Lørdag den 12. februar bød vi z VELKOMMEN TIL VERDEN med vores venner og familie. En kæmpe masse mennesker!! Vi havde valgt den 12. februar fordi det er Sørens afdøde fars fødselsdato, og da vi mistede det første barn på hans dødsdato, synes vi det var fint at fejre zs liv på hans fødselsdato 
Så opdagede vi også, at den 12. februar 2010 var første gang vi så z nogensinde. En lillebitte sort prik i en stor sort plamage til en scanning på fertilitetsklinikken. Så lige pludselig var datoen for festen fuld af betydninger!
Men first things first. Den 10. februar fyldte min mor 50 og vi kørte afsted mod København. Puuuuuuh! Jeg syntes det var vildt uoverskueligt at skulle være væk hjemmefra i 5 dage og jeg gennemgik ALT ca. en milliard gange, for hvis jeg havde glemt noget, havde jeg glemt det i Faaborg og så var det jo sådan set bare ærgeligt :-S Da vi nåede frem sen eftermiddag til min mors lille fødselsdagsfest (kun for os børn + svigerbørn og børnebørn) var jeg så sindssygt træt og z blev bange for dem allesammen og Søren var lidt en skid, så jeg endte med at stå og hyle ude i gangen fordi han hånligt spurgte om jeg virkelig havde glemt en elastik til MME-pakken (jesus christ, tænkte jeg, hvis det er ALT jeg har glemt, så er det satme godt gået!!). Men til sidst faldt z i søvn og jeg fik lidt mad...primært is 
og så var den fødselsdag slut og vi havde fået min mors og hendes mands soveværelse, så vi kravlede derind og snorksov - minus fodringsopvågninger. Næste morgen var der ingen tid at spilde. Festlokalet skulle klargøres og der skulle laves kager. Og jeg gik glad og fro igang sammen med min mor, mens Søren passede z og Bedstefar stillede borde og stole op. Og så kunne bordene på ingen måde stå som planlagt, så vi måtte kringle dem rundt indtil alle 43 gæster kunne være der. og bordplanen som jeg har svedt tran over måtte revideres. Men fyldet til kagerne blev lavet og smagte hamrende godt (min mor listede af med en skål med flødeskum og knuste makroner og cognac i og var sjovt nok den eneste der ikke var ved at dø af sult da vi nåede aften ). Og til sidst blev bordet pyntet og vi kom kun til at krakke dugen een gang, wohoo! Så skulle Mormor og Bedstefar ud og hente zs kusine og jeg blev alene tilbage med kageprojektet. og FOR HELVEDE DA OGSÅ MAND! det gider jeg fandermer ikke een gang til! Vinde og skæve blev de og jeg fik en total nedsmeltning og ringede op til Søren og brølede "DU KAN GODT FINDE EN BAGER LIGE NU!" og så kom han ned og fik overtalt mig til at tage en pause. Og så kom min mor ned og spurgte om alting gik godt og det gjorde det slet ikke, men jeg havde alligevel lige fået luft nok til, at jeg turde fortsætte. Og så blev de som de blev og jeg blev enig med mig selv om, at de af gæsterne der nægtede at spise af mine kager fordi de var skæve, ville blive sendt hjem med et los i røven! Basta! og så gik jeg igang med at skære zs navn i gotiske bogstaver til kagen. I sådan en situation opdager man flere ting, fx at hun har et L i alle 3 navne.....og at hendes mellemnavn trækker tænder ud når man skal skære det i MMF :-O Det tog omkring fyrre minutter at skære bogstaverne alene, men da det var gjort var jeg HELT færdig og kunne gå op og blive fodret af hos min mor og Per! Over aftensmaden proklamerede jeg, at jeg aldrig nogensinde vil røre så meget som en lillefinger til nogen fester igen, og at vi skulle starte en opsparing med det samme, så var den så kæmpestor når hun skal have sin ungdomsritefest, at jeg ikke behøver gøre andet end at uddelegere opgaver. Men så sagde Søren, at det jo netop blev gode fester fordi jeg røre ALLE mine fingre til ALLE vores fester og derfor blev de altid meget personlige og dejlige og kræsede for gæsterne. Jaja...det falder man jo for, selvom der sidder en lille stemme i baghovedet og siger "nærige jyde"
Så ringede min moster....åhåh! min fætter lå med 38 i feber og måtte melde pas. Shit! min lillebror sad ved et bord sammen med min fætter hvor de kun kendte hinanden og der ville han nok ikke bryde sig om at sidde helt alene nu...så revider bordplanen igen, pres en person ind ved et bord hvor der reelt ikke er plads og VOILA! Vi er klar igen.
