Misundelse - hvordan navigerer man udenom den?

Hej piger

Jeg håber, at nogle af jer ligger inde med nogle gode råd til mit problem.

Det er nemlig sådan, at jeg efter 2 spontane aborter og LANG ventetid på at der skal ske noget (hvilket der ikke gør) står overfor, at min allerbedste veninde - det tætteste på en søster, jeg nogensinde kommer - er blevet gravid (er i 13. uge nu) og at jeg i den forbindelse simpelthen ikke kan finde den autentiske glæde på hendes vegne frem! Jeg vil SÅ gerne være glad på hendes vegne og ønsker hende alt det bedste, men hele tiden kværner det løs oppe i mit hoved, at det skulle have været mig, at det er uretfærdigt, at de bare "ved et uheld" er gravide nu, mens min kæreste og jeg kæmper for at få det til at lykkes igen (samtidig med, at jeg ikke aborterer igen).

Jeg er så FLOV over, at jeg har det på denne måde, jeg føler mig egoistisk og falsk, for jeg er (heldigvis?) en alletiders skuespiller, der kan lade som om, at jeg er glad når jeg er sammen med hende, men flere gange er jeg gået hjem og tudet af bar frustration og vrede (på min krop) og uretfærdighedsfølelse og sorg efter jeg har været sammen med hende. Jeg VIL være en del af denne del (og resten) af hendes liv, og jeg VIL være hendes bedste veninde fortsat, men jeg synes ærligt talt ikke, at jeg gør det særlig godt lige nu.

Jeg føler, at det er dybt unaturligt og kan slet ikke håndtere, at jeg har det på denne måde - min kæreste, som heldigvis er fantastisk at snakke med - mener, at det er helt naturligt og en del af det at være menneske, men jeg kan slet ikke forlige mig med, at jeg har det på denne måde.

Jeg håber, at andre har oplevet noget lignende og har en "opskrift" på, hvordan man håndterer det - kan man ikke putte alle disse grimme følelser langt væk i en boks, så man i stedet kan finde den rigtige glæde og uselviskhed frem? Og hvordan gør man det? Hvad har I andre gjort?

Kh mig  ;o(

Hej

Jeg har ikke stået i samme situation som dig, så vil ikke påstå at jeg kender følelsen, men kan alligevel godt følge dine tanker.

Jeg tror at jeg ville tale med veninden, eller skrive et brev til hende hvis du ikke mener at kunne få sat de rigtige ord på ansigt til ansigt. Du skriver det selv rigtig godt i dit indlæg - du vil gerne være en del af hendes liv og dele hendes glæde - men det er samtidig også svært for dig lige nu. Det vil hun også kunne forstå hvis hun er en god veninde. Jeg tror det er bedre at få talt med hende om dine tanker end at spille skuespil, selv om du er "god" til det. Tænk hvis hun nu alligevel kan gennemskue dit skuespil og bliver ked af at du ikke er oprigtig, så kan det hurtigt ende i en træls situation.

Så det er mit råd, få talt med din vendinde om dine tanker - og fortæl hende hvor meget de gerne vil være en del af hendes lykke, men at du lige skal have lidt tid til at bearbejde din egen sorg/frustration etc.

Louise81 skriver:

Hej

Jeg har ikke stået i samme situation som dig, så vil ikke påstå at jeg kender følelsen, men kan alligevel godt følge dine tanker.

Jeg tror at jeg ville tale med veninden, eller skrive et brev til hende hvis du ikke mener at kunne få sat de rigtige ord på ansigt til ansigt. Du skriver det selv rigtig godt i dit indlæg - du vil gerne være en del af hendes liv og dele hendes glæde - men det er samtidig også svært for dig lige nu. Det vil hun også kunne forstå hvis hun er en god veninde. Jeg tror det er bedre at få talt med hende om dine tanker end at spille skuespil, selv om du er "god" til det. Tænk hvis hun nu alligevel kan gennemskue dit skuespil og bliver ked af at du ikke er oprigtig, så kan det hurtigt ende i en træls situation.

Så det er mit råd, få talt med din vendinde om dine tanker - og fortæl hende hvor meget de gerne vil være en del af hendes lykke, men at du lige skal have lidt tid til at bearbejde din egen sorg/frustration etc.

Jeg er enig med overstående.

