Mor el. Mand? (lidt langt)

Hej Allesammen!

Egentlig har jeg det skidt med at dele ud af sådanne personlige ting, på interenettet. Men jeg HAR virkelig ÍKKE andre at snakke med om det, eller jo men de har en relation til enten mig, min mor eller min mand, og derfor vil det påvirke deres råd/meninger.

Jeg vil egentlig bare høre om nogen af jer har eller sidder i en situation som min, og hvad i har gjort/gør.

Min kæreste og Jeg flyttede sammen i December sidste år, vi flyttede ca. 100 km væk fra min hjemby hvilket var fuldstændig efter mit eget valg, men selvfølgelig også påvirket af min kæreste som arbejder her.

Han er den mest fantastiske mand jeg nogensinde har mødt og jeg har aldrig elsket sådan her. Han er simpelthen den bedste far for min søn, selvom han ikk engang er hans. Nåh, men han har så haft lidt kommunikationsproblemer med min mor lige fra starten. Og det er så blevet værre. (det skal lige siges at min mor hun er rimelig mærkelig/anderledes/ikk helt rask). Men jeg elsker hende jo det er trods alt min mor og det har jo os været hårdt for hende at se os så meget mindre end før.

Nå, men så her på det sidste er de så begyndt at svine hinanden til helt vildt, og min mor blander sig alt for meget i vores forhold og min kæreste er pisse grov mod hende, og der er ingen af dem der fatter at de er total latterlige og at de selv skaber problemer der ikke er der. Igår fik min kæreste så nok og sagde at han ikke kunne klare at se på min mor osv, så jeg skrev til hende at vi måtte ændre vores planer i ferien, og at jeg syns de skulle ta at sige undskyld til hinanden som voksne mennesker. Men så begynder hele svineriet forfra, og igår sagde min kæreste så at han ikk ku klare det mere. Vi ku ik være sammen pga. min mor. Han mener så i dag at han gør mig en tjeneste.......Jeg er helt lost.

Er der nogen der har været i en lignende situation? Er det normalt at det skal gå udover mig og vores forhold at han og min mor har problemer? Altså hvis det var mig der havde problemer med hans mor ville jeg da bare vælge at ignorerer det fordi jeg elsker ham, og ikke ønsker at ødelægge hverken vores eller deres forhold. Kan ik finde ud af om det er min kæreste eller min mor der er helt galt på den.

kan ik finde ud af hvad jeg skal gøre

Puha den er svær. Men som udgangspunkt, vil jeg sige dem begge. Jeg ha r det MEGET svært med min svigermor, men svine ikke hende. Vi prøver at håndter det på en voksen måde. Selvom jeg ærligt ikke gider hende i mit iv, så er hun min kærestes mor og jeg holder det for mig selv. Og han ser hende meste alene. Og jeg bider det i mig når vi er sammen. Men syntes på ingen måde hverken din kæreste eller din mor er fær. Men samtidig syntes jeg måske godt du med din mor kunne forklare hende at hendes opførsel ikke er i orden og så ligge hende lidt på is, mens du selvfølgelig forklare din kæreste det samme og så prøver at konstentre dig lidt om jer 2. Ved ikke om det gir mening, eller du ikke kan bruge det til noget.

Tak for dit svar.

Du skriver at i håndterer det som voksne. Det er lige præcis det jeg prøver at få min mor og kæreste overbevist om at de skal gøre. Jeg kan godt se at det måske kan være svært at skulle bide det i sig, og syns det er flot den måde du håndterer det på.

Men altså mit problem er bare at min kæreste vil aldrig se hende igen. Min mor er så stædig at hun ikke vil indrømme hendes fejl, da hun mener hun intet har gjort forkert og at det er min kæreste der er syg i hovedet. Og min kæreste mener jo så at det er min mor der er syg i hovedet. Men problemet er jo bare at det går udover mig. Og at han faktisk vælger vores forhold fra fordi han mener at han gør mig en tjeneste, så jeg ikke mister min familie... Men jeg mister dem jo heller ik. Årh.. det er så indviklet.

Jeg ved måske egentlig godt at det hele er ødelagt, men jeg kan bare ik give slip....

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

Du skriver at i håndterer det som voksne. Det er lige præcis det jeg prøver at få min mor og kæreste overbevist om at de skal gøre. Jeg kan godt se at det måske kan være svært at skulle bide det i sig, og syns det er flot den måde du håndterer det på.

Men altså mit problem er bare at min kæreste vil aldrig se hende igen. Min mor er så stædig at hun ikke vil indrømme hendes fejl, da hun mener hun intet har gjort forkert og at det er min kæreste der er syg i hovedet. Og min kæreste mener jo så at det er min mor der er syg i hovedet. Men problemet er jo bare at det går udover mig. Og at han faktisk vælger vores forhold fra fordi han mener at han gør mig en tjeneste, så jeg ikke mister min familie... Men jeg mister dem jo heller ik. Årh.. det er så indviklet.