Til at gå i seng.
Næste morgen var der bare HUUUHEEEEEJ inde i kroppen! Jeg var så stresset at jeg begyndte at gøre alting i slow motion. Og så faldt z i søvn en time før gæsterne skulle komme og Søren og jeg måtte bytte arbejdsopgaver så jeg sad oppe i soveværelset ved hende og han stod og ventede på maden. Og så begyndte folk at komme og z snorkede endnu. Præcis klokken ti minutter i 13 (festen startede klokken 13) vækkede jeg hende og fik givet hende tøj på og tog hende med ned til festen. Min mor havde hæklet et par fantastiske smækbukser til hende i varm gul og trukket et silkebånd over brystet. Indenunder havde hun en fin brun bluse og hun var SÅ fin og Moderen og Faderen var SÅ stolte! (og Moderen kunne passe sin brudekjole, så den havde hun på...med opstrammende strømpebukser indenunder, men alligevel). Da vi kom ned var HELE Sørens familie kommet. Det er altså bare mange mennesker og kun 3 af dem havde mødt z før, så de stod linet op og kukkelurede og sagde daaaaaav og hejhej og må vi holde hende og løvemoderen sagde NEJ og BASTA og det var vist meget godt, for z måbede så meget at hun tabte sutten (og ingen af dem hjalp mig med at samle den op, så jeg måtte ned på knæ med z på armen og fiske efter sutte...hmmm) og da sutten røg ud udbrød den ene faster "Ja, dét er en familie-mund!" og så startede den tilknytning vist lidt for dem. Der var temmelig mange familie-ting ved z i løbet af dagen...så mange at jeg til sidst sad og tænkte at hun har også ting fra MIN familie! nåh!
På et tidspunkt væltede det ind med mad og gæster og fra da af besluttede z sig for, at hun skulle være hos sin mor og så var den ikke længere. Ikke engang Søren gik an, så jeg havde djævelsk ondt i lænden da festen var slut :-S
Selve festen var utrolig dejlig og rørende. Jeg hylede fra start til slut - og lidt endnu
Egentlig havde jeg selv skrevet en Velkommen-tale, men jeg havde øvet den i en uge derhjemme og kunne ikke engang komme igennem første afsnit uden at tudbrøle og da jeg aftenen forinden ikke engang kunne sige zs navn til min mor uden at blive så rørt at jeg græd, besluttede jeg mig for at droppe talen, da det ville blive een stor flæbefest! Så Søren fik til opgave at byde velkommen og gve de praktiske oplysninger og det blev gjort på bedste Lærer-manér med et "GOOOOOOODT!" for at få ørenlyd og et "SÅ SÆTTER I JER!" bagefter Og så blev han så forfjamsket at han glemte det meste af hvad han skulle sige og stod der og ragede to meter op i luften og hviskede "og hvad mere, skat?". Vi startede festen med at Onkel Kenneth spillede og sang "Here comes the sun". Da tudede jeg. Og min mor tudede så meget, at hun gik i køkkenet! Så fik vi sendt folk ud efter mad fra buffeten og da alle lige akkurat havde sat sig, slog Moster Ditte på sit glas og læste et eventyr om zbarnets tilblivelse op, som hun selv havde skrevet. Det var så fint og jeg hylede hele vejen igennem. I ved, på den der måde med "aj nu blir jeg helt rørt" og så tuder man lidt og så får man kontrol over det, men så bævrede min søsters stemme og så hyler man igen og hun siger "x, vil du så stoppe! Jeg kan ikke læse når jeg græder" og så fniser man og hyler endnu mere - imens man helt undgår at se på sin anden søster, sin mor, sin moster og sin mormor (vi kan sætte et tudekor igang ret hurtigt, kvinderne i min familie!). Moster Ditte havde skrevet eventyret ned i en lille bog som z fik bagefter. Kort efter sendte min mor en sang rundt som hun og Bedstefar havde skrevet og så hylede jeg igen. Så rejste Faster Mette sig og holdt en tale og sendte en sang rundt. Sjovt nok havde hun valgt Barndommens Land, som vi også selv havde valgt skulle spilles til festen og så havde hun valgt "God morgen z". Og jeg TUDEDE mens de andre sang Barndommens Land (jeg tuder bare af at skrive om det nu), og da vi kom til verset "Ingen skal mishandle dig, håber jeg" der græd jeg sådan for alvor. scheize mand!