Til ts: Jeg har stået i din situtaion med to aborter, lang ventetid og behandling osv. Det enste jeg kan sige er, at du slet ikke er alene og de følelser. Næsten alle ufrivillige barnløse har på en eller anden måde mærket den lille jalouxi. Jeg vil anbefale dig siden: LFUB gå evt. ind under "den bløde del" når du vælger "tråde" Her kan du læse indlæg og svar meget lig dit.

Ønsker jer alt held og lykke fremover.

Nymor skriver:

Hej piger

Jeg håber, at nogle af jer ligger inde med nogle gode råd til mit problem.

Det er nemlig sådan, at jeg efter 2 spontane aborter og LANG ventetid på at der skal ske noget (hvilket der ikke gør) står overfor, at min allerbedste veninde - det tætteste på en søster, jeg nogensinde kommer - er blevet gravid (er i 13. uge nu) og at jeg i den forbindelse simpelthen ikke kan finde den autentiske glæde på hendes vegne frem! Jeg vil SÅ gerne være glad på hendes vegne og ønsker hende alt det bedste, men hele tiden kværner det løs oppe i mit hoved, at det skulle have været mig, at det er uretfærdigt, at de bare "ved et uheld" er gravide nu, mens min kæreste og jeg kæmper for at få det til at lykkes igen (samtidig med, at jeg ikke aborterer igen).

Jeg er så FLOV over, at jeg har det på denne måde, jeg føler mig egoistisk og falsk, for jeg er (heldigvis?) en alletiders skuespiller, der kan lade som om, at jeg er glad når jeg er sammen med hende, men flere gange er jeg gået hjem og tudet af bar frustration og vrede (på min krop) og uretfærdighedsfølelse og sorg efter jeg har været sammen med hende. Jeg VIL være en del af denne del (og resten) af hendes liv, og jeg VIL være hendes bedste veninde fortsat, men jeg synes ærligt talt ikke, at jeg gør det særlig godt lige nu.

Jeg føler, at det er dybt unaturligt og kan slet ikke håndtere, at jeg har det på denne måde - min kæreste, som heldigvis er fantastisk at snakke med - mener, at det er helt naturligt og en del af det at være menneske, men jeg kan slet ikke forlige mig med, at jeg har det på denne måde.

Jeg håber, at andre har oplevet noget lignende og har en "opskrift" på, hvordan man håndterer det - kan man ikke putte alle disse grimme følelser langt væk i en boks, så man i stedet kan finde den rigtige glæde og uselviskhed frem? Og hvordan gør man det? Hvad har I andre gjort?

Kh mig  ;o(

Din kæreste har ret!!! DET ER HELT NATURLIGT AT DU HAR DET SÅDAN!!! Alle der kæmper for at blive forældre har disse følelser på et eller andet tidspunkt i processen... Vi har kæmpet i mere end 9år nu, og jeg oplever følelsen stadig indimellem... Og for mig er det normalt en følelse der ligger så langt fra mig... Og jeg har haft mange venninder der var gravide både planlagt og hovsa... Og jeg har også indimellem måttet tage skuespiller hatten på, for en gravid er sårbar og har ikke brug for at høre venninden er missundelig... DU KLARER DET SÅ FLOT... Og jeg er sikker på det snart er jeres tur!!! Læs af på os andre herinde, lad det grønne monster komme ud... Så du har overskudet til hende... Og har du ind imellem en dag hvor du ikke kan holde til det, så aflyser du fordi du ikke er helt frisk og ikke vil "smitte hende"... Og du lyver ikke, for du vil jo ikke smitte hende med dit dårlige humør...

Knus og kram  Lene

Nymor skriver:

Hej piger

Jeg håber, at nogle af jer ligger inde med nogle gode råd til mit problem.

Det er nemlig sådan, at jeg efter 2 spontane aborter og LANG ventetid på at der skal ske noget (hvilket der ikke gør) står overfor, at min allerbedste veninde - det tætteste på en søster, jeg nogensinde kommer - er blevet gravid (er i 13. uge nu) og at jeg i den forbindelse simpelthen ikke kan finde den autentiske glæde på hendes vegne frem! Jeg vil SÅ gerne være glad på hendes vegne og ønsker hende alt det bedste, men hele tiden kværner det løs oppe i mit hoved, at det skulle have været mig, at det er uretfærdigt, at de bare "ved et uheld" er gravide nu, mens min kæreste og jeg kæmper for at få det til at lykkes igen (samtidig med, at jeg ikke aborterer igen).

