng på 10mdr er lige begyndt at rejse sig op af ting og gå lidt rundt om vores bord, han er stadig meget usikker på benene og falder jo naturligvis ligesom alle andre nybegyndere gør.. Her til aften falder han så og slår hovedet ned i gulvet så han græder og man kan høre det virkelig gjorde ondt på ham.. Jeg ligger på den ene sofa og er virkelig syg har sovet hele dagen, imens ligger kæresten på den sofa som min dreng falder ved, og han tror han bare kan rejse ham op igen og så er alt iorden, men det er det jo ikke.. Han bliver så skide sur over at han græder og jeg er nødt til at rejse mig på mine meget vaklende ben og tage ham istedet for at han lige tog ham op til sig og trøstede.. Der går så 20min og drengen bliver træt og bliver derfor ked, istedet for at han lige af sig selv tog ham og skiftede ham og puttede ham bankede han så hårdt i bordet at min dreng blev forskrækket.. Det endte så med at jeg råbte af min kæreste (det er ikke sket før selvom han tit har reageret for voldsom efter min mening).. Nu sidder jeg igen her i sofaen og er faktisk rigtig ked af det, men han er bare pisse ligeglad..

Ærlige svar piger, er der mere at bygge på i det her forhold eller er det bare total dødsdømt??

Om jeres forhold er dødsdømt, synes jeg ikke man kan svare på ud fra nogle få episoder. Men der er da ingen tvivl om at du har en mand der har utrolig svært ved at rumme jeres søn. Der kan dog ligge en masse bag - Har din mand altid været sådan? Er han måske jaloux på dig og din søns forhold? Er han træt, stresset eller på anden måde presset i øjeblikket?

Jeg selv har en kæreste (min søns far), som også har utrolig svært at rumme børn generelt (der i blandt også sin egen søn), vi har valgt ikke at bo sammen, da det simpelthen er for hårdt for os alle.

Nu nyder vi den tid vi har sammen i weekenderne, hvor vi næsten altid ses. Jeg har en kæreste der glæder sig til at se sin søn, og en søn der glæder sig til at se sin far. Men for længe tid af gangen kan min kæreste altså på ingen måde klare.

Jeg ville i hvert fald ikke have ham i nærheden af mit barn.

Jeg gik selv fra min kærste, som også er far til mit barn selvom jeg stadig elskede ham, men jeg følte forholdet var dårligt for vores søn. Børnene kommer i første række og det er aldrig i orden at reagere voldsomt så man skræmmer børnene eller ikke at gide at arrangagere sig i dem.

Nu ved jeg ikke om det er enkeltstående tilfælde, men hvis han generelt er sådan synes jeg han skulle finde andre græsgange. Din søn skal have en tryg opvækst med en far/stedfar der gider ham.

Loppe skriver:

Om jeres forhold er dødsdømt, synes jeg ikke man kan svare på ud fra nogle få episoder. Men der er da ingen tvivl om at du har en mand der har utrolig svært ved at rumme jeres søn. Der kan dog ligge en masse bag - Har din mand altid været sådan? Er han måske jaloux på dig og din søns forhold? Er han træt, stresset eller på anden måde presset i øjeblikket?

Jeg selv har en kæreste (min søns far), som også har utrolig svært at rumme børn generelt (der i blandt også sin egen søn), vi har valgt ikke at bo sammen, da det simpelthen er for hårdt for os alle.

Nu nyder vi den tid vi har sammen i weekenderne, hvor vi næsten altid ses. Jeg har en kæreste der glæder sig til at se sin søn, og en søn der glæder sig til at se sin far. Men for længe tid af gangen kan min kæreste altså på ingen måde klare.

det er ikke min drengs far jeg bor sammen med..

Hnah ar ikke altid været sådan, og presset det kunne jeg ikke forestille mig at han er.. det har han ihvertfald ikke givet udtryk for.. Vi har været sammen i 9mdr og boet sammen altid faktisk..

Jeg synes bare at han reagerede meget voldsom over ingenting, og tænk hvis han ikke kan styre sig næste gang?? Jeg vil jo ikke byde min søn at vokse op med en mand der er udadreagerende (efter hvad jeg har set er det her første gang han reagerer så slemt på ham).. Jeg synes bare der har været rigtig meget mellem os her den sidste tid.. Oprettede et indlæg for ikke så mange dage siden om at jeg var helt udkørt af at passe skole, hjem og barn fordi min kæreste ikke laver en skid..

RGN skriver:

Jeg ville i hvert fald ikke have ham i nærheden af mit barn.

Jeg gik selv fra min kærste, som også er far til mit barn selvom jeg stadig elskede ham, men jeg følte forholdet var dårligt for vores søn. Børnene kommer i første række og det er aldrig i orden at reagere voldsomt så man skræmmer børnene eller ikke at gide at arrangagere sig i dem.

Nu ved jeg ikke om det er enkeltstående tilfælde, men hvis han generelt er sådan synes jeg han skulle finde andre græsgange. Din søn skal have en tryg opvækst med en far/stedfar der gider ham.

ja børnene kommer i første række derfor gik jeg også fra mit barn far allerede i graviditeten, men det var af helt andre årsager.. :/

Jeg skulle vel egentlig bare ud med det her, for hvis jeg bare lukker det inde så bliver jeg ved med at gå og tænke over det og det kommer ikke rigtig videre i systemet..

Uhhhh...............jeg bli'r bekymret, om din kæreste kan finde på at slå eller ruske den lille?? Er det sådanne tanker du selv har?? For så er det med at rykke videre...............

Sådan et skvat af en mand, der ikke engang kan lade dig være syg, og så tage sig af jeres søn.

anna-jonas skriver:

Uhhhh...............jeg bli'r bekymret, om din kæreste kan finde på at slå eller ruske den lille?? Er det sådanne tanker du selv har?? For så er det med at rykke videre...............

Sådan et skvat af en mand, der ikke engang kan lade dig være syg, og så tage sig af jeres søn.

tror ikke han kunne finde på at ruske.. Men tænk hvis det ikke er bordet han rammer næste gang han bliver træt af skrigeriet.. Ja jeg ved ikke, jeg blev bare virkelig forskrækket og råbte derfor op hvilket bare gjorde drengen endnu mere forskrækket..

Som sagt er det ikke vores barn men mit.. Har kendt min kæreste fra min dreng var 5 uger gammel..

jeg får aldrig lov til at være syg eller slappe af.. Det er så sjældent jeg er syg, men denne her gang er den helt gal og jeg kaster op på stribe så snart jeg spiser, men at slappe af det har jeg da ikke brug for hvis du spørger ham..

mortilj skriver:

tror ikke han kunne finde på at ruske.. Men tænk hvis det ikke er bordet han rammer næste gang han bliver træt af skrigeriet.. Ja jeg ved ikke, jeg blev bare virkelig forskrækket og råbte derfor op hvilket bare gjorde drengen endnu mere forskrækket..

Som sagt er det ikke vores barn men mit.. Har kendt min kæreste fra min dreng var 5 uger gammel..

jeg får aldrig lov til at være syg eller slappe af.. Det er så sjældent jeg er syg, men denne her gang er den helt gal og jeg kaster op på stribe så snart jeg spiser, men at slappe af det har jeg da ikke brug for hvis du spørger ham..

Stil nogle krav til ham...................for det der er ikke acceptabelt. Hvis han vil have familielivets goder, så skal han også deltage i familielivet................og det betyder at være der for hinanden, hjælpes ad med det praktiske, og være god og kærlig mod børnene.

Sådanne mænd findes faktisk derude..................