Og Onkel Kenneth spillede guitar til alle sangene, så det var bare sådan en dejlig varm stemning der var, det var jeg så glad for han ville! Han og Moster Rikke havde også valgt en sang, en jeg ikke kendte som hedder "Morfar", men som de havde omskrevet til "Mor og Far" og som bare var så rørende. Så da Moster Rikke til sidst rejste sig og slog på glasset, tudede jeg bare sådan helt instinktivt. Og hun havde sådan gjort sig umage for IKKE at skrive en tudetale, men skrevet den som en servicemeddelelse på et fly, dvs zs livsfly og dem der var med på flyet og hvad de kunne hjælpe hende med og sådan. Og så grinede jeg igennem tårerne <3
Derefter blev det hele lidt diffust, for z var møgtræt men ville ikke sove, så jeg var nødt til at gå ud i en kældergang og vugge hende og så spredtes folk for alle vinde og samledes først igen da Søren mere eller mindre bare råbte "KAAAAGE!". Så derfor fik vi aldrig spillet den sidste sang (tyvstjålet fra Jontes navngivningsfest) "May you stay forever young", men jeg havde printet den ud på fint pergament og lagt ved hver kuvert, så lidt med til festen var den alligevel.
Så kom Søren hen og fortalte at en af vores venner endelig var blevet gravid, de har prøvet i nogle år også og været i behandling og de var med til festen, og hun var nu 4 uger henne. Så jeg væltede over til hende og sagde "ÅH TILLYKKE!" og vrælede lidt på hendes skulder, så hun blev helt "jaja, nu tager vi det lige stille og roligt!" og Søren sagde "Nu skal I ikke lave den samme fejl som mig og tænke, at det ikke kan passe og at det aldrig går godt, for lige pludselig har man altså et barn, og selvom man har fået alle de normale tegn på, at ungen er på vej, så står man og er fuldkommen rystet i sin grundvold over, at man er blevet far!". Det lovede de, men vi ved jo godt, at man ikke tør tro på noget godt når det gælder behandlinger!!
Vi pakkede gaver op og fik en masse lækre ting - deriblandt et knaldlyserødt Adidas træningssæt :-S Af os fik z en fin globus med træfod, hvor vi havde fået graveret en lille skilt og sat på hvorpå der stod "z Celia, Hele verden til dig. Mor og Far". Vi havde talt og talt om den her gave, skulle hun bare have festen? Skulle hun have et brev fra os som hun kan læse når hun blir større? Skulle hun have noget rigtigt legetøj? Tøj? Bamse? Hvad fanden gir man?? Til sidst spurgte jeg Søren: "Hvis du kunne vælge frit på alle hylder hvad du ville give hende, hvad skulle vi så give?" og han svarede "Hele verden!" - så det gjorde vi
Alle andre havde tydeligvis også gjort sig rigtig meget umage med gaver, hun fik både en rigtig trægynge og en sansegynge, en hulans masse fine bøger, musik, legetøj, strømper, en lille gul Fjällræv, en grøn træhjulet cykel fra sin Mormor og Bedstefar og Moster Rikke og Onkel Kenneth der jo er hendes værger i tilfælde af vores død, havde købt et sølvhjerte der har en rangle indeni og fået graveret et digt på den ene side og "De Kærligste Hilsner fra Moster og Onkel" på den anden, så jeg flæbede lidt igen da vi åbnede den. Og alle kortene var så skønne! Der blev skrevet en masse i Gæstebogen, så der flæbede jeg endnu en gang. Een af fætrene fra Nordjylland havde skrevet hvor "dejeligt" det var, at ham og hans bror nu ikke længere var de mindste i familien, men endnu mere "dejeligt" var det, at de havde fået en kusine der var så fin og så lille og så sød. åh! (Han er 11).