Jeg ved måske egentlig godt at det hele er ødelagt, men jeg kan bare ik give slip....

Kan godt se den er svær.
Men altså min mor og farmor og farfar kunne slet heller ikke sammen og da jeg blev 14 år havde de et kæmpe skænderi der gjorde min mor nægtede at se dem og der gik 7 år før de var i rum sammen igen. Og det tog min brr og jeg ingen skade af vi så dem blot alene sammen med min far. Nu ses de ca. 2 gange om året og det er fint. Måske den voksne måde her er at acceptere at de ikke skal ses og så ser du hende alene. Hvis hun skal på besøg så kan din mand jo lave noget andet imens

Ja det kunne være en ide.

Takker igen for dit svar, det er virkelig dejligt at høre om noget lignende og andre har måske nogle tanker eller gjort noget, man ikke selv har.

Anonym skriver:

Ja det kunne være en ide.

Takker igen for dit svar, det er virkelig dejligt at høre om noget lignende og andre har måske nogle tanker eller gjort noget, man ikke selv har.

så lidt
håber i får det til at fungere

Det er aldrig sjovt, når tingene skal sættes på spidsen på den måde. Men du må ganske enkelt melde ud til din mor, at nu holder hun sig fra din kæreste, og til din kæreste at han skal gå uden om din mor.
Så kan du, som der foreslås, besøge din mor når det passer, og det må så være nok for hende.
Med tiden indser hun vel, at hun mister en masse ved ikke at opføre sig ordentligt over for din kæreste.

Men igen, jeg synes også din kæreste opfører sig utroligt barnligt (no offence) at han overhovedet vil gå ind i en agressiv dialog med din mor.
Det må han være voksen nok til at indse, at det intet godt fører med sig.
Men hold dem hver for sig, det er nok det bedste hen ad vejen.

Kærligst
Sussie

Jeg har ikke været i samme situation som dig, men lidt lig alligevel.

Jens og mine forældre (især min mor) har fra start af haft det lidt svært med hinanden. De kommer fra vidt forskellige baggrunde og miljøer, og mine forældre er (ligesom jeg) dem der gerne vil TALE om tingene, hvor Jens bare vil løse det med handling i stedet. Og så havde Jens jo en depression da vi fandt sammen, hvilket har gjort at vi specielt i starten måtte melde fra til mange sociale arrangementer osv., fordi han ikke kunne magte alle de mennesker, som han ikke kendte ret godt alligevel. Og nogle gange har vi måtte melde fra i sidste øjeblik og sådan. Det har min mor og far haft svært ved at acceptere og svært ved at forstå - de har tydeligvis aldrig før haft depression så tæt ind på livet før.

Men julen 2008 gik det alt for galt. Vi skulle have været over ved mine forældre 2. juledag til lidt julefrokostmad (bare mine forældre, lillesøster, Jens og jeg), men Jens havde sovet rigtig dårligt om natten og magtede det bare slet ikke. Så jeg ringede til mine forældre for at sige at Jens simpelthen ikke havde overskud til det og at det kun blev mig der kom. Men så fik min far fyret noget pis af - noget ala at måske skulle Jens og jeg bare ikke være sammen, hvis han ikke gad komme til ting med min familie. Jeg blev så sur og råbte og skreg af min far i telefonen, og endte med at få sagt at jeg heller ikke kom og at de slet ikke skulle kontakte os mere, for jeg ville bare overhovedet ikke have dem i mit liv mere, når de kunne behandle ham jeg elskede sådan! Og at det sq var deres egen skyld at de mistede deres datter!

Det resulterede i at vi ikke snakkede sammen et par måneder (vi plejer at snakke sammen ca. 2 gange i ugen normalt). Men endte jo også med at de kom krybende tilbage, og efterfølgende gik det langsomt opad med mine forældres og Jens' forhold til hinanden. Og i dag har de så godt et forhold som jeg tror de får, og kan sagtens hygge sig sammen nu og glæde sig til vi skal ses.

Så hvis det var mig der var i dine sko ville jeg "holde med" din kæreste, det er jo trods alt jer der skal forestille at være partnere i livet, og dermed må I også holde sammen i tykt og tyndt. Og hvis du cutter kontakten til din mor, og forklarer at det er fordi du ikke kan acceptere at hun behandler ham du elsker på den måde, så tror jeg at hun vil indse sine fejl og måske vokse lidt op og undskylde til dig og din kæreste. Og mon ikke din kæreste så også erkender sine fejl i den sammenhæng? Det vil jeg da tro og håbe at han gør