Jeg er så FLOV over, at jeg har det på denne måde, jeg føler mig egoistisk og falsk, for jeg er (heldigvis?) en alletiders skuespiller, der kan lade som om, at jeg er glad når jeg er sammen med hende, men flere gange er jeg gået hjem og tudet af bar frustration og vrede (på min krop) og uretfærdighedsfølelse og sorg efter jeg har været sammen med hende. Jeg VIL være en del af denne del (og resten) af hendes liv, og jeg VIL være hendes bedste veninde fortsat, men jeg synes ærligt talt ikke, at jeg gør det særlig godt lige nu.

Jeg føler, at det er dybt unaturligt og kan slet ikke håndtere, at jeg har det på denne måde - min kæreste, som heldigvis er fantastisk at snakke med - mener, at det er helt naturligt og en del af det at være menneske, men jeg kan slet ikke forlige mig med, at jeg har det på denne måde.

Jeg håber, at andre har oplevet noget lignende og har en "opskrift" på, hvordan man håndterer det - kan man ikke putte alle disse grimme følelser langt væk i en boks, så man i stedet kan finde den rigtige glæde og uselviskhed frem? Og hvordan gør man det? Hvad har I andre gjort?

Kh mig  ;o(

Hmmm...på bunden har det noget at gøre med hvordan man er.
Og det er den del man skal arbejde med.
Ikke med misundelsen eller jalousien i sig selv, men hvorfor man har den følelse og kan føle den.
Selvfølgelig kan man blive ked af, at det ikke er en selv, men at misundelse kan tage glæden på andres vegne væk fra en, ja så er der andre ting på spil, og det er dem, som man så må se at få gravet ned til.

Hvordan du kan gøre det, er jeg ikke helt sikker på, for jeg har aldrig selv kendt til hverken misundelse eller jalousi, uanset hvor mange jeg har mistet, eller hvad jeg har gået igennem.
Men noget siger mig, at du skal have fat i selve årsagen og ikke følelsen.

Hvad kan årsagen være?
Ja..umiddelbart kan man jo sige, at det skyldes dine problemer, men nej..for så skulle andre jo også have det på den måde, og det er der mange, der ikke har.
Som jeg sagde før, kan vi alle sammen føle stikket i hjertet, og sorgen over, at veninden/søsteren eller hvem det er, kan og man selv ikke bliver det forundt, men det er ikke nok.
Der er en årsag til at du føler som du gør, og her tror jeg du skal dybt ned i dine erindringer og barndom, for at finde ud af hvad du har oplevet, hvor den samme følelse er blevet stimuleret.
Hvad er du blevet snydt for som barn og helt ung?
Hvilke situationer kan du genkalde dig, hvor misundelsen også har stukket næsen frem? Hvornår har du oplevet den første gang?

Prøv at sætte dig ned med papir og blyant, alene og tænk tilbage.
Spørg dig selv, som var du din egen psykolog, hvornår du oplevede følelsen sidste gang.
Skriv det ned, som det kommer til dig.
Spørg det så igen og igen, indtil du kommer så langt tilbage, som du kan huske. Og når du ikke kan huske længere, så se på den situation fra alle vinkler, for det er tit den første gang følelsen opstår, der kan trække sporet gennem hele livet.
Det kan være det vil vække voldsomme følelser til live, men det gør ikke noget, du skal lære det at kende..og teknikken virker.
Når først du har fundet årsagen og har hvilet på den et lille stykke tid, at du vil opdage, at det langsomt klinger af, så du virkeligt og ægte, kan glæde dig på din veninde og andres vegne også selvom, du ikke selv skulle være så heldig som de.

Du får 1000 kærlige knus.

Kærligst
Sussie

Hej med jer

Mange tak for hver jeres indspark; det har været inspirerende at få jeres meninger om min situation!

Faktisk ringede jeg kort efter jeg havde skrevet mit indlæg herinde til en psykolog, og hende skal jeg så til for første gang i morgen - meget spændende, om hun kan hjælpe mig til at se, hvorfor jeg reagerer som jeg gør/at det er ok at reagere sådan og give mig nogle redskaber til at cope med det.

Mere nyt følger. Måske kunne andre have gavn af det, jeg lærer!

Knus  ;o)