Derefter tog mange af vennerne hjem, flere havde små børn med, så de var godt trætte. Karl og Søren havde siddet med z og Alfrida og leget boksekamp og diskuteret hvis unge der var bedst - Karls kæreste fortalte at Karl var begyndt at pace Alfrida helt vildt med maveligningen efter han havde set hvor god z var til det på Facebook, han ville abzut ikke stå tilbage for Sørens unge!!
Til sidst var vi bare familie tilbage og der sad jeg og snakkede med Faster Mette og fortalte, at vi havde lavet det arrangement, at have et billede af Sørens forældre i en fin lille ramme, så kunne vi altid have dem med til de vigtige fester, selvom de er døde, og så rendte hun og Sørens andre søskende ind og kiggede på rammen, som de ikke havde bemærket før nu, og blev vist meget rørte og kom vist lidt i tanker om, at der vist måske var en lille lillebror der stod og fejrede sit første barn og lidt savnede sin egen mor og far og så var de lige lidt sødere og Faster Mette fik sagt "Ida og Oluf ville have været så lykkelige for at se Søren idag" og Faster Birgitte sagde til min mor "Et eller andet sted sidde de og kigger ned og er hamrende lykkelige!"
Og til sidst kørte de også allesammen hjem til Jylland og så var det min familie der var tilbage. Og en træt, træt z der var lidt pylret og lidt sulten og lidt PUHA - og så kom Kusine Carla med sin yndlingsbamse og lod z sidde og savle den helt til <3 det er altså store sager at tilbyde sin bedste bamse til savl når man er 3 år!! og jeg gjorde et stort nummer ud af at fortælle Carla hvor fantastisk en kusine hun er og at hun er noget helt specielt for z. (Til min mors fødselsdag var z også lidt ked og der skyndte Carla at tegne Moster x på et papir, så z kunne have sin mor i liften når hun var ked af det). Til at stille på bordet havde jeg købt nogle små alfer i marmeladeglas med stof bundet henover toppen (så det ligner man lige har fanget en lille alf) og jeg gav den ene af glassene til Carla, der var ved at revne af stolthed. Jeg tænkte bare, hun har givet SÅ meget af sig selv til den her fest og så kommer hun faktisk helt tomhændet hjem, det er synd! Hun havde lavet et stor perlepladeblomst og malet en tallerken med "monstre" på til z i gave og hun var jo bare pavestolt da de blev pakket op
Til sidst sad vi og spiste rester og havde fået ryddet lidt op og gjort klar til NS-festen dagen efter og der sad jeg bare stadig og hylede. Altså jeg kunne ikke stoppe, så rørende havde dagen været. Og så ville jeg fortælle, at vores vennepar endelig ventede sig og så røg det hele ud igen. Lidt senere stod jeg i køkkenet med min ene søster og så begyndte jeg bare at hulkegræde IGEN, så hun måtte give mig et stort kram. FY! Men hvor er jeg glad og stolt og rørt over at mit barn får lov at vokse op med alle de mennesker der SÅ gerne vil hende!
Dagen efter skulle vi jo så have NS-fest. Jeg havde inviteret pigerne fra Navlestreng og deres mænd og børn til at komme og fejre z, og der var rigtig mange der heldigvis kunne komme. Så inden vi gik i seng om lørdagen lavede min mor og jeg en kæmpe omgang bolledej og 3 lagkager. og Næste formiddag bagte vi boller i eet væk og dækkede op på ny i festlokalet. Og så kom der Navlestrenge!! Det var helt fantastisk at møde folk og se ungerne og jeg krammede lystigt væk, for det er sådan en underlig følelse af at man kender folk helt vildt godt, men man møder dem for første gang. Jeg sagde også til Msax "jeg kender denne her firkantede del af dig" (fra profilbillederne) z var rimelig smadret, så Søren gik op med hende i min mors lejlighed og puttede det meste af tiden, hvilket jo betød at jeg kunne sladre igennem OG spise kage, juhuu!! Og heldigvis var der andre damer til stede, der abzut ikke var bange for at gå kageamok heller (jeg nævner ingen navne!) så der var ikke ret meget lagkage tilbage til sidst! (og det der var, røg lige i skrutten på mig og min mor ). Vi fik nogle fantastiske gaver - TUSIND TAK!! og Helene (Lion) havde broderet det her store billede-digt og jeg blev bare så rørt, at jeg faktisk begyndte at tude igen og måtte lade som om jeg lige skulle stille billedet fra mig i hjørnet for at få samlet mig. puha!
Og jeg nåede næsten ikke at blive nervøs heller!! Jeg havde jo heldigvis haft afsindigt travlt lige indtil de skulle komme, så det var først da Karo kom ind ad døren med Ida, at jeg fik et "Oh no!" øjeblik og tænkte hvad fa'en jeg havde rodet mig ud i. Da Søren kom ned var næsten alle kommet og der var liv og glade dage rundt om bordet og Søren stod i køkkenet og sagde med slet skjult rædsel "Der er så mange BØRN!" Men han klarede det da! nogenlunde... og fik en masse ros af Grinbidderen for, at han gik og ryddede op mens jeg fik lov at sidde og sladre. Han var så tåbelig nok til at tage vores kagetallerkener, så vi måtte hente nye, og Søren går en lille smule psykisk ned når man "laver mere opvask samtidig med opvasken blir taget" så det var liiiige i overkanten. Men udover det, syntes han faktisk også, at alle var rigtig søde og var meget rørt over, at folk kom for at fejre z, selvom de slet ikke "kender" os (virkeligheden er jo nok nærmere, at NS'erne kender os bedre end de fleste!!).
Da de sidste var gået, kom min mor og Per ned og så gik det ellers tjept med at få alting ryddet på plads, så vi kunne komme op og slappe af. Og så havde Per lavet koteletter i fad, og jeg ÅD fuldstændig hæmningsløst (jeg skulle jo ikke se fin ud i en kjole dagen efter denne gang!), hvilket resulterede i en heftig omgang tynd mave halvanden time efter (jeg giver stadig de opstrammende strømpebukser og ikke det massive indtag af flødesovs skylden!). z var så over-overtræt. at hun ikke kunne finde ud af at falde i søvn, og det var først efter en masse legen flyvemaskine med mormor, at hun begyndte at melde ud, at NU var det måske alligevel godt med det der vågen-noget. Så vi gik i soveværelset, hvor hun kun kunne falde i søvn ved at sidde op ad min mave helt tæt. og så vågnede hun flere gange med et lille klynk. Derefter sov hun omkring 13 timer i streg :-O
Vi var bare så stolte af hende da vi kørte hjem, hun har klaret de mange mange mennesker super godt, hun har kun lige givet et vræl, hvis hun ikke kunne se hvor Mor var henne ad, og ellers har hun accepteret heftige aeninger og kys og nulringer og jeg ved ikke hvad fra omkring 50 mennesker hun aldrig har set før!
Da vi så kom hjem igår var huset tissekoldt! Og det blæste en halv pelikan og havde sneet og August var helt rundtosset af glæde over at se os igen. Men det har taget indtil nu, at få varmet huset op, vi sad med overtøj på allesammen i fire timer efter vi kom hjem 
og sov allesammen sammen i stuen foran brændeovnen. Og selvfølgelig gik al strømmen klokken ni, så stod vi der i buldermørke - og det er immervæk buldermørkt i skoven klokken ni om aftenen i februar!! Så idag har elektrikeren været her og fikset det og vi har strøm igen (Søren fandt dog ud af at lave strøm til stuen, men ikke til førstesalen igår aftes, heldigvis).
Så NU er vi hjemme igen, for alvor. Og det har været en hæsblæsende og helt fantastisk weekend!! Vi er så glade og rørte over alle de mennesker der ville være med til at fejre vores datter! Desværre fik jeg ikke taget et eneste billede selv, så jeg kan ikke vise noget frem før der kommer billeder fra de andre i familien, men heldigvis var der flere der var gode til at tage billeder og Onkel Jonas optog alle taler og sange på video, så z kan se det når un bliver større (og uden tvivl sidde og måbe "Hvor var moster Ditte UNG da jeg blev født" ).
